Amazon Prime Video er så småt begyndt at blive en del af det danske streaminglandskab og med de originale serier de laver, er platformen værd at kigge på. ‘Hanna’ er en af streamingtjenestens egen serier, der forhåbentligt kan få flere danskere til at abonnere på tjenesten. Så er den værd at investere penge i at se? Vi bedømmer her.
Koncept
‘Hanna’ handler om teenageren Hanna, der bor i en skov med sin far Erik. Hun har aldrig rigtig haft kontakt med omverden og kender hverken til sociale medier eller mobiltelefoner. Faren har trænet hende, siden hun var lille, og hun er vokset op med at lære at håndtere en pistol. Da fortiden pludselig indhenter dem, må de flygte, og Hanna bliver konfronteret med den virkelige verden. CIA er efter dem, men Hanna ved ikke hvorfor. Alene flygter hun gennem Europa og prøver at finde ud af hvem hun er.
Hvis handlingen lyder bekendt, så er det fordi, at serien er baseret på filmen ved samme navn fra 2011. Selve ideen om, at CIA forfølger nogle personer med en mystisk fortid, kan ikke ligefrem siges at være original. Det er typisk standard for thrillerfilm og serier, men hvor den skiller sig ud er, ved at have en teenager som hovedperson. Serien er nemlig en coming-of-age historie om at finde sig selv, hvilket jeg er stor fan af. Derudover foregår handlingen i Europa, hvilket er ret atypisk for amerikanske serier. Jeg blev meget overrasket, da jeg fandt ud af, at den foregår i Europa, men det fungerede rigtig godt, da det giver den en anden vinkel, end man så ofte ser. Hanna skal adaptere sig til de forskellige kulturer og landskaber, som hun møder igennem Europa, hvilket er enormt interessant at se.
Udførelse
Som sagt foregår handlingen i Europa, hvilket gør at man får nogle cool visuelle billeder af forskellige europæiske lande som Tyskland, Spanien og Ungarn. Det er dog ikke lyse turistværdige billeder, der bliver vist. Generelt er serien præget af mørke kolde farver, der på mange måder passer godt med det miljø, som karaktererne befinder sig i. De kolde farver gør det hele mere mystisk, og får sat seeren i stemning med det samme.
Selvom det er fiktion, og handlingen nok aldrig kunne ske i virkeligheden, virker det overraskende troværdigt. Selvom Hanna kæmper bedre en selv de bedste lejemordere, køber man præmissen med det samme. Kampscenerne er voldsomme og blodige, helt klart ikke for et helt ungt publikum, men alligevel realistiske. Ofte i thrillers så skøjter hovedpersonerne nemt over problemerne, hvilket ikke er tilfældet her. Hanna kommer i mange problemer undervejs, som hun ikke bare lige kommer ud af igen. Dette gør at handlingen er sværere at forudse, og man rent faktisk tror på, at CIA nok skal fange hende.
Karaktererne er ualmindeligt usympatiske, og man ser næsten ikke et smil på deres læber gennem hele sæsonen. De er hårde og kolde, hvilket til tider næsten kan blive for meget. Egentlig holder jeg ikke rigtig at nogle af karakterne bortset fra Hanna. De andre karakterer er en smule flade og kedelige, men heldigvis ser man Hanna størstedel af tiden. Hanna gennemgår en stor forandring igennem sæsonen, især da hun møder andre unge, og lærer hvordan man skal gebærde sig blandt dem. Derudover spiller Esme Creed-Miles, der spiller Hanna, rigtig godt, og man kan ikke lade være med at holde af hende. Mireille Enos skal også have ros for sin præsentation som den kvindelige CIA-agent.
Kontinuitet
Lige fra første scene bliver man kastet ind i handlingen. Karaktererne bliver aldrig introduceret, serien kører bare videre, og så finder man langsomt ud af, hvad der sker, og hvem der er hvem. Det er næsten som at lægge et puslespil, hvor man får foræret brikkerne en af gangen undervejs, og til sidst kan man se det store billede. På mange måder fungerer det godt, da det gør serien knap så forudsigelig, og får en til at ville se næste episode med det samme for at få mere viden. Det dårlige er dog, at man til tider, især i starten, får lidt for lidt viden. Det forstyrrer mere end det gavner, at man ved så lidt, for det gør at man bliver tabt i handlingen og mister tråden. I starten var jeg nødt til at sætte den på pause flere gange og mentalt opremse, hvad der var sket indtil videre for at sammensætte informationerne og sætte det hele sammen. Der kunne de godt have været bedre til at gøre handlingen klar.
Undervejs som jeg så serien, følte jeg mig hele tiden underholdt. Selvom episoderne egentlig indeholder meget af det samme: kæmpe, flygte, kæmpe, så virkede det ikke så ensformigt, da jeg så det. Det er først bagefter, når jeg tænker tilbage på de otte episoder, at jeg indser, at der egentlig ikke skete så forfærdelig meget. Den sidste episode er dog fyldt med action og informationer og lægger helt klart op til en ny sæson, som jeg vil se meget frem til.
