Filmanmeldelse: Høj af Kærlighed

I en tid med remakes, reboots og nyfortolkninger er den franske komedie ‘Høj på Kærlighed’ en film med et noget særpræget ophav. Filmen kom til verden som en europæiseret version af den argentinske tåreperser ”Corazón de León”, men har i løbet af produktionen ændret genren til romantisk komedie og fundet sit helt eget liv. Filmen er instrueret af Laurent Tirard (Asterix & Obelix og briterne, Le petit Nicolas-filmene) og byder på hovedroller spillet af Oscar vinderen Jean Dujardin (The Artist) og belgiske Virginie Efira.

Historie

Diane er en smuk, succesrig nylig fraskilt advokat. Endelig har hun fået sat punktum for et ægteskab hun længe har været utilfreds med, og hun er klar til igen at møde kærligheden.

Alexandre er arkitekt. Også med succes. Han er begavet, morsom, charmerende. Og da han finder Dianes telefon, og får overtalt hende til at aflevere den på hvad der bliver deres første date, er vejen banet for at denne prince charming kan gøre sin entré og slå benene væk under Diane.

Altså lige indtil det viser sig at Alexandre er 140 cm høj. Kan hun se forbi det, eller bare henover ham?

’Høj af Kærlighed’ er en charmerende, hyggelig og til tider gedigent romantisk fortælling, der hæmmes af jokes er ikke altid rammer målet, og enkelte figurer man gerne havde været helt foruden. Det kan ikke undgås at bemærke at skuespillerne selv bringer virkelig meget til bordet, og at mange af filmens kvaliteter, hvoraf den da har rigeligt, nok er mest deres fortjeneste. Bedre er materialet desværre ikke.

Man kunne let have ønsket sig at filmen turde tage chancer, når den uundgåeligt vil ende med at rejse en kritik af moderne skønhedsidealer, men vi forlader sjældent det politisk korrekte territorie. Det er en meget pæn film, men det må da være muligt at tage handskerne af, uden at det havner i bodyshaming platheder alá Farrelly brødrenes ’Stuck on You’. Særligt når man vælger at caste en skuespiller af normal højde, til en af de få roller der vil være velegnet til en lavere. Det er som om man har trukket plæneklipperen frem, men ladet græsset vokse.

Skuespil

Jean Dujardin tog filmverdenen med storm, i rollen som George Valentin i Oscar vinderen The Artist fra 2011. Her er han mindst lige så veloplagt og klar til at stjæle samtlige scener han medvirker i. Dujardin, som i virkeligheden er ca. 185cm høj, er i en blanding af special effects og gammeldags filmtricks (Dujardin på knæ, Efira på en kasse, hul i gulvet, osv.) helt fantastisk charmerende som den lille men karismatiske Alexandre. Hans tilstedeværelse fylder langt mere end hans 140cm, og hvis man ikke kommer til at holde bare lidt af ham i løbet af filmen, vil jeg anbefale at man tjekker sin puls.

Det giver desværre ikke Diane, spillet af Virginie Efira, ret meget plads tilbage at arbejde med. Hvor Alexandre føles som et helt menneske, smides ethvert forsøg på at udforske Dianes karakter ud af vinduet, da Alexandre gør sin entré i filmen. Virginie Efira bærer rollen fint, men det virker en anelse dovent at man i al hast får defineret hendes figur efter ganske få karaktertræk: Smuk og succesrig. Der er meget lidt ved hendes egentlige person man kan relatere til. Klassisk underudviklet straight-man figur, der i dette tilfælde er en kvinde.

Visuelt

Filmen er holdt i meget pæne klip, uden for mange fiksfakserier, og rolige varme farver. Der forspildes aldrig en mulighed for at fremvise den skønne belgiske natur, arkitektur og byliv. Filmen skal nok få solgt et par rejser. Det hele er meget fint og sofistikeret, og foregår i et luftlag de færreste af os færdes i.

Special effects holdet er sluppet godt fra at forkorte Jean Dujardin. Bortset fra den konstante reminder fra underbevidstheden, om at man udmærket godt ved han er normal højde, er illusionen komplet.

Musik og Lydbillede

Lydbilledet er hele tiden meget roligt, grænsende til det kedelige. Med ganske få, meget kortvarige undtagelser, er hele filmens lydside noget der kunne have været baggrundsmuzak på en tilfældig café.