Efter succeser som ‘Deadpool 2’ og ‘Atomic Blonde’ er David Leitch tilbage med et nyt actionbrag, med Brad Pitt i spidsen af løjerne.
Historie
Brad Pitt spiller Mariehøne, en noget modvillig lejemorder, der egentlig helst bare vil have et let job, uden pistoler og andet gøgl. Han bliver en på en efter sigende let mission: snup en kuffert fra et japansk lyntog og smut videre. Det skal dog vise sig at være noget lettere sagt end gjort.
Præmissen er næsten fordummende simpel, og det er både resten af historien og karaktererne egentlig også. Hvad der kunne have været en mørk og hæsblæsende action bliver i stedet til en Deadpool-agtig actionkomedie, hvor alle karaktererne virker fjollede og hurtig i vendingen. Man får nok af hurtige kommentarer og sjove indvendinger hele vejen igennem. Nogle gange er det rent faktisk sjovt og velplaceret, andre gange lander det i den lidt for kække ende.
Brad Pitt viser sig ikke at være den eneste lejemorder på toget – hele fire andre farlige folk gemmer sig i togets kupeer, og det lægger op til både absurde og helt igennem latterlige fortællinger, der alle møder hinanden på kryds og tværs.
Præmissen er dog præcis absurd nok til at gøre det til en oplagt popcorn film- slå hjernen fra og nyd kaosset.
Skuespil
Som trækplaster gør Brad Pitt en noget sløj indsats som Mariehøne. I flere scener virker han decideret forvirret over at være på settet, men det fungerer i og for sig meget godt for hans karakter, der også er noget spacy og flyvsk. Dog kan det til tider virke til tarveligt, at spilde en så stor skuespiller i så ubetydelig en rolle, da han virkelig ikke har meget andet at lave end at slå på folk og tale sort om held og ulykke.
Generelt er præstationerne fra resten af galleriet fine; Joey King spiller den udspekulerede Prins, der manipulerer med alt og alle, og Aaron Taylor-Johnson spiller sammen med Brian Tyree Henry et tvillingepar, som ender med at være af de fedeste indslag, filmen har at byde på. Når historien ryger helt ud i det absurde, er det karaktererne, der formår at få fortællingen tilbage på sporet.
Generelt kan man måske hæve et enkelt øjenbryn ved at kun to af karaktergalleriet er japanske skuespillere, når man vælger at sætte en film på et japansk lyntog, men den absurditet falmer i forhold til de mange andre fjolletheder, man må finde sig i i filmen.
Visuelt
Det er den rendyrkede CGI-fest vi er inviteret til med ‘Bullet Train’, så man kan forvente overdrevede slo-mo sekvenser og hårdtrammende slag en masse. Fortællingen spæner fra kupé til kupé og mellem de mange forskellige narrative bolde, som filmen har losset op i luften. Om det er et slagsmål med en britisk skolepige, en mexicansk gangster, en anime-maskot eller en slange, skal øjnene nemt få noget at se til.
Kostumerne er fede og er nok noget af det, som fortæller os allermest om karaktererne: det er ikke mange andre end Brad Pitt, der ville kunne bære en bøllehat som lejemorder.
Musik og lydbillede
Der er udvalgt et fedt retro soundtrack til filmen, og det klæder den virkelig, at musikken bare spiller, når man har fået nok af alle de milliarder slagkraftige lydeffekter, der ellers smadrer rundt om ørerne på en.