Netflix har beriget os med masser af vidunderligt indhold i form af både tv-serier og film. Nu er Netflix, gået sammen med de ikoniske Coen brødre, og har skabt seks unikke og individuelle historier i én film, der alle har the wild west som omdrejningspunkt. ‘The Ballad of Buster Scruggs’ kan streames på Netflix nu!
Historie
’The Ballad of Buster Scruggs’ er som beskrevet bygget op af seks forskellige historier om livet på prærien. De har som sådan intet med hinanden at gøre, andet end at de udspringer af livet og skæbnerne, som det/de kunne have set ud back at the wild west.
’The Ballad of Buster Scruggs’ er fyldt med komik, idet vi følger den kæphøje og eftersøgte Buster Scruggs gennem en helt almindelig dag på prærien. I ’Near Aldgones’ møder vi den typiske cowboy, som overlegent forsøger at røve byens bank. I ’Meal Ticket’ bliver vi introduceret for en omrejsende der, grundet trænge kår, tvinges til at se døden i øjnene på den allermest hjerteskærende måde. ’All Golds Canyon’ er historien om en guldgraver, der med absolut finesse forsøger at snuse sig frem til sin skat. ’The Gal who got Rattled’ er en fin fortælling om blomstrende kærlighed og ’The Mortal Remains’, er en absurd, komisk og dyster dialog om menneskets mange ansigter – de forudsigelige som uforudsigelige.
Jeg har faktisk utroligt svært ved at få armene ned, over dét jeg vil kalde for et vaskeægte mesterværk! Personligt er jeg vild med Coen brødrene, og jeg synes, at de gang på gang leverer og imponerer med deres fantastisk detaljerede filmhåndværk. Endnu en gang er jeg blæst bagover, af hvad jeg vil karakterisere som et af dette års bedste, mest poetisk velfortalte og velspillede film! Fælles for alle historierne, og derfor også filmen generelt, er at de kredser om livet og døden, og så samtidig alt det midt imellem.
Historierne er spændende og tilbyder sin tilskuer utallige vinkler på menneskets forskellige livsverdener. Og selvom det lyder en anelse stressende med seks film i én, så irriterede det mig ikke det mindste, at jeg kun blev introduceret til en brøkdel af både karakterernes liv og historier. Tværtimod synes jeg, at dette faktum understregede en smuk og melankolsk pointe, om at livet er flygtigt og efter vores død, så vil verden og livets gang fortsætte uden os. Vi er ikke noget særligt på denne jord, de fleste af os får ikke engang sat et særligt aftryk, som generationer efter os vil huske og værne om! Det kan lyde som en bitter og tom følelse at sidde tilbage med, men det er jo en del af det, vi ikke kan ændre på, når vi fødes ind i denne verden, som vi senere også skal forlade igen. Derfor er det netop så smukt og faktisk også helt livsbekræftende, at der er nogen der tør at fortælle den historie, som vi andre så ofte prøver at undgå at blive konfronteret med!
Skuespil
Som beskrevet ovenfor – genialt skuespil hele vejen igennem! Filmen er enormt godt castet, og alle leverer gedigne og smukke præstationer. Den pirrende fortælleteknik af opbrudte historier, som understøttes af Coen brødrenes fuldstændig fantastiske og stærke dialog, hjælper selvfølgelig skuespillerne på vej, men jeg synes i den grad også, at skuespillerne selv har taget ejerskab over deres karakterer. Skuespillerne har i denne film ret begrænset tid til at få fortalt deres historie og åbnet op for deres karakterer, den opgave synes jeg de alle klarede rigtig fint. For mig var hver skæbne en lille gave, som jeg for en kort stund var heldig at få lov til at stifte bekendtskab med.
I ’The Ballad of Buster Scruggs’ balancerer Tim Blake Nelson den komiske og arrogante Buster Scruggs karakter virkelig genialt og med en hjertevarme der stadig får mig til at trække på smilebåndet. James Franco er også fin i rollen som cowboy i ’Near Aldgones’. Jeg synes, at vi bliver indviet i en blødere og dybere side af Franco, end jeg før har set, men jeg synes samtidig også at hans præstation var den svageste i filmen. Om det havde noget med selve historien at gøre, det ved jeg ikke, men det var klart dén fortælling der satte det svageste aftryk i min erindring. I ’Meal Ticket’ leverer Liam Neeson og Harry Melling et forrygende og smerteligt samspil, som jeg ikke rigtig har kunnet slippe igen. ’All Golds Canyon’ byder på en finurlig og vidunderlig Tom Waits, som med denne lille rolle, leverer en af dette års mest vidunderlige små perler karaktermæssigt. Waits’ arbejde med sin karakter er virkelig unik, særligt i den måde hvorpå han har fået skabt et helt særligt sæt karaktertræk, der passer perfekt ind og gør historien endnu mere levende og relevant. Jeg holdt med ham fra start til slut! I ’The Gal who got Rattled’ opbygger Bill Heck og Zoe Kazan et af de finest spirende venskaber, jeg længe har set udvikle sig. Vi får lov at være med helt fra den spæde start, og det de formår at udrette på de godt 20 minutter deres lille historier varer, det er simpelthen så rørende. I den sidste historie, ’The Mortal Remains’, får vi virkelig skruet op på suspense knappen, idet Coen brødrenes dialog formår at skifte smooth, fra et forholdsvist let og komisk udgangspunkt, over i et langt mere farligt og absurd univers. Jonjo O’Neill, Brendan Gleeson, Saul Rubinek, Tyne Dali og Chelsie Ross giver virkelig hinanden genialt modspil og den energi de sammen får skabt, i en ellers forholdsvist lille kulisse, er simpelthen så skøn!
Visuelt
Som sædvanlig er Coen brødrenes film utroligt smukt filmet. Bruno Delbonnel er virkelig god til, idet landskabet spiller en stor rolle i denne film, at få placeret skuespillerne i fokus sådan at de blender helt naturligt ind i de smukke omgivelser. Filmen var en absolut fryd for øjet i alle henseender og noget af det fineste visuelle filmarbejde, jeg længe har set. Det hele flød sammen og bidrog til de maleriske billeder af karakterernes skæbner, hvilket virkelig hjalp os tilskuere på vej i vores accept af de opbrudte historier.
Musik og lydbillede
I ’The Ballad of Buster Scruggs’ fylder karakterernes sang en stor del af lydbilledet. Flere karakterer synger viser, der i sig selv er små historier om livet på prærien. I den lille historie ’The Ballad of Buster Scruggs’ skaber hovedpersonen endda en vise “på stedet”, som omhandler en oplevelse han, og vi, lige har været vidner til. Dette giver et så fint billede af, hvordan man tilbage i tiden har brugt sang og viser, til at fortælle, viderebringe og vedligeholde sine historier. Det er så fin og unik en lille detalje!
