Margot Robbie i Babylon. FIlmanmeldelse: Babylon. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
© United International Pictures, Paramount Pictures

Filmanmeldelse: Babylon

Kom med på en rejse til filmens vilde ungdomsår i Damien Chazelles fejrende og foragtende fortælling om film. Om overgangen fra stumfilm til tale. Fra eksperimenterende vaudeville til ‘Singin’ in the Rain‘ og Hays Code-censur. Fra Babylon til Hollywood. Læs filmpuls.dks filmanmeldelse af ‘Babylon’ her.

Historie

Året er 1926. De første Oscar-statuetter er endnu ikke blevet uddelt, de første synkroniserede ord er ikke blevet ytret, og Hollywood hedder stadig Hollywoodland. I den californiske ørken er det kun konturerne af fremtidens glamourøse filmindustri, der er ved at tegne sig. Filmens verden er endnu præget af hedonistiske fester og boheme fornemmelser. Den er et sted, hvor arbejderklassen gnider albuer med overklassen, hvor racer blander sig, og folk har sex med hinanden uagtet alder, civilstatus eller køn.

Filmen åbner til en vild fest hos den D. W. Griffith-inspirerede producer Dan Wallach. Her møder vi Manny Torres (Diego Calva), en mexicansk immigrant med drømme om at arbejde i filmens verden. Vi møder også Nellie LaRoy (Margot Robbie), en karismatisk, men vild og vanvittig blond, håbefuld skuespillerinde, der allerede ved, at hun er en stjerne – selvom hun ikke har haft en eneste filmrolle endnu. På scenen møder vi den lesbiske Lady Fay Zhu (Li Jun Li) i en Dietrich-inspireret optræden og jazz-musikeren Sidney Palmer (Jovan Adepo). Slutteligt møder vi Jack Conrad (Brad Pitt). Jack er filmstjernen, førsteelskeren. Han er den alle mændene gerne vil være, og alle kvinderne (med undtagelse af Fay Zhu, selvfølgeligt) gerne vil være sammen med.

Til festens krydses vores hovedpersoners skæbne for første gang: Manny og Nellie mødes og finder begge et job i filmindustrien. Manny som Jacks assistent og Nellie castes i en lille rolle i instruktøren Ruth Adlers (Olivia Hamilton) nyeste film. Herfra følger filmen karaktererne gennem slutningen af 1920’erne og ind i 1930’erne. Perioden markerer to vigtige skift for filmindustrien: For det første introduceres talefilmen i 1927. For det andet poleres Hollywoods ry. Efter mange skandalers (særligt Fatty Arbuckles voldtægtssag, som filmen også refererer til) kulmination må Hollywood vælge mellem at kontrollere sig selv eller risikere statsligt indgreb. De vælger førstnævnte, hvilket fører til selvcensuren “The Production Code” eller “The Hays Code”. I ‘Babylon’ vidner vi konsekvenserne af disse to revolutioner i filmens verden på godt og – især – ondt.

Vi er i ‘Babylon’ meget langt fra ‘La La Land’ og “Another day of sun”. Dette er ikke nogen blåøjet og fortryllende romantisk fejring af filmindustrien. I filmens første kvarter, kan jeg afsløre, at man vidner både en elefants eksplosive afføring og samleje, der involverer urin. Så er tonen ligesom lagt an.

Filmen er kort sagt ikke nødvendigvis nem at se. Den er ofte offensiv, overraskende, ubehagelig. På den måde er den ikke helt ulig nogen af stumfilmæraens største bedrifter. Men den er heller ikke svær. Den er let tilgængelig og nem at forstå intuitivt. Den er også subtilt medrivende og tematisk kompleks. Den berør på elegant vis et bredt spektrum af emner: Problemet med industrien i filmindustrien, frygten for dødelighed, klassekamp, identitet, begær, ambition, kunst. Men filmen føles ikke forjaget eller ufokuseret, for hvert tema informerer det næste.

‘Babylon’ er film om filmens mangler og manipulation. En kritik af industrien og en afsløring af tryllekunstnerens billige trick. Det er en film om desperat at flygte fra sin egen dødelighed og menneskelighed. Men det er også en film om den mærkværdige magi, der alligevel kan opstå på lærredet. Hvor vi, selvom vi ved det hele er tomme løgne, forføres og fortrylles og rent faktisk (i cirka to timer) føler os udødelige.

