‘Jeg er stadig Alice’ (Still Alice) sætter fokus på den ubarmhjertige sygdom Alzheimers.
Alzheimers er en sygdom, der resulterer i svigtende hjernefunktion og demens. Det viser sig først og fremmest ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Alzheimers sygdom kommer ofte snigende over måneder og halve år, der forårsager, at selve nervecellerne i flere områder af hjernen langsomt går til grunde.
‘Jeg er stadig Alice’ portrætterer et værdigt og virkelighedstro billede af den grusomme og ubarmhjertige Alzheimers sygdom, som forhåbentlig er med til at sætte fokus på sygdommen.
Historie
Alice Howland er en anerkendt universitetsprofessor inden for sprog og kommunikation. Hun er gift og har tre voksne børn med sin mand. Da hun begynder at glemme ord og situationer, finder hun ud af, at hun viser tidlige tegn på Alzheimers. Vi følger Alice over en årrække, som giver et stærkt billede af den ubarmhjertige sygdom.
Identitet og interaktion mellem mennesker er med til at skabe fællesskaber, som har stor betydning for mennesket. Evnen til at kommunikere og huske, gør os i stand til at interagere med vores omgivelser, hvilket i sidste ende er med til at definere vores identitet. Alice Howland er netop ekspert inden for området, hvilket er med til at fremhæve endnu mere, hvor alvorlig, ødelæggende og nedværdigende Alzheimers egentlig er for personer, der bliver diagnosticeret med sygdommen.
‘Jeg er stadig Alice’ er rigtig god til at sætte fokus på de mange udfordringer og tabuer ved at have Alzheimers, hvor vi gennemgår Alices udvikling, og derfor hovedsageligt ser det fra “patienten Alices” perspektiv. Filmens tempo er meget stille og rolig, som får dig til at forstå ensomhedsfølelsen med Alzheimers. Alice skubbes langsomt ud af alle former for socialt fællesskab pga. de progressive nedsatte sociale egenskaber, i mens vi overværer hendes indre kamp mod sygdommen.
Styrken ved ‘Jeg er stadig Alice’ er helt sikkert, at filmens centrum er Alice Howland, som derigennem formår at skildre hvor ødelæggende og nedværdigende Alzheimers er overfor folk med sygdommen. I filmen påpeger Alice også, at hun ville ønske at hun havde kræft fremfor Alzheimers, da det trods alt ikke er en nedværdigende sygdom som ingen forstår.
Samtidig føler jeg, at filmens styrke med Alice i centrum også bliver filmens svaghed. Jeg savner mere fokus på relationerne i familien og specielt hvordan sygdommen også påvirker hendes mand. Selvom Julianne Moore gør det exceptionelt, så bliver filmen liiiidt langtrukken, og lidt mere drama ville kunne nok have hjulpet lidt. Men respekt for instruktørernes valg, da de jo virkelig formår at skildre, hvor hårdt det må være at have Alzheimers fra patientens perspektiv.
Skuespil
Julianne Moore ønskede ikke at overdramatisere rollen, men prøve at portrættere et virkelighedstro billede af de udfordringer, følelser og reaktioner, som man får med Alzheimers. Derfor gjorde hun også sit hjemmearbejde ved at Skype med folk, der tidligt har fået diagnosticeret Alzheimers, deltage i supportgrupper, mødes med foreninger for alzheimers, set en masse dokumentarfilm om alzheimers osv. Julianne More var faktisk begyndt på produktionen af ‘The Hunger Games: Mockingjay part 1’, men fik lov til at få et par måneder fri til at optage ‘Jeg er stadig Alice’. Heldigvis, for Julianne Moore giver en exceptionel troværdig og autentisk præstation, hvor hun vinder alles hjerter. Det er en meget subtil og omhyggelig kalibreret performance af Julianne Moore, som helt fortjent har givet Moore en Oscar og en Golden Globe. Julianne Moore åbner virkelig ens øjne og får en til at forstå, hvor nedværdigende og ødelæggende Alzheimers er for mennesker.
Alec Baldwin spiller Alices mand Tom Howland, og Baldwin spiller rigtig godt som den kærlige mand, der prøver at få det bedste ud af situationen. Hvis forholdet mellem dem var blevet udforsket endnu mere, så ville Alec Baldwin selvfølgelig have haft mere at arbejde med, som ville tilføre karakteren endnu mere dybde. Men på den anden side, så har jeg også fuld forståelse for deres valg at fokusere på Alice, og Alec Baldwins rolle har selvfølgelig stadig en positiv effekt på filmen, som er Baldwins fortjeneste.
Familiens børn har ikke den store rolle i ‘Jeg er stadig Alice’, hvor de alle tre repræsentere lidt en stereotype. Det mest interessante forhold er mellem Alice og hendes yngste datter spillet af Kristen Stewart, hvor deres forhold både er lidt anspændt, men samtidig forstår de hinanden og tør være ærlige overfor hinanden. Kristen Stewarts typiske mutte og tilbageholden attitude virker fint i forhold til karakteren, samtidig med at hun får skabt noget ærligt over karakteren og forholdet mellem datter og mor.
Visuelt
Billedesiden er meget rolig med mange close-ups, så skuespillerne har mulighed for at udtrykke de mange følelser karaktererne gennemgår, hvilket virker rigtig fint. Vi bevæger os i naturlige omgivelser som i deres hjem, sommerhus, på campus og hvor ellers Alice bevæger sig, hvilket er med til at gøre historien troværdig. Omgivelserne bliver sløret, når Alice har svært ved at huske, hvilket er en fin tilføjelse i forhold til det visuelle.
Musik og lydbillede
Der anvendes minimalt musik, og de få musikalske input er bløde men melankolske toner af strygere og et klaver. Dog går violinen amok, når det skal være dramatisk. Musikken og lydbilledet støtter fint op om historien og situationerne.