Charlotte Sieling har været instruktør på bl.a. Rejseholdet, Forbrydelsen, Broen og Homeland. Hendes første spillefilm var ‘Over Gaden Under Vandet’. ‘Mesteren’ er hendes første film siden spillefilmdebutten i 2009. Med filmen vil hun fortælle en historie om “manden”, og det kommer til udtryk i kunstneren Simon spillet af Søren Malling. Men i Charlotte Sielings forsøg på at lave et portræt af nutidens mand, glemmer hun måske lidt, at en film faktisk har brug for en naturlig og flerdimensionel karakter – og ikke mindst, at en film skal fortælle en medrivende historie for netop at medrive dets publikum.
Historie
Simon (Søren Malling) er en berømt kunstner, som arbejder på en udstilling. Hans søn (Jakob Oftebro) på 28, som han aldrig har haft noget med at gøre, opsøger ham – men de kommer ikke godt ud af det sammen. Simon synes hans søn, Casper, opfører sig underligt. Casper er selv kunstner, og hænger ulovligt kunstværker op på bygninger – noget faren slet ikke forstår eller kan se meningen med.
Mere kan jeg vidst ikke rigtig sige, for plottet er meget fattigt og konfliktløst. Der sker enormt lidt, hele filmen igennem, og det føles hovedsageligt mere som en episode af en kedelig tv-serie end et egentligt filmnarrativ. Tempoet er virkelig, og jeg mener VIRKELIG, langsomt – på samme måde som en tv-serie kan tillade sig at have et langsomt tempo, fordi de har så mange flere minutter at spænde sig over, og derfor kan tage sig tid til at bygge meget op. Ikke at et langsomt tempo som regel er dårligt, men jeg føler ikke en gang, at jeg kan mærke nogen underliggende spændinger, som skaber intensitet. Egentlig kunne den handling, som spænder sig over hele filmen, have været kogt ned til 20-30 minutter. Det kunne så have været starten af filmen, som så lukker op for en efterfølgende konflikt, der skal styre resten af handlingen.
Jeg synes, det er oplagt at sammenligne ’Mesteren’ med DRs tv-serie ’Arvingerne’. Ikke alene pga den store fokus på kunst, men også fordi det handler om et form for ”kunsterkollektiv”, med basisgrund i én bygning – og fordi det handler om familieforhold. Der er dog mere drama i ’Arvingerne’ (som jeg faktisk for det meste synes er kedelig). Men hvis du godt kan lide ‘Arvingerne’, så vil du måske finde en smule underholdning i ‘Mesteren’.
Ud fra pressematerialet kan jeg læse, at filmen handler om narcisisme. Og det er helt klart, at Simon er selvcenteret, og han føler sig truet af sin søn, der også har talent. Det bliver bare leveret som en ret intetsigende og for afdæmpet fortælling. Jeg holder aldrig med eller imod Simon, det samme gælder for Casper – og det gør det hele enormt intetsigende. Måske har jeg bare behov for mere drama og en tydligere konflikt. Det kan godt være filmens historie er realistisk, i form at være et fint billede af, hvordan det ville foregå i virkeligheden – men hvem gider at se en film, som afspejler vores egen kedelige hverdag? For at fortælle en god historie, må man altså tilføje lidt ekstra!
Søren Malling – altså Simon – siger på et tidspunkt i sidste del af filmen “Er jeg den eneste, der ikke forstår, hvad der foregår?”. Og jeg havde det sgu lidt på samme måde som Simon, jeg fattede heller ikke helt hvad der foregik, for der foregik nærmest ikke noget. Hvad vil du film?
Skuespil
Søren Malling er en virkelig dygtig skuespiller – og han er god til at spille fortvivlet og forvirret. Men jeg har altså lidt svært ved at finde ham troværdig i en rolle som stor kunstner. Det kommer aldrig rigtig til at fungere. Jeg synes samtidig også karakteren mangler kant og personlighed – hvilket kan siges om alle karakterne. Med så lidt handling, skulle man ellers tro, det var let nok,at arbejde godt og grundigt på at få skabt spændende og dybe karakterer, men det hele føles mærkeligt overfladisk og endimensionelt. Endnu værre er det med Jakob Oftebros karakter, sønnen Casper. Jeg vil jo nødigt sige et dårligt ord om Jakob Oftebro (som I måske ved), men Casper fungerer altså på ingen måde. Og Jakob Oftebros charme er mærkeligt nok forsvundet i denne karakter – om end det var muligt, ja, jeg er lidt i chok. Han mangler simpelthen helstøbthed, man forstår aldrig karakteren, og han føles aldrig virkelig.
Ane Dahl Torps karakter som Simons kone føles en smule mere fuldendt – på trods af de enormt mange løse tråde, der er omkring hendes karakter – jeg er virkelig i tvivl om, hvad hun vil og hvem hun er, og hvad hun egentlig føler, sådan oprigtigt. Men Ane Dahl Torps gør det dog godt. Det er bare en smule mærkeligt at se hende tale norsk til Jakob Oftebro, som så svarer tilbage på dansk! Han er jo norsk selv… Det sad jeg i lang tid og tænkte over var super underligt – hvilket igen understreger, hvor ufuldendte og uvirkelige karakterne føles, og hvor lidt jeg levede mig ind i fortællingen.
Shout out til Thomas Hwan som jeg synes er fantastisk og havde en alt for lille og ubetydelig rolle.
Visuelt
Af en film om kunst at være, er ‘Mesteren’ enormt visuelt fattig og uinspirerende. Igen, for at vende tilbage til sammenligningen med tv-serier, så er den visuelle side slet ikke på filmniveau, den er nærmere på tv-serie niveau (selvom tv-serier på det seneste jo er blevet visuelt virkelig filmiske og storslået flotte – så man kan måske sige den er under tv-serie niveau). Den er virkelig kedeligt skudt – jeg føler, jeg kunne have gjort det selv. Og det er specielt, fordi filmen er så kedelig i sin handling, at man virkelig savner noget ordentligt visuelt. Hvis nu det var en super spændende handling, så gjorde det jo ikke noget, at den visuelle side var passiv.
Scenografisk er den dog flot visse steder – de kunstværker Simon laver, synes jeg er virkelig flotte. Jeg har lidt svært ved at se den vilde hype og forelskelse alle overlever omkring Caspers kunst, men fair nok, jeg kan godt købe den.
Musik og lydbillede
Igen (som i alle andre danske film) er der problemer med dialogen lydmæssigt. Det er så tydeligt, at skuespilleren har stået i et studie og indtalt lyden efterfølgende, som så er lagt ovenpå. Jeg ved ikke, hvorfor vi er så dårlige til det i Danmark.
Musikken gør det fint, og gør sit arbejde som den skal. Jeg har ikke så meget at sige her, det gjorde ikke det store indtryk, hverken positivt eller negativt.