Måske kender du allerede til 1950’ernes berygtede, danske hypnoserøveri. Jeg fik selv kendskab til det i et dobbeltafsnit af Rejseholdet dengang i start 00’erne, hvor Lars Mikkelsen og Thure Lindhardt spiller de bærende roller (man er vel inkarneret fan af den tv-serie). Derfor fangede det min opmærksomhed, da der kom en ny fortolkning af de mystiske hændelser i spil i form af denne thrillerfilm ‘Skytsenglen’.
Handling
‘Skytsenglen’ er en psykologisk thriller baseret på den virkelige historie om én af dansk kriminalhistories mest mystiske sager. I efterkrigstidens København bliver en ung kriminalbetjent, Anders Olsen (Pilou Asbæk), leder af en efterforskning, der fører ham ind i en mørk labyrint af tankemanipulation og mord. Bankrøveren Palle Hardrup (Cyron Melville) tilstår uden omsvøb eller tegn på anger at have røvet Landmandsbanken på Nørrebro og dræbt to personer. Hans væremåde får politiet til at tro, at der er tale om psykisk manipulation og Anders Olsen får mistanke om, at Palle er blevet hypnotiseret af sin tidligere cellekammerat, nazisten Bjørn Schouw Nielsen (Josh Lucas). Den unge efterforsker bliver besat af at opklare sagen og afsløre de psykologiske teknikker, Nielsen bruger for at få andre til at begå kriminalitet. Og mens efterforskningen intensiveres, får Nielsen kontakt til Olsens kone, Marie, som takker ja til at få ham som psykoterapeut.
Selve fortællingen er ganske spændende og man kan ikke rigtig andet end at blive lidt opslugt. For sagen i sig selv er jo virkelig interessant – at en mand er blevet hypnotiseret til at begå kriminalitet. Plottet kunne have været helt fænomenalt, hvis ikke nogle grundlæggende elementer skar i min oplevelse: Anders Olsen, kriminalbetjenten, der leder efterforskningen. Han er som besat af sagen, men hvorfor? Hvorfor er sagen så vigtig for ham personligt, at han komplet forsømmer sin kone? Det giver ærlig talt ikke meget mening for mig. Der bliver givet hints undervejs i filmen om Olsens baggrund, og vi får via flashbacks det indtryk, at han har noget uforløst i baggagen. Disse ting uddybes mere til sidst, og jeg tænker, at det er meningen, at der skal være en slags relation mellem hans fortid og så denne hypnosesag. Med andre ord noget der forklarer, hvorfor han går op i det med liv og sjæl.. men nej, jeg køber ikke deres forklaring. For mig hænger det stadig ikke sammen. Derimod synes jeg at Olsens flashbacks er et forstyrrende element i filmen uden nogen særlig relevans for noget. At de vil vise mennesket bag Anders Olsen, cool nok, men så gør det i det mindste ordentligt og mere uddybende. Når det så er sagt, så synes jeg, at det er rigtig spændende, hvordan filmen udforsker det menneskelige sind og manipulationens kraft, og jeg var godt underholdt.
Skuespil
Med dygtige skuespillere på rollelisten såsom Pilou Asbæk og Josh Lucas ville jeg virkelig gerne kunne sige, at skuespillet er helt i top. Desværre synes jeg, at filmen til tider lider under både overspillet og kunstigt skuespil. Jeg var i hvert fald ikke på noget tidspunkt blown away over det skuespiltekniske. Dog var der én hvis person, der overraskede mig positivt, men det var måske mest grundet mine egne lave forventninger til vedkommende: Cyron Melville. Jeg siger ikke, at han normalt er en dårlig skuespiller, men jeg forbinder ham mest med halvdårlige danske ungdomsfilm som ‘Supervoksen’, ‘2 ryk og en aflevering’ og ‘Råzone’. Jo, han har haft mere seriøse roller siden hen, men det er nu stadig i ungdomsrollerne, jeg kender ham bedst. Derfor var jeg også lidt skeptisk over for hans medvirken i ‘Skytsenglen’, da han skal spille den hypnotiserede Palle Hardrup, en ret seriøs rolle. Men jeg må indrømme, at han gjorde mine fordomme komplet til skamme – den mand kan jo virkelig spille skuespil, og det klæder ham med en mere mørk rolle.
Visuelt
For mig var filmen visuelt en ret ligegyldig oplevelse. De visuelle kendetegn var mest mørke farve og dunkel belysning, samt dét, der skal forestille 50’ernes København. Og det er da også lykkedes helt fint at skabe noget visuelt, der passer til filmens overordnede tematik og stemning. Det bliver bare lidt for kedeligt og lidt for meget noget, der er set før massevis af gange, hvorved denne kategori kun kan få en middelmådig bedømmelse af mig.
Musik og lydbillede
Filmen starter ud med fuld skrue på klichébarometeret hvad angår musik og lyd, og det er voldsomt irriterende. Der bliver heldigvis skruet lidt ned for de overdramatiske lyde, efterhånden som handlingen skrider længere frem, og det erstattes af mere “mystisk” musik og lyd, der passer bedre til filmens tema. Dog trækker et sidste element ved lydbilledet gevaldigt ned, og det er vel nærmest hele filmens svageste punkt: Hvorfor i al verden skal sproget være på engelsk? De fleste af skuespillerne er danske, den oprindelige sag foregik i Danmark, og det samme skal filmen forestille at gøre. Det virker ekstra utroværdigt med det engelske sprog, når handlingen tydeligvis foregår i København, og de flere gange skal udtale ærkedanske navne. Forestil jer danske skuespillere, der tvinges til at udtale navne som “Palle Hardrup”, “Anders Olsen” og “Bjørn Schouw Nielsen” med en påtaget engelsk accent. Enten synes jeg, at man skulle have lavet en udelukkende dansk film, hvilket klart havde været mest tro mod historien, plottet er baseret på, eller også skulle man bare have taget plottet og lavet en klassisk amerikansk film ud af det. Den der mellemting er bare underlig og akavet, og det er tåkrummende at lytte til.
Billeder: Scanbox Entertainment Danmark A/S