Den anerkendte britiske instruktør og forfatter Dominic Cooke, har i samarbejde med manuskriptforfatter Ian McEwan, pustet liv i McEwans egen roman ’On Chesil Beach’, og sammen har de ført historien op på det store lærred. I hovedrollerne ses Saoirse Ronan (’Lady Bird’) og Billy Howle (’Dunkirk’), som senere på året også kan opleves spille overfor hinanden, i filmatiseringen af Anton Tjekhovs berømte skuespil ’The Seagull’. Er der mon et nyt Hollywood makkerpar i vente?
Historie
’Den dag på stranden’ er en gribende beretning om et kærligt forhold ramt af ydre påvirkninger, formet i barndommen af et samfund med strenge, ufleksible regler om ensartethed og omverdenens tanker om individet. Florence Ponting (Ronan) er født i en velstående, konservativ familie. Edward Mayhew (Howle) derimod, har en helt anden baggrund og kommer fra et lettere kaotisk hjem. Begge uerfarne indenfor det seksuelle, gifter de sig i dyb forelskelse. Én af dem tager denne dag en skelsættende beslutning, der får livslange konsekvenser for dem begge…
Egentlig er plottet ret simpelt, vi har at gøre med den typiske historie om den rige kvinde der møder den fattige mand, hendes forældre er ikke heeeelt vilde med situationen og blandt andet derfor skal kærligheden jo sejre! Men… denne film er bare også så meget mere end det! Den rummer nemlig en fortælling om hvad der sker, når et ungt pars dybe og smukke forelskelse, pludselig ikke kan blive ved med at kamuflere deres individuelle usikkerhed, som stikker for dybt og gør for ondt til at de kan finde ud af at dele den med hinanden. Her er filmens tidsperspektiv enormt vigtigt for historien, for vi befinder os i en tid hvor mange ting var tabu belagte og derfor er det nærmest umuligt for vores to hovedpersoner at blive forenet. Intelligent nok vifter historien hele tiden sin tilskuer om næsen, med flashbacks der lader os vide hvilke situationer fra fortiden der, lige nu i dette øjeblik, skaber problemer for vores karakterer i nutiden. Vi kan derfor hele tiden følge med i hvordan de, blot ved at dele disse ting med hinanden, måske ville kunne mødes og det er dybt frustrerende at være vidne til. Vi forstår karaktererne bedre end de forstår hinanden og måske også sig selv. Vi forstår deres baggrund og hvorfor de reagerer som de gør. Vi kan se hvorfor det ikke kan lykkes for dem, men vi kan ikke hjælpe dem og fordi filmen generelt fungerer rigtig godt, og lykkes med at få skabt en stor empati og medfølelse for dens karakterer, så gør dette faktum virkelig ondt.
Skuespil
Filmen giver enorm plads til sine karakterer, særligt igennem deres fysik og en af grundende til at vi virkelig lærer karaktererne at kende, og faktisk ender med at forstå deres psykologi, er på grund af den store betydning som der er lagt i skuespillernes arbejde med deres kropssprog. Vi fornemmer så mange usagte ting blot ved at få lov til at observere karakterernes kropssprog. Filmen bliver en lang række af smukke sanseindtryk, som er så spændende at fordybe sig i. Som tilskuer flyder vi med i et hav af sindsstemninger og følelser, og fordi der ikke bliver sat ord på alt, men der derimod i stedet er lagt stor vægt på det fysiske skuespil, så er oplevelsen langt mere æstetisk, delikat og detaljeret end man normalt er vandt til. Det er en fryd for øjet og jeg er vild med det!
Skuespillet er præget af en fantastisk akavethed mellem Ronan og Howle, som næsten ikke er til at holde ud. Det er virkelig unikt at få lov til at være en flue på væggen og svælge i to menneskers besvær og usikkerhed med hinanden, det fungerer enormt godt. Sammen lykkes de virkelig med at holde en spænding kørende i deres dialogarbejde, de lige dele nærmer sig og fjerner sig fra hinanden, i korte øjeblikke fungerer kemien og kommunikationen, for igen pludselig at gå i opløsning. Det er meget flot balanceret af Ronan og Howle! Dog må jeg kort fremhæve Ronan, som er fantastisk i sin skrøbelighed og her synes jeg faktisk at hun overhaler Howle lidt på skuespillet. De spiller enormt fint sammen, men hun fremstår en smule bedre i sin connection med sin karakter og virker derfor mere jordbunden som Florence.
En sidste og kort lille kommentar på skuespilfronten, skal gå til Anne-Marie Duff i rollen som Edwards mor, der efter en ulykke er blevet svært hjerneskadet. Hun er så original og indfølt i sit arbejde med sin karakter og hun fremstår både magisk og finurlig, imens det vi i virkeligheden er vidner til er dybt tragisk.
Visuelt
Filmens visuelle udtryk er simpelthen så fint og England har nærmest aldrig taget sig så smukt ud! Både byerne og naturens farver og nuancer, spiller en kæmpe rolle i at fremhæve de sindsstemninger som karaktererne er i og her kædes filmen virkelig sammen. Fotograf Sean Bobbitt (’12 Years a slave’) har gjort et fantastisk stykke arbejde.
Men… sidst i filmen møder vi Florence og Edward mange år senere i en ældre udgave og her må jeg bare sige – jeg bliver sku aldrig rigtig fan af sminke, som skal få skuespillere til at se ældre ud. Særligt ikke når en sådan sminke består af både masker og make-up (som jeg er ret sikker på at den gør her)! Først og fremmest så synes jeg at meget af skuespillernes mimik går fuldstændig tabt og samtidig kommer det hele til at se ret kunstigt ud. Jeg kan simpelthen ikke forlige mig med det og når resten af filmen har været så velspillet, så smuk og så reel, så ødelægger det noget for mig at jeg ikke helt tror på og derfor ikke bliver så rørt som jeg tror at jeg kunne være blevet, hvis ikke jeg var blevet forstyrret af den irriterende sminke!
Musik og lydbillede
Musikken og lydbilledet spiller generelt en kæmpe rolle i denne film, musikken pryder nemlig ikke kun lydbilledet og fungerer som underlægning, den repræsenterer også filmens to hovedroller og det fungerer virkelig godt. Vi befinder os i året 1962 og rock n’ roll er stort – den lidt ’beskidte’ og hårde up-tempo musik, benyttes til at skildre karakteren Edwards rodede og vilde indre. Modsat spreder den klassiske musik sin lydside ud og repræsenterer Florence milde og ordentlige indre. Det er så fint tænkt og i samarbejde med det meget fysiske skuespil, får karaktererne virkelig lov at blomstre ind i filmens lydside, som netop hjælper til at formidle karakterernes følelsesliv og indre dæmoner.