SF STUDIOS

Filmanmeldelse: Triangle of Sadness

Ruben Östlunds nyeste film retter skarp satire mod modelverdenen, influencere og de ækelt rige og priviligerede.

Historie

Modellen Carl (Harris Dickinson) og kæresten Yaya får sponsoreret et overdådigt cruise på en luksusyacht. Instagram-billeder, udseendet og følgere dominerer deres forhold. På skibet møder de en række stinkende rige, spøjse karakterer- heriblandt en russisk kapitalist, hans kone og hans kæreste, et ældre par som har gjort karriere i våbenindustrien og en marxistisk kaptajn.

Da skibet rammes af flere ulykker på en gang, befinder en flok af gæsterne sig pludselig strandet på en øde ø, hvor det fastsatte hierarki fra skibet ramler sammen. De må nu finde sig i mangel på mad, vand og andre luksusser.

Filmen gør sig ikke mange forsøg på at underspille, hvor åndssvage karaktererne er. Alle i filmen er til en hvis grad et frygteligt menneske; magtliderlige, dumme og med total mangel på overlevelsesinstinkter.

SF Studios

Skuespil

Skuespillet bærer lige så meget præg af karikeret satire som historien. Det er ikke de små nuancer, vi er ude i her, men rettere store, fjollede karakterer med store følelser og endnu større egoer. Harris Dickinson fungerer godt som den “straight man” i rollen som Carl, som nok er den karakter, der en gang i mellem kan være fornuftens stemme midt i vanviddet. Andre gange får han dog lov at være lige præcis så smålig og forkælet som de andre- om det så er at sladre en medarbejder på skibet, der har smidt trøjen, eller at komme til at spise en hel pakke af den strandede floks dyrebare saltstænger.

Visuelt

Filmens visuelle side er bombastisk og overdådig og fremviser modelverdenen som den øde ø på den smukkeste, klammeste og største måde, det er muligt. Intet er overladt til tilfældighederne- en rengøringsvogn, der ruller frem og tilbage eller skrald, der bølger frem og tilbage i vandkanten får sin plads i historien.

I en af filmens allermest vilde scener (som også er hintet til i filmens plakat) bliver et helt middagshold af gæster ramt af ekstrem søsyge, og man har sjældent set et så smukt koreograferet kaos af klamhed.

SF Studios

Musik og lydbillede

Intet er overladt til tilfældighederne i ‘Triangle of Sadness’, og dette gælder også for filmens lydside. Musikken er repetitiv og dunkende, lyden er overdådig og visse sange går igen og igen for at opildne den gennemsyrede følelse af påtaget ligegyldighed.

'Triangle of sadness' kan ses i biografer nu.
Kort fortalt
'Triangle of Sadness' er en vanvittig og skarp kritik af rigdom i overflod og hovedløse influencere, der både frastøder og forundrer.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE7 stemmer
5