Emma Stone og Jonah Hill bliver kastet ud i alternative universer og mentale problemer i Netflixs nye serie ‘Maniac’. Serien er baseret på en norsk serie af samme navn, og nu har Netflix snuppet formatet, skruet op for alvoren og pengene, og til sidst oversat det til amerikansk.
Koncept
Vi er i hvad ligner 90’erne i tøjstil, indretning og teknologiens udtryk – men teknologiens udvikling er tilgengæld langt foran end den var i 90’erne, når det kommer til robotter og kunstig intelligens. Vi følger en ung mand (Eddie) og en ung kvinde (Annie), som bliver del af et testforsøg med piller, som skal kunne kurere mentale problemer. I testforsøgene gennemgår de deres værste traumer og kommer de ind i deres underbevidsthed og oplever alternative liv og verdener. Igennem disse forsøg lærer de deres sind bedre at kende, og arbejder med deres mentale problemer. Samtidig følger vi videnskabsfolkene som forsøger at styre forsøget, hvor bl.a. en meget menneskelig computer er hovedhjernen bag at få alt til at fungere.
Jeg synes selve konceptet for den her historie er genial, kreativ og enorm spændende. Ideen med at skabe et sci-fi i 90’erne univers er jeg simpelthen for vild med. Det er en fed ide, og det er et frisk pust.
Jeg er stor fan af historier hvor karakterer besøger alternative virkeligheder eller deres egen underbevidsthed – på mange punkter kan man trække ligheder mellem ‘Maniac’-konceptet og ‘Inception’. Illusionerne i underbevidstheden er med til at forme karaktererne, og undervejs lærer vi dem og deres problemer at kende. Det er muligvis en lidt avanceret/kreativ måde at tilgå emnet om mentale problemer og arbejdet med ens sind på, men i dette tilfælde vil jeg rose, at man ikke går efter “less is more”-metoden. Jeg synes det er en fantastisk ide, at illustere og lege med de indre følelser hos en karakter på denne måde.
Udførelse
Der kører små robotter rundt i gaderne og samler hundelorte op, du kan leje en ven og du kan tage en pille som får dig til at opleve dit værste traume. Jeg er vild med opbygningen af universet i ‘Maniac’. Det er fantastisk detaljeret og enormt gennemarbejdet. Dette ses mest tydeligt i de første episoder, hvor karaktererne ikke er i videnskabslaboratoriet. Her bliver vi præsenteret for 90’er universet, med en lille drys af ekstra udviklet teknologi. Det er genialt, det er humoristisk og det er bare virkelig flot.
Derudover besøger vi også en række andre universer, som er del af karakterernes underbevidsthed. 80’erne, 1800-tallet med magi og en fantasy-verden med elvere er blot nogle af de verdener. De er også flotte, især ren visuelt, men ikke lige så detaljeorienteret eller fuldendte som “den virkelig verden” – man får aldrig helt skovlen under dem. På mange punkter er dette acceptabelt, da det trods alt kun skabes i deres hoved og der heller ikke er så meget tid til at etablere reglerne for universerne. Men det måske også lidt ærgerligt.
Jonah Hill og Emma Stone spiller seriens hovedroller. Emma Stone spiller Annie, en ensom, forstyrret, stofafhængig og småkriminel kvinde, som har traumer fra tidligere i livet. Igennem serien gennemgår hun en rigtig fin udvikling, og det er spændende at følge hendes vej. Hun spiller som altid godt, men med en smule mindre charme end hun plejer.
Jonah Hill tager kronen i ‘Maniac’ med sin rolle som Owen – han er ensom, deprimeret, set ned på af sin familie og skizofren. Han er uden tvivl min yndlingskarakter i serien. Det er simpelthen så synd for ham, at man har lyst til at give ham et kram konstant. Jeg ville ønske at hans udvikling var mere fuldendt på samme måde som Annies, men på den anden side så fungerer psykisk sygdom ikke på den måde (det løses ikke bare). Jonah Hill spiller formiddabelt. Jeg vidste godt han var en dygtig skuespiller, men jeg tror aldrig jeg har set ham i sådan en rolle. Det var fortryllende at overvære, hvilket kan lyde skørt, når hans rolle er så nedtrykt, ensom, grå og fortabt.
Jeg vil fremhæve noget negativt til slut i dette afsnit, og det er videnskabsfolkenes sideplot – den del af historien der drejer sig om dem. Det fylder for meget i serien, fordi det i høj grad er røvsygt at følge med i. Skuespillerne er overspillet på en anden måde end de andre, og det klinger mærkeligt. Jeg tror at der er gået noget skævt med doseringen af humor, og det gør hele serien lidt ubalanceret.
Kontinuitet
De tre første episoder er en sammenhængende historie, hvor vi får indblik i universet og karaktererne, men i fjerde episode tager serien en ny drejning. Hele fjerde episode er dedikeret til en ny alenestående fortælling som foregår i Eddie og Annies underbevidsthed, i 80’erne, og er en illusion hvor Eddie og Annie er helt anderledes mennesker. Det fungerer overraskende godt. I episoden efterfølgende kommer vi ind i endnu en hel ny fortælling, men samtidig ser vi hvad der sker for videnskabsfolkene i laboratoriet og vi kommer til slut heldigvis også tilbage til rammefortællingen, “den virkelige verden” – heldigvis, for det er trods alt her vores nysgerrighed her.
Jeg synes serien har et gennemgående stabilt niveau af kvalitet fortællemæssigt, selvom jeg muligvis vil mene at nogle af historierne som foregår i underbevidstheden godt kunne være forkortet. Jeg synes især Eddies karakter mangler lidt plads, og jeg gad godt få hans forhold med familien og hans sygdom endnu mere udpenslet. De bedste episoder er klart de første og de to sidste, da dem i midten især lider under sideplottet om videnskabsfolkene.
Billede copyright: Netflix