Venner er noget man vælger, familie er noget man får. Men hvor meget af det er værd at holde på?
5 lange år er der gået, siden vi sidst så noget til de fiktive udgaver af Frank Hvam, Casper Christensen og hvad der nok er landets mest veldokumenterede bromance i ‘Klovn: The Movie’ fra 2010. 5 år uden at Hr. og Fru. Danmark oplever tilføjelser som “pearl necklace” og”tour de fiss” til deres ordforråd. Hvor forrige film var en slags (yderst mislykket) dannelsesrejse for Frank som mulig faderfigur, er ‘Klovn Forever’ resultatet af rejsen. Frank er nemlig endelig blevet far, og en ny virkelighed med en helt ny række prioriteringer sætter ind. Der er ikke både tid til bajer og bleskift, og makkerparret må indse at de er ved at vokse fra hinanden.
Er der virkelig noget der hedder ‘Venner for evigt’?
Historie
En hverdag med dødsyge parmiddage, babysvømning og evigt invasive svigerforældre, var næppe den præmie Frank forestillede sig der ventede ved målstregen af forrige film. Det er dog den virkelighed han står op til i de indledende minutter af ‘Klovn Forever’. Der er stort set ingen tid til vennerne, ingen plads til privatliv i hjemmet og ingen der opfatter hans behov.
Casper er derimod fortsat med sit serieknepperi og den evige fest. Vi er end ikke 10 minutter inde før der er steg på gaflen og det står klart at her er der ikke meget der har ændret sig. Men Casper savner sin ven, sin wingman. Og havde der været tale om voksne mennesker, kunne der her have været basis for en smuk samtale om hvad venskaber betyder, og hvor langt man vil gå for at støtte, eller såre hinanden. Smukt, men virkelig kedeligt. Og sådan går det heldigvis ikke. Casper lytter til sit ego, river teltpælene op og flytter til Californien. Frank sætter efter ham for at redde venskabet, og måske den sidste rest af det menneske han var, før han blev far.
Som det kan læses foroven er det en anelse mere moden affære vi har med at gøre, end det var tilfældet i 2010. Casper og Frank er blevet ældre, og vi er blevet ældre med dem. Det bliver aldrig nær så løssluppent som i ‘Klovn: The Movie’, men filmen er bedre deraf. På bunden lurer en god historie som sagtens kunne fungere uden et tykt lag jokes og celebs.
Dermed ikke sagt at det hele er blevet voksent og kedeligt. ‘Klovn Forever’ er stadig politisk ukorrekt, krænkende på flere planer, væmmeligt tåkrummende og decideret upassende. Stadig fyldt med boners, celebs og hysterisk pinlige situationer. Og vi elsker det!
“Løb! Anmelderne kommer!”Skuespil
Casper Christensen og Frank Hvam har fortsat samarbejdet med instruktør Mikkel Nørgaard, som også instruerede ‘Klovn: The Movie’ og hele ‘Klovn’ serien, undtagen sæson 3. Der er den sædvanlige perlerække af danske celebs at finde på rollelisten, f.eks. Nikolaj Coster-Waldau og Ib Michael, men også de internationale stjerner Adam Levine (Maroon 5) og Isla Fisher (Confessions of a Shopaholic, Weddingcrashers) toner frem på skærmen, samt den debuterende Simone Colling som Caspers voksne datter Cille.
Casper og Frank gør flittigt brug af deres gennemøvede ping-pong. Den slags der gør at 2 ikke skuespiltrænede mænd alligevel kan virke overbevisende på skærmen, udelukkende fordi de kender hinanden så godt. Rollerne er fiktive udgaver af virkelige personer (for 90% af de medvirkendes vedkommende) og der er derfor aldrig nogen der falder igennem. Derimod må jeg virkelig tage hatten af for Casper og Frank for vellykket at have gennemført flere af de mest udfordrende scener jeg nogensinde har set. HAR SET. Jeg gruer ved tanken om hvordan det har været at filme!
Visuelt
Filmen holder den stilmæssige dybde som vi kender fra serien og forrige film. Selvom der bruges håndholdt kamera, kommer man gerne helt ind i lokalet og rundt omkring, hvilket får de forskellige locations til at virke meget tredimensionelle, og meget lidt som kulisser. En kreativ titelsekvens både genopfrisker tidligere oplevelser og giver lede tråde om de kommende, på en legesyg vis som leder tankerne hen på ældre danske lystspil. Det er en meget lille del af filmen, men det er rent guld. Jeg spår de ansvarlige en lang og succesfuld karriere.
Musik og Lydbillede
Godt nok er det ikke et afsnit af TV-serien vi har med at gøre, men for mig har der altid været en vis lydmæssig identitet i den evigt gennemgående cirkusmusik der kører i baggrunden. Den er 100% fraværende her, og hvor underligt det end lyder, så savner jeg den her. Der er såmænd et glimrende komponeret soundtrack, men jeg havde gerne set at man havde udnyttet den signaturmelodi, som temaet er for mange, og brugt det et eller flere steder i filmen.