Alex Garland er gået fuldt ud på gysergenren med hans nyeste film ‘Men’. Filmen har haft premiere på Cannes, og har dansk premiere d. 2. maj. Indtil videre har den delt vandene hos seerne- mon det samme vil ske her?
Historie
Harper (Jessie Buckley) er taget ud på landet til en lille idyllisk landsby for at få afstand til byen. Hendes egen lejlighed holder på for mange onde minder om hendes nyligt afdøde mand, og hendes håb er nu, at ferien kan give hende noget sindsro. Det vil dog vise sig at være lettere sagt end gjort, da det hurtigt bliver tydeligt, at idyllen ikke når meget dybere end overfladen.
Harpers første møde med de titelnævnte ‘mænd’ er Geoffrey (Rory Kinnear), en småakavet men velmenende mand, som hun har lejet huset af. Han virker nok så harmløs, og huset er overdådigt og smukt- hvad kunne gå galt?
Men på en gåtur i skoven opdager Harper en skikkelse, der følger hende. En nøgen mand med rifter over hele kroppen. Hun undslipper ham let, og er egentlig i tvivl om hvorvidt det hun så, var virkeligt. Da manden pludselig står i haven og rækker hånden ind gennem brevsprækken, er al tivl dog hurtigt forsvundet.
Nu må Harper beslutte sig for enten at flygte fra det, der skulle have været hendes lille oase, eller stå fast og tage kampen op mod skikkelsen, de andre indbyggere i landsbyen, og det traumatiske minde om hendes mand, der bliver ved med at hjemsøge hende.
Historien er simpel og meget, meget symbolsk. Der er meget få ting der siges ligeud og rigtig meget, der ligger mellem linjerne. Som seer kommer man på detektivarbejde for at gennemskue, hvad det egentlig er, der foregår. I nogle scener fungerer det, men i andre bliver det på en og samme tid for enkelt og for krukket. Det er virkelig svært at gennemskue, hvad meningen med filmen er. Den har helt sikkert noget at sige om traumer og forholdet mellem mænd og kvinder, men den egentlig mening fortabes i symbolikken, der har svært ved at komme forbi sin egen præmis. Resultatet er en flot og højtidelig film, der desværre skaber mere forvirring og irritation end eftertanke.
Skuespil
Jessie Buckley er altid fænomenal. Hendes karakterisering af Harper er både blid og rasende, og indfanger rigtig fint alle de følelser, der må suse gennem hovedet på en kvinde, der har været udsat for de traumer, hun har. Hun er troværdig og klarer rollen som den klassiske “final girl” rigtig flot. Ligeledes med Rory Kinnear, som lægger ansigt til stort set resten af karaktergalleriet. Nogle roller rammer mere plet end andre, men det er uden tvivl imponerende, at han har formået at kropsliggøre så mange karakterer uden at de falder sammen.
Skuespillet formår dog ikke at løfte historien hele vejen igennem, og det kan blive enormt frustrerende at følge plottet, når der er så mange bolde i luften, som ikke bliver grebet.
Selvom Harpers mand, James (Paapa Essiedu) har en central rolle i filmens historie, bliver hans karakter virkelig flad og ensidig, og hans rolle føles som en forbigået mulighed for at dykke mere effektivt ned i de temaer, som filmen tydeligvis er interesseret i – vold mellem mænd og kvinder.
Visuelt
Filmens største styrke er klart det tekniske. Selvom computereffekterne nogle gange kan halte lidt, er det så fint pakket ind i virkelig smukke naturskud og lyssætninger, at det sagtens kan tilgives. Kostumedesignet og makeupen er også særligt bemærkelsesværdigt her- selvom Rory Kinnear iklæder sig en række roller, er det som oftest virkelig veludførte, og Jessie Buckleys bløde lyserøde beklædning fungerer også i det symbolske opgør mellem den forførende femininitet og den aggressive maskulinitet.
Gysermæssigt opnår den også nogle virkelig tåkrummende ulækre scener, som bare sidder lige i øjet rent visuelt.
Musik og lydbillede
Soundtracket bruger en meget enkel melodi som motiv igennem det meste af filmen, som virker som hedensk og ritualistisk- og ondt. Man er aldrig i tvivl om, at der ligger noget skummelt under overfladen, og det bliver vist rigtig fint i lydsiden og det enkle musikalske motiv.