Det dystopiske Divergent-univers er tilbage, med den tredje film i serien ‘Allegiant’. Filmene er en filmatisering af bog-trilogien skrevet af Veronica Roth, og denne tredje film bygger på den første del af den sidste bog ‘Allegiant’.
Spørgsmålet er, hvor mange film dette dystopiske sci-fi univers kan bære. Denne tredje film prøver at tilføje noget nyt til Divergent-universet.
Historie
I slutningen af den forrige film, fandt samfundet i byen Chicago ud af, at de ikke var alene i verden – at bag murene var den virkelige verden, og at denne by var et stort eksperiment. Tris (Shailene Woodley), Four (Theo James) og deres venner flygter over muren og ud på den anden side. Men hvad finder de her? En ødelagt verden og endnu farligere udfordringer end de har mødt før – verden er ikke så simpel som den var bag murene. Tris og Four bliver sat på prøve, det samme gør deres forhold til hinanden. Bag murene er der samtidig en krig i gang mellem to interessegrupper, som er uenige om hvordan byen skal styres.
‘Allegiant’ tager op præcis hvor den forrige slap – men man må vente lidt før nysgerrigheden om verden bag muren bliver forløst. Filmens start halter en del, den er både for lang og fanger ikke interessen. Det føles nærmere som slutningen på den forrige film, end som del af en enkelstående film. Der mangler et egentlig anslag. Filmen ville have haft det bedre af, en James Bond-agtig start, med en masse aktion og spænding, som sætter det hele i gang med det samme.
Men fortvivl ikke! Man skal bare lige få sig kæmpet igennem den kedelige start, og så fungerer resten rigtig godt. Det er overordnet en spændende og underholdende film. Den har sine klichéer i måden informationer bliver fortalt på og i dialogen. Dog er selve historien overordnet interessant og fængende. ‘Allegiant’ er klart bedre underholdning, samt har et bedre tempo, end den forrige film i serien. Divergent-universet er interessant, men det havde ikke holdt en film mere, hvis ikke det var blevet udvidet i denne film. Der sker lige tilpas nok nyt, til at fortællingen stadig holder. Det jeg synes serien altid har været god til, er at skabe overraskelser og have en ugennemskuelig handling. Det også klart der styrken ligger. Hvis du ikke er til de forrige film, så vil du heller ikke få noget ud af denne.
Karaktermæssigt er det dog svært at finde drama og spænding. Karaktererne er lidt flade, og får kun en overfladisk dimension, nu når de ikke er nye mere og allerede er etableret i de forrige film. Det er handlingen og konflikterne der skal drive plottet. Det er lidt ærgerligt, for en helt igennem spændende film, skal altså også have karakterer man er interesseret i og føler for – men der er ikke rigtig åbent for udvikling af karaktererne eller deres forhold.
Karakteren Tobias, eller Four, får mere plads i filmen (i bogen ser man både fra hans og Tris’ synsvinkel). Han er i virkeligheden en mere interessant og handlekraftig karakter end Tris. Så mere fokus på ham, er klart en styrke – jeg glæder mig til mere af det i næste film.
Apropos næste film. På trods af, at jeg havde hørt der kommer en film til, og jeg endda har læst bøgerne, så blev jeg pludselig enormt i tvivl om det her var den sidste film. Den virker enormt afsluttende. Respekt for det, i forhold til at det er én bog de har delt i to. Men samtidig er det lidt mærkeligt, at der ikke bliver gjort noget ud af at lave en form for cliffhanger, så folk er interesseret i at se den næste film.
Skuespil
Det nogle dygtige unge skuespillere der er på rollelisten, men som tidligere fortalt, er karaktererne en smule flade, hvilket går ud over muligheden for at leverer imponerende skuespil. Det ændrer ikke på, at det er nogle upcoming store stjerner der står forrest i filmen. Shailene Woodley (The Fault in Our Stars), som spiller Tris, er jeg normalt enormt imponeret over, men hun er lidt kold og intetsigende i den her film. Theo James gør det som han har gjort i de andre film, han spiller en karakter der virker meget ærlig og oprigtig – jeg kan godt lide det han får fremkaldt med karakteren Four. Dygtige Miles Teller (Whiplash) får lov til at levere lidt komik til filmen, med en karakter der er en smule mere interessant og realistisk end de andre. Derudover optræder Ansel Elgort (The Fault in Our Stars), smukke Zoë Kravitz (Mad Max), og Bill Skarsgård – som jeg nød at se, på trods af, at hans rolle slet ikke fik nok karakterudfoldelse.
Visuelt
Visuelt er det en super flot film, teknisk kan man ikke klage. Men samtidig synes jeg dog at noget af universets design bliver lidt for overdrevet sci-fi i sit udseende. Jeg bliver lidt træt af at se på det helt rene hvide design hvor alt er lavet af glas – det ligner alt for meget computerskabte billeder end virkelige steder. Der er bl.a. en by, som er lavet helt af glas og stål, og det føles så kunstigt at de ikke formår at skabe en fornemmelse af, at der faktisk er mennesker i den her by. Da så meget er lavet på computer, kan man godt få en følelse af at der er blevet gjort brug af lidt for meget green-screen. Man føler ikke helt, at menneskerne rent faktisk er der. Tilgengæld, er de dele der foregår udenfor i naturen og som er mindre high-tech steder, enormt flot lavet.
Musik og lydbillede
Musikken er alt for storslået. Ja, det er en stor film, det er en sci-fi og der er store billeder af hele byer og landskaber. Men det er altså ikke en Ringenes Herre film eller en National Geographic naturudsendelse. Det bliver lidt for meget en gang imellem, filmen kan ikke bære det.