Ternet Ninja 2
Copyright: Nordisk Film

‘Ternet Ninja 2’ slår vild publikumsrekord og afblæser biografkrisen!

Med astronomiske 246.684 solgte biografbilletter inkl. snigpremierebilletter har ‘Ternet Ninja 2’ helt sensationelt banket sin forgænger og ejer nu rekorden for den største premiereweekend for en dansk film nogensinde.

Det står soleklart efter premiereweekenden på den længe ventede opfølger til den mest succesfulde danske spillefilm i over tre årtier. Siden premieren i torsdags er biografgængere i hele landet valfartet til ‘Ternet Ninja 2’ i fuldstændigt uhørt omfang. Billetsalget er eksploderet, og blot fire dage efter premieren har filmen solgt intet mindre end 246.684 biografbilletter inkl. snigpremierebilletter (212.949 billetter for selve premiereweekenden torsdag-søndag.)

Det er den klart største premiereweekend for en dansk film til dato, og dermed slår den rekorden som Ternet Ninja satte i julen 2018 med 222.000 solgte billetter inkl. snigpremierebilletter (200.000 billetter for de første fire dage). Undervejs i premiereweekenden solgte  ‘Ternet Ninja 2’ bl.a. 68.000 billetter alene i lørdags, hvilket er det højeste antal solgte biografbilletter til en dansk film på en enkelt dag nogensinde.