Han kommer hvert 27. år…
Gyseren ’It’ er baseret på Stephen Kings roman af samme navn, der følger en gruppe børns kamp mod det onde. Året er 1988, og flere børn er forsvundet sporløst i sovebyen Derry. Da Bills lillebror Georgie forsvinder, starter han en indædt jagt på at finde svar. Denne søgen sender den 12-årige dreng og hans venner, kendt som Tabernes Klub, ned i byens kloakker, hvor klovnen Pennywise venter. Børnene får en noget anderledes sommer, hvor de må se deres værste frygt i øjnene, og får deres venskaber sat på prøve.
Historie
Der har været lidt uro omkring filmens ujævne tilblivelse, med skiftende instruktører og hovedrolleindehavere. Nu vender ’IT’ endelig tilbage, 27 år efter tv-miniserien, præcis som det er tilfældet i fortællingens univers, og instruktør Andrés Muschietti lader det ikke gå stille for sig.
Det er New Line Cinema, der producerer, og Warner Bros. der distribuerer, så det er ikke nogle små studier, som Muschietti har måtte stille sig op imellem for at fuldføre sin vision og realisere ’IT’ i den ånd, som den i sandhed fortjener. Allerede ved åbningsscenen står det klart, at holdet bag ikke har tænkt sig at holde tilbage eller tilbringe to timer med at løbe rundt og råbe ”bøh!” ind imellem skyggerne. Filmen åbner faktisk præcis, som jeg havde håbet men alligevel ikke helt som forventet, da denne tone- og skelsættende hyldest ikke blot holder fast i sit publikum, men hiver dem med dybt ind i universet og flår dem direkte ned i den mørke og sadistiske atmosfære, som præger Pennywise og resten af ’IT’ anno 2017.
Til Jer derude som troede, at dette ville blive endnu en ”sofistikeret skyggeleg” skarpt skåret efter den klassiske James Wan-skabelon, så kan I godt tro om igen. James Wan kan bestemt sit kram og forstår at knuge ilten ud af publikum igennem sin gedigne brug af skygger, lys og lyd, men efter at have set formlen blive kopieret igen og igen så er det dejligt at se, at en film som ’IT’ vender det klassiske gys på hovedet og lader hele skræmme-registret vælte ned over hoved på sit publikum, indtil man bliver kvalt af en atmosfære, der er tykkere end mørkets naturlige tæppelag. Andrés Muschiettis ’IT’ føles som en forbrydelse udført ved højlys dag – den er dødhamrende ligeglad med, hvem der kigger og hvad de siger – den hungrer bare efter at blive set og hørt samt skræmme dig fra vid og sans undervejs.
Filmen er dog ikke fri for formler og famlende idéer, der aldrig helt rammer plet. ’IT’ er ivrig efter at gøre hver en scene til et vanvidscirkus af konstant cirkulerende terror, hvor angsten ender med at køre en anelse i cirkler undervejs. Igennem de første mange minutter af filmen fungerer plottet som en slags ”ring af rædsel”, der vender rundt omkring hver en hovedperson og introducerer dem til ’Det Onde’ og deres værste frygt, så de senere kan nikke genkendende hinanden og oplevelsen, som de alle har haft. Det kan godt blive lidt ensformigt i længden, og ’IT’ forekommer en smule fragmenteret og konfus i sin plotkonstruktion, men heldigvis så bryder helvede løs næsten hver gang, og filmens tone og tempo eleveres til tårnhøje højder, og den bevæger sig hurtigere og vildere end vores puls kan nå at følge med… en scene i et faldfærdigt og forladt hus er især at nævne som én af filmens højdepunkter.
Andrés Muschietti behandler gysergenren som en slags cinematisk intervaltræning, hvor den banale berettermodel bliver kastet ud til siden til fordel for en plotkurve, der udspiller sig i takten til publikums hjerteslag. Uhyggen bliver leveret i rappe brudstykker, der bryder både tabuer og tidligere fordomme om filmgenrer, og dette er både filmens styrke og svaghed. Personligt kunne jeg godt have brugt et lidt strammere manuskript til at holde løjerne i live, men der er bestemt noget anderledes og forfriskende over bare at være ligeglad med regler og normer og leverer gysene som på et samlebånd – specielt da ’IT’ kan skifte udseende så uhyggen aldrig bliver alt for genkendelig.
Som sagt så fejler præsentationen ikke noget, men hvad der binder uhyggen sammen på papiret, er bestemt en stopklods, der holder filmen lidt tilbage, fra at fungerer som en gennemført historie, hvor karaktererne og historien skinner i samme grad som alle grusomhederne. Bevares, forventningerne var højere end ved den gængse gyser, men jeg synes godt, at man kan tillade det, da Andrés Muschietti og resten af holdet tydeligvis har haft ambitioner, der matcher vores forventninger. For ud over at mangle en rød tråd, som instruktøren kan holde fast i – så filmen forbliver nær sit fundament, indtil vi rammer klimakset, hvor ballonen sprænges og det hele forløses – så mangler vi også et manuskript med bedre dialog.
