‘The Grand Budapest Hotel’ er et check-in værd, men vær forberedt på en meget Wes Andersonsk oplevelse.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke var stor fan af Wes Anderson, da jeg første gang så ’The Royal Tenenbaums’. Den var lidt for sær og alvorlig i forhold til det, jeg havde forventet. Jeg tror, at han er en ‘acquired taste’, for efter at have set filmen et par gange sidenhen, er jeg faldet pladask for Wes Andersons sorte humor og anderledes, visuelle stil. I den forstand skuffer ’The Grand Budapest Hotel’ heller ikke. Det er en visuel og skør godbid med vemodige undertoner, som kun fungerer i hænderne på Wes Anderson.
Historie
’The Grand Budapest Hotel’ er en fortælling om svundne tider, venskaber, mord, fængselsflugt, loyalitet og kærlighed fortalt over tre tidsperioder.
Filmen foregår i en fiktiv by i en tid, hvor overflødighed, elegance og aristokratiet snart hører fortiden til og hvor fascismen ruller ind over Europa. På The Grand Budapest regerer den flamboyante concierge Monsieur Gustave H., som går op i den højeste form for standard og service – lige med undtagelse af når facaden krakelerer og han viser, at han kan bande med de bedste sømænd. Han er populær blandt hotellets gæster og især de ældre, rige, blonde damer – hvilket måske skyldes, at han har sex med dem. Da en af dem dør, efterlader hun ham et dyrbart maleri, hvilket ikke falder i god jord hos hendes familie, som vil gå meget langt for at forhindre ham i at få maleriet. Sammen med hans nye protegé, den hårdt prøvede og intelligente lobby dreng, Zero, drager Gustave H. nu ud på et mere eller mindre ufrivilligt eventyr.
’The Grand Budapest Hotel’ byder på en historie, der bestemt hører hjemme i Wes Andersons univers på både godt og ondt, og hvor han på sin vis hylder en svunden tid indenfor filmverdenen, de forskellige genrer og ham selv. Men hvis du regner med at se en film, hvor Wes Andersons gamle kendinger boltrer sig, så bliver du nok skuffet. Det føles til tider som om, at Wes Anderson kun har inkluderet dem for at folk kan high-five over, hvor cool det er, at der er så mange med.
‘The Grand Budapest Hotel’ udfolder sig som en bubuska-dukke, hvor vi bliver ført tilbage i tiden via et par pitstops og med flashbacks/flashforwards. Men hvor man godt kunne forestille sig, at det ville ødelægge flowet i fortællingen, så er det med til at holde tempoet i handlingen. Der er dømt fuld fart frem fra Tilda Swintons karakter stiller træskoene og det vrimler med skuespillere og handlinger, der til tider er absurd og over-the-top, men det er også, hvad man kan forvente af en Wes Anderson film. Hvis du kan lide Wes Anderson, så vil du helt sikkert også kunne lide ‘The Grand Budapest Hotel’. Hvis du til gengæld ikke er stor fan af ham, så er det her heller ikke filmen, der omvender dig.
Skuespil
Der er et væld af karakterer proppet ind i filmen, og de gør det (næsten) alle rigtig godt i deres store/små roller, men de bærende kræfter er helt sikkert Ralph Fiennes og Tony Revolori og deres ping-pong med hinanden er charmerende.
Ralph Fiennes er intet mindre end fantastisk! Han gør det perfekt som concierge Gustave H, en charmerende, populær, gammeldags, selvisk, forfængelig, oprigtig, manipulerende, til tider vulgær og by-the-book concierge. Det er en kompleks karakter, som man ikke burde synes om, men man kan ikke lade være. Netop fordi Fiennes rammer de helt rigtige noder og hans timing er perfekt.
Tony Revoloris Zero er en god balance til Fiennes Gustave H.. Midt i al det absurde bidrager han med en uskyld og loyalitet, som er med til at menneskeliggøre filmen.
Visuelt
Filmen bærer også præg af Wes Andersons karakteristiske unikke, farverige og kontrollerede stil, og der er ingen tvivl om, at der er blevet kælet for detaljerne – fra kameraføring til de flotte produktion designs, der absolut er typisk for en Wes Anderson film, samt brugen af miniatureudgaver af sets. Historien fortælles i kapitler og i flashbacks, så vi bevæger os mellem tre tidsperioder, der hver har fået deres egne farver og billedformat, og det fungerer fint. Man kan dog godt mistænke Anderson for at have lagt lidt for meget fokus på det visuelle og skøre fremfor en bedre handling.
Musik og lydbillede
Alexandre Desplats stemningsmusik passer rigtig godt til scenerne og atmosfæren i filmen, der veksler mellem en lethed, spass og fare på færde. Samtidig har musikken et folkeligt og østeuropæisk islæt, der understøtter følelsen af, at vi befinder os i den lille fiktive spa-by Zubrowka.