Endelig er det blevet tid til et gensyn med familien Parr—I dette tilfælde Bob og Jack-Jack Parr, bedre kendt som Hr. Utrolig og hans søn. Denne lille teaser trailer er virkelig indbegrebet af en teaser; den er short and sweet og får lige akkurat givet seeren lyst til meget mere.
På kun lidt under et minut formår animationen at se vidunderlig ud. Det er næsten frustrerende, hvor spændt man bliver af at se et usmykket tredimensionelt rødt rum og hvad der ligner et udsnit af en kælder—når lille Jack-Jack og Bob er så flot animeret her, må resten af filmen ligeledes være yderst skøn at se på.
Selv den komiske timing sidder i skabet. Det er så godt som umuligt ikke at fnise af Jack-Jacks brandfarlige cocktail af superkræfter og selvfølgelig Bobs reaktion.
Hvis resten er filmen er lige så dygtigt lavet som dette ene trailerminut, så har vi meget at se frem til i ‘De Utrolige 2’. Min indre 10-årige er i hvert fald ved at revne af begejstring. Hvad med jeres faktiske eller indre barn?
‘De Utrolige 2’ har (i USA) premiere den 15. juni 2018.