Det 30-årige kæmpetalent Johanne Louise Schmidt bliver snart et kendt navn i den brede offentlighed, når hun fra næste år skal spille Rose i ‘Fasandræberne’ og de efterfølgende to spillefilm om Afdeling Q.
Mens den længe ventede filmatisering af ‘Kvinden i buret’ kom fantastisk flot fra start i de danske biografer forrige weekend og allerede har solgt over 400.000 billetter, er Zentropa og hele holdet bag filmen allerede gået i gang med optagelserne til film nr. 2 ‘Fasandræberne’. Det har allerede været offentliggjort, at Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Søren Pilmark er med igen samt at både Pilou Asbæk, David Dencik og Danica Curcic spiller nøgleroller i ‘Fasandræberne’.
I dag kan Zentropa så efter måneders spekulation løfte sløret for, hvem der skal spille den gennemgående rolle som den uortodokse og excentriske sekretær Rose i de kommende Afdeling Q-film. Efter mange måneders castingforløb på rollen er valget faldet på det 30-årige stortalent Johanne Louise Schmidt.
Johanne Louise Schmidt er et ubeskrevet blad i den brede offentlighed, men hun fik et stort gennembrud i sommer, hvor hun fik fantastiske anmeldelser som Agnès i ‘Fruentimmerskolen’ på Grønnegårds Teatret. Rollen som Rose er Johanne Louise Schmidts spillefilmsdebut, når man ser bort fra tegnefilmen ‘Rio’ (2011), hvor hun lagde stemme til.
Foto: Miklos Szabo