© United International Pictures, Paramount Pictures

Skuespil

‘Babylons’ største, hvis ikke eneste, ulempe er to af dens tre hovedroller: Virkelighedens stjerner Margot Robbie og Brad Pitt. Margot Robbie er fuldstændigt uinteressant i denne film. Havde det været hendes debut, tror jeg, at jeg havde haft det helt anderledes, men hun laver den samme New Jersey-accent, som hun altid laver, det samme maniske smil, de samme skrigende, råbende monologer. Det er simpelthen ikke spændende længere. Hun lader ikke Nellie få sin egen personlighed og sine egne følelser. I stedet er hun en Tonya Harding-Harley Quinn-kopi med et lille skvæt Sharon Tate.

Brad Pitt er slet og ret fejlcastet. Han har hverken kaliberen eller karismaen til bære rollen. Han er endvidere for gammel til overbevisende at spille en person, der er den mest populære førsteelsker, og hans alder trækker fra tragedien af hans historie. Pitt er 59 år. Rudolph Valentino, Douglas Fairbanks og John Gilbert, som karakteren er inspireret af, ville i 1926 have været henholdsvis 31, 43 og 29. Afslutningsvist ligner Pitt slet ikke en stumfilmsskuespiller. Han ser malplaceret ud, særligt i filmens sorthvide sekvenser, der agerer stumfilm. Det er slet ikke troværdigt. Hans ansigt er stift, hans øjne halvdøde og hans bevægelser uelegante og uden rytme. Det er måske meta for Pitt at spille en tidligere førsteelsker, der frygter sin egen irrelevans, men det fungerer ikke for mig.

Heldigvis er resten af castet rigtigt gode. Diego Calva er suveræn som en everyman med dybde. Li Jun Li er overbevisende som kontroversiel og sensuel stjerne. Jovan Adepo skilte sig mest ud for mig. Mange af hans sekvenser er uden dialog idet, de foregår, mens han spiller musik, og alligevel får han signaleret et væld af komplekse følelser hver gang. Tobey Maguire, der også er blandt filmens producers, skinner ligeledes i sin lille rolle som en rigtig ækel og skummel mand, der i sit virke som casino-ejer ender med rigtigt meget magt over stjernerne, der gambler hos ham. En sjov rolle for Maguire at vælge at spille, men ikke desto mindre underholdende og en central del af filmens effektfulde klimaks.

Visuelt

‘Babylon’ er fotograferet af svenske Linus Sandgren, hvis arbejde på ‘La La Land’ var helt suverænt. I denne film arbejder han i en helt anderledes stil og med nogle meget andre farvepaletter, men det er stadig utroligt flot. Jeg var især helt vild med de lange, uafbrudte indstillinger, der er i konstant bevægelse. Man må også give kæmpe ros til Tom Cross, der har klippet filmen. Det skaber en hektisk og dynamisk effekt, der både er storslået og bombastisk i bedste Hollywood-stil og realistisk, jordnær med dogme tendenser.

Kostumer (Mary Zophres), hår og make-up (Heba Thorisdottir) af er interessante. De er virkeligt ikke særligt skønne og er flere gange anakronistiske, men de bidrager helt klart til historien, og man oplever en stor opmærksomhed for detaljen. Særligt var jeg helt vild med en lyseblå kjole, som Nellie bærer til en fest hos William Randolph Hearst. Den er med sine lange ærmer, høje krave, længde og flæser er mere 1910’er end slut-20’er/start-30’er og føles som et ‘My Fair Lady’-øjeblik, men forvrænget og fordrejet til noget ubehageligt og pinligt i stedet for romantisk.

Jovan Adepo i Babylon. FIlmanmeldelse: Babylon. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
© United International Pictures, Paramount Pictures

Musik og lydbillede

Musikken fylder selvfølgeligt rigtigt meget i ‘Babylon’. Den er komponeret af Justin Hurwitz, der også komponerede til ‘Whiplash’, ‘La La Land’ og ‘The First Man’ og taler særligt smukt sammen med de første to. Det er vidunderlig filmmusik, der føles som en naturlig forlængelse af det øvrige filmsprog. Musikken trækker dig ind og gør billederne på skærmen nærværende, levende og sanselige. Den er melankolsk og kraftfuld ligesom filmen selv. Den føles på samme tid moderne og historisk.

Kombineret med det visuelle udtryk, kalder musikken og lydbilledet på, at man ser denne film i biografen. Det er vidunderligt at se en film, der ærer og appellerer til biografoplevelsen uden at være afhængig af at være en del af en franchise.

Babylon - premiere d. 19. januar 2023
Kort fortalt
Brutal, blodig, forførende, fantastisk. ‘Babylon’ er en storslået fortælling om at elske og at hade og ikke at kunne leve uden film. En eksemplarisk påmindelse om biografmørkets manipulerende magi.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE79 stemmer
6