I en flamboyant verden med ekstrem luksus kan parforholdets trivialiteter også indfinde sig.
Historie
Da vi først møder den unge Scott Thorson, bor han hos sin plejefamilie, men bliver kort tid efter introduceret for den flamboyante og verdenskendte pianist, Liberace. Thorson falder i svime over den ældre herres talent og charme. De to mænd indleder et romantisk forhold, og Thorson vænner sig hurtigt til et luksusliv, bestående af absurd overflod og meningsløse relationer. Jo mere han kommer ind på livet af Liberace, jo mere omklamrende og krævende bliver den excentriske entertainer. Thorson må nu vælge mellem det stormfulde forhold med sin elskede Liberace eller gøre oprør.
Filmen er instrueret af den erfarne instruktør: Stephen Soderbergh, der gav os Traffic og Oceans- serien. Filmen er baseret på Scott Thorsons selvbiografi “Mit liv med Liberace”. Der er ingen tvivl om, at dette er en film, der er karakterdrevet, med alt hvad det kræver af gode skuespillere og stor vægt på fortællingen. Kulisserne er netop kulisser og det ekstravagante af smykker og flotte rober gør det svært at se, hvilket årti vi befinder os i, hvorfor vi meget tydeligt bliver forklaret årstallet. Kameravinklerne gør, at vi føler os som fluen på væggen, og vi bliver ikke påduttet en holdning til hvem, der er skurken i dette romantiske drama. Man får som biografgænger en følelse af at opleve et forhold mellem to mænd, som i virkeligheden sagtens kunne være mellem to almindelige mennesker, hvis det da ikke var for, at historien bliver udspillet i en verden, der lever af at underholde folk. Historien er fortalt før, vi har set det før og vi kender formlen. Heldigvis fremstiller Steven Soderbergh kærligheden mellem to mennesker af samme køn som det mest naturlige overhovedet og på trods af at Thorson og Liberace lever i ekstrem luksus i et mindre palads, så har de også de almindelige problemer, med jalousi, usikkerhed og ønsket om bekræftelse. En lille genistreg!
Med sans for dramaturgien vil den opmærksomme biografgænger opleve en mindre græsk tragedie i og med Liberace elsker sig selv i en sådan grad, at han vælger, at Thorson da også skal ligne ham og vupti et par humoristiske optrin med en plastikkirug, og Steven Soderberghs har fuldent den narcissistiske fortælling.
Der er visse tidspunkter i filmen, hvor det hele kører lidt i tomgang. To-tredjedele af filmen foregår i forskellige paladslignende rum eller soveværelser, og man sidder tilbage med en følelse af, at der burde ske noget mere, et ekstrem vredesudbrud, en slåskamp eller noget helt tredje.
Skuespil
Michael Douglas spiller med sprudlende energi den homoseksuelle entertainer, der kender sine egne evner og nyder at fortælle verden om dem. Michael Douglas er en skuespiller med mange tangenter at spille på. Han kan vise en ekstrem kynisme, som vi så det, i hans Oscar belønnede: Gordon Gecko i ‘Wallstreet’, men også hans bløde og fallerede forfatter i ‘Wonder Boys’. Han tillader sin rolle at være en bøsse uden at putte for meget farvelade på rollen. Troværdigheden springer i den grad i øjnene ved de små mimik og kærtegn, han viser Matt Damons rolle. Det her er en gammel bøsse med hang til unge mænd, og som samtidig er en klaver virtuos af næsten guddommelig talent. Super fedt spillet.
Matt Damon som Scott Thorson er en lidt naiv ung mand med et perfekt ydre, der passer til halvfjerdserne ideal om store muskler. Man kan altid regne med Matt Damon, men skuespillet er på ingen måde fremragende. Underspilningen er lidt for fremtrædende, og Matt Damons rolle udspiller sig først rigtigt, når han ikke er i samme rum som Michael Douglas. Det er lidt synd.
De andre skuespillere er vel næsten statister i filmen, men jeg synes, jeg bør nævne Rob Lowes rolle som plastikkirurgen: Dr. Jack Startz, der om nogen har taget lidt for meget af sin egen medicin, eller skulle jeg sige skalpel. En række underfundige optrin og kommentarer gør denne rolle til et utroligt underholdende bekendtskab at se på. Rob Lowe passer perfekt til den nonchalante kirurg, der mener, at ungdom kan man operere sig til og som med et overopereret ansigt med udstrakte øjne sælger sine ydelser til Scott Thorson og Liberace.
Visuelt
Jeg kan godt lide det visuelle og Steven Soderberghs brug af Peter Andrews som fotograf. Filmen er en smule mat i udtrykket. Det er helt oppe i tiden med Instagram, og i dette tilfælde bidrager det også til at vise filmen som noget fra en svunden tid. Udover billedstilen er cinematografien også minimalistisk i sit udtryk. Det hele passer godt til historien og bidrager til, at vi tillægger en stor troværdighed til filmen.
Musik og lydbillede
I og med vi har at gøre med en spillefilm om en entertainer og musiker, så kunne man have ønsket flere mellemsekvenser med Liberace, der spiller klaver. Vi oplever ikke til fulde Liberaces talent, og musikken spiller ikke den store rolle. Underlægningsmusikken er næsten ikke eksisterende. På sin vis er jeg lidt ked af denne manglende musik, da vi sikkert kunne have nydt Michael Douglas klaverspil, og et par koreograferede fodtrin akkompagneret af noget boogie-woogie musik. På den anden side er det fremragende og understreger netop Steven Soderberghs ide med filmen. Det handler ikke om musikken, men om to mænd der elsker hinanden, hvor den ene tilfældigvis er hovedrig og mildt sagt excentrisk.