Hvad handler den om?
Det biologiske ur tikker for fertilitetslægen Nanna. Da hun finder ud af, at hun har 6 måneder til at blive gravid, melder desperationen sig. Efter en vild fest på kontoret, sammen med receptionisten Olivia, beslutter hun sig for at gribe sagen helt anderledes an. Det viser sig, at ungdomskæresten Mathias har doneret sæd til klinikken. Hun beslutter sig derfor at stjæle noget af hans sæd og derefter inseminere sig selv. Det viser sig dog hurtigt, at den plan langt fra var helt gennemtænkt.
Kan jeg anbefale den?
Den kan godt gå an til en regnvejrssøndag for man kommer relativt let igennem de 6 afsnit, men serien er glemt, så snart man nærmer sig rulleteksterne.
Lad os starte med det positive.
Hovedrollen spilles af Josephine Park (Doggystyle) og hun er noget af det bedste ved serien. Hun har nemlig en naturlig charme, som man ikke kan tage fra hende og hun virker veloplagt.
Samspillet mellem nogle af karaktererne er også værd at fremhæve. Olivia Joof Lewerissa leverer en sympatisk præstation som bedsteveninden Olivia. Simon Sears (Shorta) fungerer også fint som ungdomskæresten Mathias og man fornemmer bestemt en kemi.
Desuden fungerer Tammi Øst også fint som den velmenende moder. Hun bidrager i øvrigt men en fin sekvens i filmen, hvor hun synger. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor god en stemme hun har.
Men nu når vi så til problemerne med serien.
Selv om Josephine Park til tider er veloplagt som Nanna, så er manuskriptets fremstilling af hendes karakter ikke troværdig. Dette kommer til udtryk ved, at flere af de valg som karakteren tager, slet ikke giver mening for seeren. Eksempelvis er hun lystløgner og lyver for stort set alle omkring hende; heriblandt samtlige kunder i klinikken. Dette gør, at man af og til mister sympatien for karakteren.
Hvis man har set serien ‘Doggystyle’, så ved man, at Josephine Park er en dygtig skuespiller med en fin komisk timing. Den kommer dog ikke helt til udtryk her, fordi der mangler en eller anden form for komisk modspil. Samspillet med nogle af karaktererne fungerer som sagt fint, med det bliver aldrig rigtig morsomt. Derfor er der for langt mellem de sjove episoder og det er et stort problem i en komedieserie.
Personalet på klinikken er fremstillet så karikerede, at man tager sig til hovedet. Af eksempler kan nævnes Charlotte Muncks (Anna Phil) usikre klinikchef, Helle.
Grundideen i manuskriptet er helt fin. Serien omhandler et emne, der desværre berører rigtig mange. Det er altid spændende, når nogle prøver at blande humor ind i en alvorlig kontekst. Hvis man forventer en bidende satire, der prikker hul på et ømtåleligt emne, så bliver man skuffet. ‘Skruk’ er mere en romantisk komedie end satirisk realisme. Det gør bestemt heller ikke noget, men humoren i serien virker bare for overgearet i forhold til, hvor ømtåleligt et emne der er omdrejningspunktet.
Alt i alt
Skruk er en meget letfordøjelig romantisk komedie med oplagt Josephine Park i hovedrollen. Sammenspillet mellem flere af karaktererne er fint, men serien er meget hurtig glemt. Dette skyldes til dels at den aldrig bliver rigtig morsom, men også at fremstillingen af hovedpersonen slet ikke er troværdig.