Da jeg læste at en satirefilm om nazister under 2. Verdenskrig havde vundet en pris ved Toronto Film Festival, vidste jeg, at jeg straks skulle se den. Kan en film, der handler om menneskerne bag et færdeligt folkedrab være sjov men samtidig ikke stødende? få vores mening her:
Historie
Klip ind på en lille ti-årig dreng, der står på sit værelse og øver sig i at sige “heil Hitler” til sin imaginære ven, der skal forestille at være selveste Adolf Hitler, hvorefter “I want to hold your hand’ af The Beatles bliver spillet på tysk med fuld skrue. Sådan starter ‘ Jojo Rabbit’, og det etablerer filmens stemning ret godt. Det er en film, hvor det er svært at forudse, hvad der kommer til at ske, da de mærkeligste ting sker.
‘Jojo Rabbit’ handler om den tyske dreng Johannes, bedre kendt som Jojo, der gerne vil være nazist. Han brænder for at komme i krig og dræbe jøder, selvom han egentlig ikke helt ved noget om hverken jøder eller krig. Han har en usynlig ven, der forestiller Adolf Hitler, der fungerer som hans coach til livet som nazist. Jojo bor sammen med sin mor Rosie, der holder hemmeligheder for sin søn. Ifølge Jojo er hans far i Italien, hvor han kæmper for Tyskland. Da Jojo bliver udvalgt til at deltage i en Hitlerjugend træningsweekend, er han helt oppe og køre. Hans glæde bliver dog erstattet af vrede og usikkerhed, da han efter weekenden finder ud af, at der bor en jødisk pige gemt i væggen i hans hus.
Historien lyder måske en anelse mærkelig, og det er den også. Det er satire på højeste plan, og der er ikke noget, som instruktøren Taika Waititi er bange for at gøre grin med. Han har endda selv valgt at spille Hitler, og han spiller ham med sådan en ironi, at det eneste, der næsten er genkendeligt ved Hitler er hans udseende. Han tager pis på Hitler og hans fanatiske ideer og pointerer igennem hele filmen, hvor vanvittigt og umenneskeligt det var, det nazisterne gjorde. For mig fungerer det, jeg kan sagtens forstå historiens sarkasme og sorte humor, men det er fuldt forståeligt, hvis mange ikke synes, at filmen er sjov. Det er virkelig en film, som man enten hader eller elsker. Man kan argumenterer for, at instruktøren tager pis på en alvorlig hændelse, som der absolut ikke er noget at grine af. At han udnytter holocaust til at skabe profit til sig selv på en helt forkert måde. Den tankegang kan jeg sagtens følge, og jeg synes også, at filmen gik en anelse over stregen til tider. Dog synes jeg godt, at han kan forsvare sin film, og jeg nød at se den netop på grund af, at jeg forstod og godtog humoren.
Filmen er så over-the-top og ironisk, at man ikke er et sekund i tvivl om, at når Rebel Wilson står og siger, at alle jøder skal dø, så er det den fuldstændige modsatte holdning, som hele holdet bag filmen i virkeligheden har. Grunden til at filmen fungerer, ifølge mig, og ikke er stødende er på grund af den måde, den er fortalt på. Hele filmen ses ud fra Jojo’s perspektiv. På mange punkter er det ligesom at se en børnefilm, da man følger Jojos naive og uvidende tankegang. Der, hvor historien især er relevant, er i Jojos møde med Elsa, den jødiske pige. Det er her, at han bliver udfordret ideologisk, da hun ikke er, som han regner med. Hun har ikke horn og drikker ikke menneskers blod eller nogle af de andre skøre ting, som han er blevet bildt ind af de voksne nazister. Her demonstrerer filmen perfekt, hvordan man kan blive revet med af en ideologi og ønske at blive en del af en gruppe, og hvordan det kan få en ting at sige og gøre forkerte ting, da man ikke ved bedre. Meget af filmens ironi og skøre replikker rammer lige i hjertet og får en til at grine, mest af alt på grund af, at replikkerne er så absurde men alligevel rammer plet med hensyn til nazisternes tankegang. Man griner, fordi det er skræmmende at tænke på, at mennesker faktisk har tænkt de tanker, som karaktererne udtrykker i filmen.
