I disse tider bliver vi så oversvømmet med superhelte-film, at det næsten er ved at blive for meget. De samme ”gode mod de onde” historier fortælles, gerne sovset ind i dyre effekter og pæn nok atmosfære til, at de større børn kan se med. Men er der mon en modreaktion til denne trættende filmtrend? Ja, det er der, og ’Brightburn’ er nok det svar nogle desperat har søgt. En ”superhelte-gyser” intet mindre, og hvor mange findes der er dem? Denne skribent gik på premieredagen for denne film ind i en tom biografsal, for at se om den levede op til forventningerne.
Historie
Tag den legendariske tegneserie-historie om det barnløse par fra de landlige omgivelser i staten Kansas, der finder et nedstyrtet rumskib med et lille barn, som de opdrager som deres eget. Som teenager viser knægten sig at have umenneskelige kræfter, som senere hen skal bruge for at bliver til Supermand (en genfortolkning af historien om Moses)… og du har meget af strukturen til ’Brightburn’. Dog så hedder parret ikke Kent, men Breyer. Nå ja, så har deres rumbarn også en skrue løs! Og, det er her hvor lighederne stopper, for filmskaberne har leget med idéen: Hvad nu, hvis Superman/Clark Kent var det komplet modsatte end det vi kender ham for. Nemlig en morderisk og ondsindet karakter, med et sort hjerte.
Produceret af James Gunn (‘Guardians of the Galaxy’ filmene) og skrevet af hans bror og fætter, er ‘Brightburn’ en film, som jeg personlig havde nogle forventninger til. Konceptet lød fantastisk i mine ører, og at vende superhelte-genren på hovedet var forfriskende, hvilket nok ikke er sket siden ‘Watchmen’ eller ‘Kick-Ass’ fra 2010, som begge har er en helt anderledes historie end denne. For det her er på ingen måde en dyb fortælling, der forsøger med sig med allegorier, skjulte budskaber og sådan noget. Nej, det er supermand i pubertetsalderen, der går fuldstændig agurk og afliver enhver der spænder ben eller bare kigger forkert på ham.
I enden skuffede filmen heller ikke, men det er måske også det som er problemet. For man havde nok også håbet på mere. Især hovedkarakterens udvikling var mangelfuld, da man savnede at gå lidt mere i dybden med ham, hvilket kunne gøre hans historie tragisk og mere kraftfuld, end han bare er ”the boogeyman” med superkræfter. Og siden det er en gyserfilm, ja så er der også såkaldte ”jump scares” eller BØH-effekter, som jeg kalder dem. Denne effekt er ved at blive ret så trættende, der tit bruges som unødvendig fyldstof til at fortælle en horror-film på. Ikke mindst ’Annabelle’ filmene og ’The Nun’ lider heftig af den måde at lave film indenfor genren på. Heldigvis, så føles ”jump scare” effekterne ikke så irriterende her, selvom der nok var et par for mange af dem, i en film der IKKE flyder med dem. ’Brightburn’ er kun lavet for 6 millioner dollars, hvilket jeg slet ikke havde troet. Javist, så kan man godt se og mærke, at der ikke er blevet smidt et trecifret millionbeløb ind i puljen, men filmen har virkelig nogle store scener, der altså er lavet for danske films gennemsnit budget.
Skuespil
Selvom jeg kunne have tænkt mig, at historien ville gå dybere ned i karakterne, hvilket igen ville have øget dramaturgien. Ja, så gør skuespillerne et hæderligt stykke arbejde med det de har i mellem hænderne. Elizabeth Banks (’Pitch Perfect’ og ’The Hunger Games’ filmene) er filmens største stjerne, og spiller moren til drengen Brandon. Hun kommer i gennem et helt sæt af følelser, som hun uden tvivl kan beherske. Der bliver også klart leget med idéen om, hvor meget kan man elske sit barn, især når det viser sig at være et reelt monster. Og angående monstre, så spiller Jackson A. Dunn virkelig koldt, kynisk og godt som Brandon. Han er på ingen måde karikeret, hvilket var en sand velsignelse, da hvis han gjorde ham til en der oser af ondskab, så ville det føles kunstigt og ja ”tegneserie agtigt”. Sjovt nok så spiller Dunn også med i dette års største blockbuster, ’Avengers: Endgame’, hvor han spiller en ung Scott Land aka Ant-Man.
Visuelt
For 6 millioner dollars er der kommet en imponerende pæn film ud af så relativt få penge. De første 5-10 minutter sættes op, som om man vi vitterlig er i gang med at se starten på en ny Supermand-film, hvor vi får forhistorien fortalt igen. Men lidt efter lidt, så begynder stemningen at ændre sig til den mere mørke tone, og jeg skal da lige love for, at vi går helt over i den knaldmørke farve. For når Brandon han har udset sig et offer, ja så går han ikke mildt til værks. Filmen er faktisk ret blodig, og der er scener, hvor man vil knibe med øjnene eller kigge den anden vej. Det er klart og tydeligt, at filmfolkene bag dette værk ved hvordan man visuelt kan smelte gyser og superhelte-genren samme.
Musik og lydbillede
Musikken kan jeg ærlig talt ikke huske, nok fordi der ikke var noget som stak ud. Nej, faktisk så var det ganske ”traditionel” musik der blot spiller efter filmens handling, hvilket er fint nok, men ikke noget der sælger soundtracks. Lydbilledet derimod fungerede ganske upåklageligt, og der virkelig nogle ”hører-godter”, når filmens anti-helt går hen i superpsykopaternes femte gear, ikke mindst ved filmens klimaks.
Copyright: SF Film
