“I heard a story once… as a matter of fact, I’ve heard a lot of stories in my time. They began with the sound of a tinny piano playing in a parlor downstairs…”
Prolog
En film så ikonisk, at dele af dennes elskværdige dialog er gået fra blot simple ord i siderne af et manuskript, til at blive fortalt og genfortalt så mange gange, over adskillige årtier, at ’Casablanca’ nu bedst huskes for en sætning, som i realiteten aldrig nogensinde nævnes i lige netop dén skikkelse, som ellers har været med til at forme store dele af filmens massive succes over tid…
Som jeg også kunne sige til mig selv, efter hver eneste endte gennemgang af denne tidsløse klassiker – ”play it again, Sam!” … Men til manges overraskelse udspringer dette ukorrekte citat fra filmens ellers trofaste publikum, rettere end filmen selv, og man fristes til at undres over lige netop hvorfor et mesterværk så mindeværdigt som ’Casablanca’, efterlader alle blanke på et område, som ellers er én af filmens absolut stærkeste… Manuskriptet, og især dialogen, har fortsat ikke mistet sin fortryllende charme og overvældende omhyggelighed, selv alle disse år efter, hvilket muligvis afspejler lige nøjagtig hvorfor folk verden over, til stadighed ønsker at den garvede klaverspiller, Sam, spiller ’As Time Goes By’ bare lige en enkelt gang mere… for vores skyld.
Kærlighed og krig
’Casablanca’ er i sandhed en film som ingen andre; en film der præsenterer publikum for filmhistoriens måske mest ikoniske filmpar, i selskab af Humphrey Bogart og Ingrid Bergman, der forenes i en tidløs, romantisk fortælling, hvor krig og magt skaber fundamentet for en kærlighedshistorie helt uden filter – et kompliceret forhold der slår gnister i lyset af gamle minder, medfølelse, næstekærlighed og ubarmhjertig modstand – og som leder publikum ud på en følelsestung rejse, der desuden ender med en af filmhistoriens mest lykkelige ulykkelige slutninger og dermed cementerer Rick Blaine og Ilsa Lund som et symbol på kærlighed i sin mest ærlige og ægte afstøbning.
’Casablanca’ udkom i en tid, hvor filmindustrien stadig var ujævn og verdensfreden fortsat usikker. I tiden under 2. Verdenskrig blev der udgivet mange film, som enten var et produkt af undertrykkende natur eller ren og skær pengemangel. Men enkelte produktioner turde gå mod strømmen og udgive en film der på egen vis kunne skabe en stemme for alle dem, der havde mistet deres. Der var både satiriske, samfundskritiske og håbefulde bud på, hvordan filmmediet kunne være med til at fjerne frygten fra verdens befolkning, hvis ikke permanent, så i en lille fortryllende tidslomme af stærk efterspurgt eskapisme. ’Casablanca’ er en fortælling hvori kærlighed overvinder alt, men ikke nødvendigvis på samme måde, som vi er vant til. Det realiseres i en kombination af næstekærlighed, medmenneskelighed, sammenhold, individualitet, heltemod og meget mere… Atmosfæren af krig, kaos og afmagt danner grundlaget for, hvad der ender med at stå standhaftigt tilbage som det komplet modsatte – og det er en sejr i sig selv.
Atmosfære og ære
Inde i denne lille tidslomme – hovedsageligt realiseret gennem Rick’s famøse, luksuriøse natklub og ”gambling-grotte” – finder man en ubestridt oase, der bare emmer af karakter og karisma. Jeg læste en rammende beskrivelse af ’Casablanca’, som beskrev filmen som værende én af de mest selskabelige film nogensinde lavet, og det er så sandt, som det er sagt… Store dele af filmens “indlevelses-kraft” og følelsesstærke forbindelse til publikum, kommer netop fra dette hidtil ukendte ”femte verdenshjørne”, hvor alt ligesom foregår i eget tempo og egen tone; relativt men ikke totalt adskilt fra den virkelige verden udenfor, som til tider truer med at fælde den festlige stemning for altid.
Men næ nej, ånden er stærk og livets fest er en overraskende ideel kulisse for alt fra forræderi til pengesvindel, politik, afpresning – og ikke mindst pianoklang og glasklingeri – til lige at binde det hele nærmest sømløst sammen. Det er i sandhed imponerende, hvordan en film på én og samme tid kan give dig lysten til at springe ud i midten af det hele, og give din mening med, eller blot sidde tilbage, med en drink i hånden, og overvære det hele på sikker afstand. Der er en stærk kontrast til stede i filmen, men instruktør, Michael Curtiz, formår på elegant vis at udviske og optegne denne grænse, når det passer ham og hans film allerbedst. Det er en imponerende balancegang, der ikke bliver mindre imponerende af, at hans skuespillere og skuespillerinder alle stjæler billedet næsten lige godt.
Epilog
’Casablanca’ er en tid, et sted og et selskab som jeg glædeligt besøger igen og igen, når lysten atter presser på… Der er så utrolig mange ting i spil, og ikke mindst på spil, i filmen, at det faktisk kommer som en overraskelse, at filmens stærkeste punkt også er det simpleste. Indrømmet, det ville være en fornærmelse at forsøge at krone det vigtigste punkt i en film som ’Casablanca’, så derfor vil jeg lade være, men der er altså bare noget over den atmosfære og stemning, som filmen skaber, der bare rammer plet – og på den anden side, filmens mest simple punkter lader til at være både støbt og styrket af netop dén kompleksitet, som man nogen gange tager forgivet, fordi der er så fandens meget at kigge på og blive betaget af… og det er ikke umuligt at forstå hvorfor. ’Casablanca’ får jo både stort og småt til at fremstå let som en leg og gør det komplet umuligt for publikum at tage øjnene fra det magiske store hele… ”here’s looking at you, kid”