’IT’ er endnu engang et klassisk eksempel på, når voksne mennesker forsøger at skrive dialog til børn og unge. Det bliver for forceret, passer ikke helt ind, eller falder fladt til jorden. Der er bestemt jokes og sjove indfald, der virker, specielt når de kombineres med uhyggen, men meget af filmens humor og dialog ender i pik og patter, i et forsøg på at fange aldersgruppen for filmens hovedpersoner. Jeg tror de første ti minutter havde mindst to din-mor-jokes og fire penisreferencer, og det virker hverken naturligt eller nødvendigt. Men heldigvis så er ‘IT’ handlekraftig, når det kommer til selve horror-elementerne, og den tør og gør, hvor andre tøver. Ofte holder filmens gys absolut intet tilbage, og man stiller sig selv spørgsmålet ”kan de det?” eller ”må de overhoved det?”… Jeg ved det ikke, men ’IT’ gør det i hvert fald alligevel, og den vil bestemt også blive husket for det.
Skuespil
Ansigterne der udgør filmens hovedpersoner, er primært en samling af nye stjerner, som alle har haft deres succes inden for de seneste par år. ’IT’ har bl.a. Finn Wolfhard fra ’Stranger Things’ og Jaeden Lieberher fra ’Midnight Special’ og ’The Book of Henry’. Alle børnestjerner gør det godt, enkelte bedre end andre, men nogle gange kan deres samspil og levering virke en anelse forceret. Som nævnt tidligere, så bærer manuskriptet bestemt en del af skylden her, da den såkaldte drengerøvs-dialog ikke ligger naturligt i munden på den ellers tilegnede målgruppe, og det er en skam. De voksne skuespillere er der ikke mange af, og de har heller ikke meget skærmtid, men de er alle meget overbevisende.
Men det store nummer, som alle har siddet og ventet spændt på, er selvfølgelig når klovnen indtager managen, med svenske Bill Skarsgård som Pennywise! Jeg var selv nervøs, specielt da udseendet var meget anderledes end originalen og måske mere lig nutidens gysere, som ikke overlader meget til fantasien. Enkelte havde endda sammenlignet hans stemmeføring med Scooby-Doo, hvilket selvfølgelig ville være en fæl bommert, der ville spænde ben for hele filmens uhygge… Jeg er glad for at kunne meddele, at Bill Skarsgård bringer en intensitet og utilregnelig vildskab til karakteren, som giver filmen den nødvendige energi og uhygge. Som det er tilfældet med skikkelsen af IT, så ændrer hans stemme og talemønster sig desuden i løbet af filmen, alt efter hvem, hvad og hvornår han taler, hvilket skaber en usikkerhed fra publikums side af, hvor man aldrig helt ved, hvor man har ham.
Mange havde frygtet at Bill blot ville spille Pennywise på ”den nemme måde” og fremstå som en 100% psykotisk galning, men jeg synes han i stedet fanger noget djævelsk inderlighed med sin dedikerede præstation, der ligger langt dybere end blot ækle grimasser. Hans præstation er som en klovn i en æske, hvor man venter på, at han springer frem, men det er ikke altid, at han gør det – men du venter det alligevel og derfor er det også ekstra effektivt. Han kan konstant mærkes, og når han er tilstede, så er han et omvandrende marridt… en forskruet og frygtindgydende realisering af klovnen med den kæmpestore kultstatus… Pennywise er født på ny.
Visuelt
’IT’ er ikke bare skyggebesat sammenfletning af jumpscares fra ende til anden, heldigvis. Sammen med filmfotograf, Chung-hoon Chung, har instrutkør Andrés Muschietti skabt en film, hvor der ikke bliver lagt låg på hverken den lurerende angstfølelse eller de mange lemlæstelser. Filmen er et friskt pust til genren, som ellers altid skal være så mørk og monoton. Med ’IT’ pustes der liv i, hvordan man kan præsentere en gyserfilm, hvori Muschietti beviser, at man sagtens kan skabe frygt under højlys dag. Dette tilføjer også endnu et lag til den her uvidenhed, hvor man pludselig ikke engang kan vide sig sikker under solens varme stråler eller i det offentlige bibliotek. De computergenerede effekter er desuden minimale og set bort fra måske to scener, så er der absolut intet at klage over her. Der er masser af god gammeldags og gemmeført make-up og behagelig beskidt produktionsdesign, der både imponerer og terroriserer igennem filmen.
Musik og lydbillede
Filmen har et soundtrack med masser af mystik og magi, som fanger både årstallet, ungdommen og ikke mindst uhyggen. Det morderiske mellemled mellem svævende mystik og knivskarp terror lurer konstant i musikkens toner, men tordner kun frem når det er nødvendigt. Der er en god balance i underlægningsmusikken, og det er et soundtrack der forstår, at dets formål er at klæde filmen; ikke kvæle den. Det er ofte, hvor den holder sig i baggrunden, og lader uhyggen sprede sig naturligt, men er heller ikke genert for at gennemryste publikum, når filmen virkelig kalder for det. Desuden har filmen et imponerende multi-kanal Atmos-mix, hvor især scenen i det faldfærdige hus får lydbilledet til at snige sig ind på dig fra alle sider.
