‘Reality’ er en intim thriller baseret på virkelige hændelse, med manus taget direkte fra transkriptionen af et FBI-interview med NSA-whistlebloweren Reality Winner tilbage i 2017, som var med til at lække vigtige dokumenter, der påviste Ruslands indblanding i USAs valg i 2016.
Historie
Reality Winner er en ung veteran, flydende i flere sprog og med en drøm om igen at blive udstationeret i mellemøsten som sprogofficer. Dog er drømmen i øjeblikket sat på pause, da hun er hjemme i USA og arbejder som oversætter hos NSA.
To FBI-agenter dukker op hjemme hos Reality på en ellers stille sommerdag med en ransagningskendelse til hendes hus og en masse spørgsmål til hende. Stille og roligt bliver hele Realitys eksistens nu sat under en skæppe, mens flere og flere agenter dukker op på adressen for at gennemsøge huset. Historien udfolder lige så stille og det er lige nervepirrende at følge med i, om man så er helt ny til sagen eller kender alt til Reality. Flere og flere hemmeligheder og informationer afdækkes lige så stille og man kan aldrig helt vide sig sikker på hvad samtalens næste drejning vil være
Det er en super simpel ide at overføre et interview direkte til et filmmanuskript, men der skal også lyde ros til debuterende instruktør Tina Satter for at gøre en ellers ret banal samtale til en velskruet thriller, hvor seeren ligesom Reality aldrig helt fremstår sikker eller rolig.
Skuespil
Det er Sydney Sweeney der har fået rollen som den titelbærende Reality, og den opgave formår hun virkelig at løfte flot. Med et simpelt look men et komplekst manus udviser hun både usikkerhed, tvivl og ikke mindst angst på en både underspillet men super overbevisende måde. Filmen lader sig virkelig bære af Sweeneys skuespil, og det går lige akkurat, for hun kan bære det. Det er tydeligt at Sweeney forsøger at bryde fri af ‘Euphoria’-rollen som Cassie, og dette er et kærkomment brud på typecasting af skuespilleren.
Visuelt
Rent visuelt er filmen simpel, minimalistisk og virkelighedsnær- næsten. Der er enkelte montager og flashbacks, der afbryder Realitys interview med de to FBI-agenter som næsten virker omtumlende, når man er så optaget af hvad der foregår i samtalen. Andre steder afbrydes billedet af visualieringer af interviewets transkription, så det gøres tydeligt, hvad filmen egentlig er baseret på. Det minimalistiske, nedpillede look havde klædt filmen, hvis bare det var gennemført.
Et andet sjovt visuelt valg, er filmens håndtering af de sorte kasser, der dækker for dele af interviewet, som er blevet censureret for offentligheden. Det fungerer simpelthen ikke helt, da filmen alligevel langsomt åbner op for de censurerede detaljer i sagen.
Musik og lydbillede
Musikken er ligesom det visuelt skarp, stringent og simpelt, hvilket klæder billedsiden rigtig godt. Det minimale musik i filmen lader særligt Sweeneys optræden skinne igennem, og man suges virkelig ind i det lille univers, der bliver skabt i Reality Winners baglokale.