14 år er der gået siden ‘Incredibles’ havde premiere. Det blev en mega succes, og det har siden været beskrevet som en af de bedste tegnefilm skabt, bl.a. af os, da vi kårede den som den 5. bedste Pixarfilm. Nu er der ankommet en efterfølger, og vi skal igen besøge superfamilien.
Historie
Familien Incredible lever et hårdt liv, hvor de ikke kan få lov at udleve deres drøm – superhelte er nemlig ulovlige og befolkningen har fået et dårligt indtryk af dem igennem pressen. Men en rigmand vil gerne hjælpe superheltene, så de kan arbejde med deres superkræfter igen og han vil bruge Elastigirl til at reklamere og vise den gode side af superheltene. Imens moren i familien giver den gas og redder verden, må faren, Mr. Incredible, leve det hårde liv som hjemmegående far. Og det er altså ikke helt let, når man har to teenagebørn og den crazy baby Jack-Jack, som ikke kan styre sine mange superheltekræfter.
Jeg er helt vildt med temaet i ‘Incredibles 2’. Mr. Incredible bliver udfordret på alle punkter når han skal være hjemmegående far. Pludselig skal han have styr på de mange ting, som Elastigirl tidligere har haft ansvaret for. Han gennemgår en total krise, hvor han skal acceptere at det er konen der er karrieremennesket. Det er et fedt emne at tage op. Det en fantastisk måde at blande det genkendelige og jordnære med det overnaturlige fra superhelte.
Filmen tager også et aktuelt emne op, som vores store forbrug af skærme og hvordan medierne og teknologien påvirker og styrer os. Filmens skurk og kampen imod den er ret standard, og det er også okay let at regne ud hvor plottet skal hen. Det er klart i filmens hverdags- og familiescener at den stråler, og jeg føler mig derfor mindre underholdt når Elastigirl er ude for at fange skurken og redde mennesker, og langt mere underholdt når Mr. Incredible kæmper med styre den vilde baby Jack-Jack, mangel på søvn, at hjælpe sønnen Dash med umulig matematik og datteren Violet med datinglivet.
Skuespil
Jeg så filmen med original tale. Jeg elsker at de samme skuespillere er tilbage i rollerne, selvom der er gået 14 år. Craig T. Nelson er fantastisk i rollen som Mr. Incredible. En fed karakter, som på mange punkter er super egoistisk. Men man elsker ham, og det er så fedt at se ham som en fisk ude af vand, i de helt ukendte situationer som hjemmegående familiefar.
Jeg vil også fremhæve Brad Bird (filmens instruktør og forfatter btw) som designeren Edna, en enorm genial karakter, som er blevet ikonisk. Jeg ville ønske hun var mere med, men hendes få scener hvor især forholdet med Jack-Jack udfoldes er fantastiske!
Værd at nævne er også den altid ikoniske Samuel L. Jackson i rollen som den enormt chill Lucius, eller Frozone, som er familiens gode ven.
En negativ ting må jeg dog nævne, og det Holly Hunters stemme til Elastigirl, som ikke lige er min kop te. Jeg synes rollen virker kold og lidt usympatisk – og det er klart skuespillet som gør det.
Visuelt
Jeg elsker hvordan ‘Incredibles 2’ er skabte med præcis det samme udseende som 1’eren. Der er selvfølgelig sket meget med teknikken på 14 år, og man kan godt se at ‘Incredibles 2’ er mindre computerspils-hakket, mere detaljeret og har større dybde end den forrige. Men ellers ser det ud til at der er fulgt præcis de samme visuelle regler, og det føles som om filmen er lavet direkte efter den første.
Det er animation i højeste klasse, det kan man ikke tage fra dem. Ren personligt kan jeg godt lige animation og tegnestil som er mere elegant og blødt, men på den anden side så passer den kantede stil med de voldsomme og overnaturlige porpotioner også bare perfekt til netop dette univers! Det gør det også muligt at kunne designe geniale udseende-karakterer som Edna og Mr. Incredible.
Musik og lydbillede
Musikken kører afsted i en meget klassisk superhelte-stil. Den giver en god vintage følelse til filmen, og giver egentlig også associationer til gamle spionfilm eller Mission Impossible. Det får filmen til at føles mere universel og ikke ultramoderne, hvilket er dejligt og passer godt som en direkte forlængelse til 1’eren. Jeg kan godt lide den måde, at filmene, også visuelt, ikke er forankret i en tydelig tidsperiode.
Fotos: Disney/Pixar