Så er der endelig en lille appetitvækker klar til Pixars kommende film ‘Inderst inde’ (org. titel ‘Inside Out’). Klippet er forholdsvis kort og afslører ikke meget fra filmen, men den skal med garanti nok sætte gang i en nostalgisk følelsespræget rejse, ned gennem de mange gode og hyggelige stunder som Pixar har givet os gennem tiden.
‘Inderst inde’ handler kort sagt om en lille piges indre følelser, og hvordan de ændrer sig markant efter hun og hendes familie flytter fra landets rolige marker til storbyens travle gader. I løbet af teaser trailerens mange fantastiske flashbacks, får vi oven i købet introduceret alle disse følelser i form af glæde, frygt, vrede, afsky og tristhed. Filmen er instrueret af Pete Docter der også stod bag milepunkter hos Pixar, både i nyere og ældre tid, med henholdsvis ‘Monsters Inc.’ og ‘Op’.
Filmen får dansk premiere den 27. august 2015.