Så er der arbejder-realisme for alle pengene i Stéphane Brizés ’I Krig’, som denne noget konservative anmelder har været inde og se. Jeg er ikke fan af over-politiske film, der gerne vil daske en over hovedet med budskaber. Så da instruktøren i pressemateriale var blevet citeret med, at hun med denne film ikke havde forsøgt at lave en propagandafilm, så sænkede jeg mine parader, og begyndte med et åbent sind at se filmen.
Historie
Filmens hovedkarakter er Laurent Amédéo. Han er fabriksarbejdernes talsmand på en arbejdsplads, der står til at miste 1.100 ansatte (dem alle sammen), da firmaet flytter udenlands. Dette sker på trods af at arbejdsgiveren har lovet dem, at fabrikken ikke ville flytte og ingen ville blive fyret. Et heftig arbejder-drama er under opsejling, og med Laurent i spidsen, så beslutter fabrikkens ansatte at modarbejde bestyrelsens beslutning via store protester og arbejdsnedlæggelse. Men kampen imod de store pengemænd viser sig ikke kun at være en kamp for at beholde jobbet, men også en kamp for at bibeholde venskaber, alliancer og sammenhold i gruppen af arbejdere.
’I Krig’ er en film, hvor tilskueren kommer helt tæt på hvordan det fungerer, når franske arbejdere mobiliserer sig og planlægger protester, forhandlinger osv. Selvom filmen er opsat drama, så fornemmer man en fin realisme, for at portrætterer disse mekanismer indenfor arbejderbevægelsen. Ikke desto mindre, så ville jeg hellere se en dokumentar, hvor man følger en rigtig fransk protestbevægelse af fyrede arbejdere, end denne opstillede form. 95 % af filmen er møder på møder, hvor der diskuteres omkring rettigheder, hvad man kan gøre og hvad der skal gøres. Og når spilletiden er på 1 timer 53 minutter, så bliver den måde at fortælle en historie på, ja faktisk, ret så kedsommeligt. Måske ikke så kedsommelig, hvis man har et fikseret rød politisk billede af verden, interessere sig for arbejderbevægelser eller er ansat i en fagforening.
For instruktøren Stéphane Brizé kan sige hvad hun vil i pressematerialet, men dette er i høj grad et politiseret værk. Ikke at den franske (såvel andre landes) arbejderbevægelser står overfor udfordringer, eller at der ikke findes rigelig med grådige arbejdsgivere, der kun tænker på besparelser og aktiekurser. Men filmens sidste 2 minutter, er virkelig så usmagelig, hvor Brizé tror hun er ”edgy”, at der ingen tvivl er om, at dette er et politisk faneblad. Indtil slutningen var det da klart en film med store politiske armbevægelser, men ikke så markant og for meget, som de sidste 2-3 minutter. Men igen, hvis du er meget politisk farvet på den side, som filmen appellerer til, ja så vil du kraftig afvise enhver kritik, som denne film måtte modtage.
Skuespil
Hvor jeg personlig bliver irriteret eller keder mig af filmens fortælling, så kan jeg ikke komme udenom, at filmen rummer fantastiske skuespils præstationer. Vincent Lindon som har hovedrollen, er en af Frankrigs bedst spillende mænd, og her viser han også sin realistiske styrke. Man tror på ham og karakteren, og man føler hans passion for at gøre Laurent til en ægte person. Konflikten mellem arbejderne internt og med arbejdsgiveren er realistisk sat op, og havde den visuelle del ikke afsløret at dette var en spillefilm, så kunne filmen visse steder og med håndholdt hjemme-kamera, godt have sluppet afsted som en dokumentar. Men på trods af, at jeg hellere ville se en ægte dokumentar, omkring en grupper fyrede arbejdere, der kæmper for deres jobs. Ja, så er ’I Krig’ næsten på kanten til at være en såkaldt ”mockumentary” film.
Visuelt
Som jeg lige nævnte, så skulle der ikke meget til for at gøre filmen til en ”mockumentary”. Stéphane Brizé prøver at tilføje en god portion realisme i filmen, hvilket hun atmosfærisk lykkedes med. Vi kommer helt tæt på aktørerne i historien.’I Krig’ synes at være uplanlagt visuelt opsat, hvor det f.eks. ikke altid er tydeligt, hvem som nu skal fører ordet, hvilket igen pumper en vis realisme ind. Desværre er indholdet ikke opslugende for mig i længden, og med den politiske dagsorden, så kunne jeg ikke helt nyde den visuelle del og realisme.
Musik og lydbillede
Filmen har kun ved de sidste 2-3 minutter underlægningsmusik, af hvad jeg kan huske. Det er også den scene, hvor man klart prøvede at påvirke tilskueren maks. Ja, lige på nær undtagen mig, der blev påvirket på en helt anden måde, end filmen havde planlagt. Dette er en ren dialog film, så i denne kategori, er der ikke særlig meget at komme efter.
Copyright: Øst for Paradis
