Jeg er faktisk rimelig glad for coming-of-age film. Blandt mine overordnede favoritfilm er bl.a. ’The Perks of Being a Wallflower’, ’Nick and Norahs Inifinite Playlist’, ’Juno’ og selvfølgelig en klassiker som ’The Breakfast Club’. Men kan det nyeste skud på stammen, ’The Edge of Seventeen’ blive gamle sammen med disse, eller bliver den i sine mere ustyrlige teenage år?
Historie
Der er bare intet der fungere for Nadine. Det føles mest af alt som om hele verden er imod hende. Hun er ikke den mest populære i skolen, hendes “store kærlighed” ligger ikke mærke til hende og hun har kun én veninde, Krista, som hun kan støtte sig til. Lige indtil Krista begynder at date Nadines bror.
Det er sjældent det store dramatiske plot, som de her film kører på. Og det skal de jo selvfølgelig heller ikke have. Ideen med filmene er jo at vi skal opleve hvordan det er at leve i hovedpersonens liv, mens de går gennem en tid af stor sorg af den ene eller den anden slags. Og den opskrift følger ’The Edge of Seventeen’ også.
Jeg vil ikke sige at dette er en helt vild original film, som skiller sig fuldstændig ud fra alle de andre. Men den føles samtidig heller ikke helt som noget vi har set før. At det er en tilbagetrukken hovedkarakter er intet nyt, men Nadines historie er alligevel rimelig speciel. Men det der plejer at trække mig til i coming-of-age film, er at jeg kan relatere til dem på et eller andet punkt. Og jeg kan ikke ligefrem sige at jeg har oplevet min eneste ven komme sammen med en af mine søskende. Og tror også det er på dette punkt at jeg misser lidt af filmen. Jeg kommer følelsesmæssigt aldrig rigtig ind i filmen og føler derfor aldrig hundrede procent at Nadine rammer mig, så jeg får virkelig ondt af hende. Men samtidig synes jeg heller ikke at hun er en af de karakterer som man bare ikke kan holde ud, for man kan nemt forstå hende i den situation hun står i, og det vil jeg også gratulere filmen med. Den rammer “teenage-ånden” rigtig godt. Eller det tror jeg i hvert fald. Det er nogle år siden at det var mig selvfølgelig. Hvad jeg mener er at især dialogen er godt skrevet. Det er ofte et haltende punkt i den her slags film, men den er skrevet virkelig flot og bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af skuespillet, men det vender jeg tilbage til. Dialogen føles kort sagt naturlig og troværdig. Samtidig er der et tilpas brug af ting som sociale medier, uden at det fuldstændig går ind og overtager historien.
Komikken er også noget jeg lige vil komme ind over, for den er selvfølgelig også at finde i filmen. Den er lagt ind i en tilpas mængde og bliver ikke brugt som fald-på-halen komik. Især Woody Harrelsons karakter som læreren kommer med nogle fantastiske guldkorn, som jeg vil nyde hver gang jeg ser filmen.
Egentlig har jeg hverken noget fantastisk godt eller fantastisk dårligt at sige om filmen. Men det er da en god historie, som virker godt hele vejen gennem filmen. Man keder sig ikke når man ser den og den er til tider faktisk rimelig uforudsigelig, hvilket er en stor lettelse til en film som denne.
Skuespil
Det er på dette punkt at filmen virkelig slår igennem. Det er ikke et cast der udelukkende består af de største Hollywood skuespillere. Dette er selvfølgelig ikke nogen overraskelse når hoveddelen af skuespillerne skal se ud som om de går i High School.
Jeg starter med den skuespiller, som ikke er nogen overraskelse. Woody Harrelson spiller som altid fantastisk og selvom han på mange områder er filmens comic-relief, så gør han det lige så fantastisk i de seriøse scener. Han skulle efter sigende selv have fundet på mange af hans replikker, imens der blev optaget og hvis det er sandt viser det kun at han er et endnu større geni.
Hovedrollen i filmen skal selvfølgelig også nævnes. Hailee Steinfeld er ikke ny til filmverden, hvor hun før har spillet med i f.eks. Ender’s Game, True Grit og Pitch Perfect 2. Jeg har ikke set nok af disse film til at danne mig et klart billede af hvordan hun plejer at være, men i ’The Edge of Seventeen’ gør hun det til topkarakter. Hun giver Nadine en kæmpe troværdighed, ved hendes fantastiske version af hende. Som nævnt tidligere er manuskriptet i forvejen rigtig godt skrevet, men Steinfeld giver lige linjerne det ekstra. Man ser hende ikke som den typiske “jeg ville i virkeligheden være super populær, men spiller nu mega indelukket”. Det er egentlig hvad der er at sige om hende. Perfekt til rollen.
Nadine bærer meget af filmen selv, men selvfølgelig med hjælp fra en række biroller. Nadines bedste ven Krista spilles af Haley Lu Richardson (Split), storebror Darian af Blake Jenner og moren af Kyra Sedgwick. Dette er blot nogle af personerne, men generelt kan man sige om dem alle at de giver en flot og troværdig præsentation. Især synes jeg man kan ligge mærke til Richardson.
Visuelt
Der er ikke meget at sige om det visuelle. Filmen er sat i den normale verden, så det er ikke de store visuelle effekter der er i brug. Dog lagde jeg gennem filmen mærke til at den var optaget i hovedsageligt overskyet/gråt vejr. Jeg vil gå ud fra at dette er med vilje for det giver et virkelig godt udtryk til filmen. Især i “lavpunktet” af filmen er farverne næsten ikke til at finde, hvilket fungere virkelig godt. Og farveløst er noget af en udmelding at komme med, når man ser Nadines normale tøj. Desuden synes jeg at selvom filmen er optaget rimelig normalt, så har den stadig nogle spændende optagelser. Men det er nok ikke alle der ligger mærke til det, men det kan være det bliver opfattet mere i underbevidstheden.
Musik og lydbillede
En ting som jeg ofte nyder ved coming-of-age er deres soundtrack. Enten giver de et flot billede af den tid som filmen foregår i, eller også har de nogle virkelig gode indie-bands med. Dette synes jeg desværre lidt mangler i denne film. Det er selvfølgelig svært at sætte en film op med et kendt soundtrack, når den foregår i nutiden. Der er jo ikke de samme klassikere som en film i f.eks. 90’erne kan trække på. Med det sagt har de stadig fundet et par guldkorn frem, som fungere godt til filmen, men jeg savner det længere klassiske soundtrack (Har faktisk ikke kunne finde et officielt soundtrack til filmen, hvilket jeg virkelig ikke synes om)
Resten af filmen er komponeret af Atli Örvarsson, der tidligere har lavet score til en række TV-serier samt film som ’The Eagle’ og ’Babylon A.D’. Ikke et fantastisk CV og der er heller ikke det store at sige om hans arbejde i den film. Det er vel meget fint.
Der er forresten nogle helt fantastiske referencer gennem filmen!