‘Søsterskab’ er det nyeste skud på stammen af mørk, stilfærdig “nordic noir” serier. Denne gang er vi rykket til Island, hvor der opdages menneskeknogler i en mine ved en lille landsby. Tre kvinder må nu se deres fortid i øjnene, da drama fra flere årtier siden trækkes frem i lyset.
‘Søsterskab’ kan streames på Viaplay.
Hvad handler den om?
Miniserien følger Elisabeth, Karlotta og Anna Sigga, tre kvinder fra samme lille landsby med vidt forskellige liv. Karlotta er ædru efter mange års alkoholisme, men lægger alt sin fokus på meditation, arbejde og sponsorhjælp til andre med lignende udfordringer. Anna Sigga er kok hos en tyrannisk chef, som hun febrilsk forsøger at stå fast over for. Og til sidst Elisabeth, en præst med den tilsyneladende perfekte mand og perfekte baby.
De tre kvinder må dog se fortiden i øjnene, da skelettet af en ung pige bliver fundet. Hanna, datteren af en alkoholiseret mor forsvandt på sin 14-årige fødselsdag. Efterforskningen vil nu vise, at det langt fra er alle hændelser fra den aften, der har været tilstået dengang de skete. Gamle sår bliver revet op i, og hemmeligheder, der er blevet holdt i over 20 år kommer op til overfladen.
Vil jeg anbefale den?
‘Søsterskab’ er en miniserie, der kommer hurtigt til pointen. Første afsnit især fungerer som et enormt effektivt anslag, der elegant får introduceret os til vores hovedpersoner, præmissen for efterforskningen og “hemmeligheden”, som hele serien kredser om. Som seer er det spændende at vide mere end efterforskeren, og det er virkelig smart hvordan den hopper rundt i karakterernes perspektiver. Det giver et nuanceret billede på tragedien, og tillader også seeren, at være lidt usikker på, hvem man egentlig skal holde med.
Det er nordisk krimi som vi kender det bedst: stilfærdigt, alvorligt og meget, meget mørkt. Der er nærmest ikke det traume, som beboerne i den lille landsby har oplevet- alkohol, hustruvold, selvmord, overgreb, sexchikane og andet misbrug er the name of the game. Selvom dette bliver vist med en blid empati og en følelesmæssig forsigtig, kammer det bare stadig nogle gange over og tangerer til for meget. Elendigheden vil nærmest ingen ende tage, og der er få lysglimt i de seks afsnit. Det kan derfor ikke anbefales, at man tager alle seks afsnit i et hug, medmindre man virkelig er klar på at have en dyster eftermiddag eller aften. Men det må siges, at alle hændelser behandles med omhygge og nuance, så man trods alt har en fornemmelse af, at elendigheden giver mening for serien.
Serien er mørk, men ikke bare i sit emne; billedsiden er virkelig, virkelig mørk. Det kan nogle gange være svært overhovedet at se, hvad der foregår på sin skærm, medmindre alt lyset er slukket og gardinerne trukket for. Ja ja, det hedder “noir” af en grund, men jeg savnede alligevel at kunne se karaktererne ordentligt, og ikke bare i halvmørke det meste af tiden.
Skuespillerne trækker tilgengæld serien enormt meget op med troværdige og interessante præstationer. Hver karakter bliver menneskeliggjort (på nær en enkelt tyran, som serien glemmer i sidste afsnit, der står som den sande skurk i mine øjne) så alles handlinger på godt og ondt bliver gjort forståelige og interessante. Det er virkelig sjældent man oplever, at så mange karakter virker helstøbte og tredimensionelle på så få afsnit.