Skuespil
En af mine venner sagde, da vi kom ud af biografen: “glem Stranger Things castet, Jojo og Yorki er det nye”, og det må jeg næsten give ham ret i. Hovedrollen Jojo bliver spillet af den blot 11-årige nybegynder Roman Griffin Davis. Det er ham, som man følger igennem hele filmen, og hans tanker der præger historien. Han spiller helt fantastisk, han er ekstremt overbevisende hele filmen igennem. Det er længe siden, at jeg har set en så imponerende præstation af en barneskuespiller. Han mestre at vise alle slags følelser, og hans engelske accent blandet med lidt tysk accent, er slet ikke til at stå for. Hans Golden Globe nominering er velfortjent, og jeg håber, at han vinder.
Davis er dog ikke den eneste unge skuespiller, der leverer varen i denne film. Archie Yates, der spiller Jojos “tykke anden bedste ven” ifølge Jojo selv, er helt fantastisk. Han er så klodset og energisk, at man som publikum ikke kan lade være med at holde af ham. Han stjæler folks opmærksomhed, hver gang han er med i en scene. Hans glæde og kærlighed til sin ven Jojo er slet ikke til at stå for. Generelt har hele castet god kemi, især Jojo og pigen Elsa. Trods aldersforskellen klikker de godt sammen, og Thomasin Mckenzie, der spiller Elsa, gør det også godt.
Nu til de lidt mere garvede skuespillere. Filmen har både Scarlett Johansson, Alfie Allen, Sam Rockwell og Rebel Wilson på rollelisten. De gør det også godt i hver sin rolle, men det er klart de unge skuespillere, der stjæler showet. Jeg holder især af Alfie Allen og Sam Rockwell som makkerpar, de er hylende morsomme.
Taika Waititi gør det også godt som Hitler, selvom jeg synes,at han er en anelse for meget til tider.
Visuelt
Som nævnt før er der ikke meget normalt over denne komedie-krigsfilm. Det samme kan man sige om dens visuelle stil. Hvor man er vant til krigsfilm, der er præget af mørke og død, er der mange lyse farver i denne film. Mange af husene i byen er malet i pastelfarver. Det er ikke det krigsbillede, som man er vant til at se, og det er et bevidst og smart valgt. Man får en fornemmelse af, at krigen ikke rigtig har ramt denne by endnu. Det meste fungerer som det plejer, i hvert fald over overfladen, og derfor er det også nemmere at blive tiltrukket af nazisternes ideer. Jojo har ikke været i nærheden af, hvor krigen udspiller sig, og han ved intet om jøder i realiteten. Han ser kun den gode side af krigen, og derfor har han nemmere ved at tro på alt, hvad de ældre nazister fortæller ham.
Visuelt minder filmen meget om Wes Andersons film, især ‘Moonrise Kingdom’. Dette kommer især til udtryk i det æstetiske udtryk i scenerne på weekendturen og i den barnlige fortællerstil, det er dog kun positivt ifølge mig. Derudover gør filmen selvfølgelig brug af de velkendte nazistsymboler, så man ikke er i tvivl om, hvor det foregår.
En lille detalje, der er værd at bemærke når man ser filmen, er den gennemgående lille handling, hvor moren snører Jojos snørebånd. Dette har en betydningen hele filmen igennem, og er med til at give publikum forståelse for deres forhold. Meget fin lille detalje.
Musik- og lydbillede
Musikken passer overhovedet ikke til tidsperioden, og er meget overdrevet og voldsomt. Taget i betragtning at hele filmen er ukonventionel, fungerer det nu meget godt.