Tom Ford leger med forholdet mellem virkelighed og fiktion i sin anden film ’Nocturnal Animals’, der er en stilfuld og forfærdende fortælling om kærlighed og hævn.
Historie
’Nocturnal Animals’ indledes af nøgne, overvægtige kvinder, der danser i slowmotion. De viser sig at være en del af en kunstudstilling, som den udtærede Susan Morrow (Amy Adams) står bag. Susan er en højtstående kunsthandler, der bor i en kold glasbursagtig lejlighed med sin fraværende mand (den polerede Armie Hammer). 20 år tidligere var Susan gift med en anden mand, Edward (Jake Gyllenhaal), der netop har sendt hende sin roman, dedikeret til hende. Herfra deler filmen sig i to: romanens handling, der er en nervepirrende hævnthriller og Susans melodrama, der udspiller sig mens hun læser bogen.
I romanens plot spiller Jake Gyllenhaal Tony Hastings, en familiemand der kører gennem Texas’ ørken med sin kone (Isla Fisher, der til forveksling ligner Amy Adams) og teenagedatter. De støder ind i en bilfuld truende mænd (bl.a. Aaron Taylor-Johnson) – et møde der ender fatalt. Herefter slår Tony sig sammen med byens detektiv, Bobby (Michael Shannon), om at fange og hævne sig over mændene alt imens virkelighedens plot afslører Susan og Edwards fortid.
Det kan være svært at finde hoved og hale i hvad der er fiktivt, og hvad der er virkelighed i ’Nocturnal Animals’ – ikke mindst fordi romanens plot ofte virker mere ægte end Susans liv. Tonys historie er en emotionel fortælling om rædsel, overlevelse og hævn, mens alt vi ser Susan foretage sig er at sidde søvnløs derhjemme, være på arbejde, tage en masse bade og så sidde alene på en restaurant. Tom Ford sammenstiller på intelligent vis forskellen mellem hævn i fiktionen og hævn i virkeligheden. Som Tony kan Edward få afløb for sin frustration og få hævn over det tab han følte, da Susan forlod ham. Rig på metaforer er ’Nocturnal Animals’ på mange måder en tankevækkende og interessant film, der efterlader følelser af fascination og frustration.
Skuespil
Med øjne fulde af bedrøvelse er Amy Adams som sædvanlig overbevisende, denne gang både som den ivrige nogle-og-tyve-årige og den udkørte nogle-og-fyrre-årige Susan. Jake Gyllenhaal rammer også plet som den triste skæbne, der mister alt i begge plots. Flere af birollerne er dog mindst ligeså bemærkelsesværdige. Mens Michael Shannon overbeviser som kæderygende, hævngerrig sherif, brillerer Aaron Taylor-Johnson med en stærk fysisk præstation som den modbydelige Ray. Med kun få minutters screen time formår Laura Linney tilmed at gøre sig bemærket som Susans konservative mor, der advarende siger ”you always turn into your mother” i forsøg på at afholde Susan fra at gifte sig med fattige, romantiske Edward.
Visuelt
Det er ikke uden betydning, at Tom Ford er modedesigner. Alt lige fra kostumer til lyssætning og klipning er glamourøst og lækkert at se på. Det hele er meget poleret, særligt i Susans verden, hvilket får det til at virke endnu mere uvirkeligt i modsætning til romanens fiktive verden, der er mere rå og visuelt langt mere virkelighedsnær. Desværre gør det polerede ydre også, at det kan være svært at leve sig ind i Susans fortælling. Gradvist smelter de to verdener mere og mere sammen gennem scenografi og klipning, hvilket igen sår tvivl om hvad der er virkeligt, og hvor meget sammenhæng der egentlig er mellem de to plots.
Musik og lydbillede
Det er tydeligt, at der er arbejdet meget med lydbilledet, men det er heldigvis ikke overgjort. Musikken er komponeret af Abel Korzeniowski, der også stod bag soundtracket til Tom Fords første film ’A Single Man’. Mængden af musik er begrænset, men når den er tilstede, lægger man mærke til det, bl.a. fordi genren i musikken ofte er modsat genren i plottet. Romanens kriminalplot behandles således som en intim, personlig historie, mens den melodramatiske virkelighed behandles som en thriller.