’Paper Towns’ er anden filmatisering af en John Green bog. Den første bog var ’The Fault in Our Stars’, som havde premiere for næsten præcis et år siden. Filmen fik velfortjent stor succes, og der var ingen tvivl om at de andre John Green bøger skulle filmatiseres. Det er de sammen folk bag ’The Fault in Our Stars’ som har skabt ’Paper Towns’, dog hedder instruktøren nu Jake Schreier og John Green er blevet executive producer.
Historie
High School eleven Quentin (Nat Wolff) bor overfor den spændende og populære Margo Spiegelman (Cara Delevingne). Da de var børn legede de meget sammen, men nu taler de knap nok til hinanden. En nat dukker Margo op i Quentins vindue, som hun altid gjorde da de var børn, og tager ham med ud på en eventyrlig nat, hvor han hjælper hende med at tage hævn på eks-kæreste og omgangskreds.
Men dagen efter er Margo forsvundet, og da hun ikke dukker op efter flere dage, er Quentin opsat på at finde hende igen.
‘Paper Towns’ er et super sødt nede på jorden teenagedrama. Filmen indeholder ikke den samme alvor som vi så i den tidligere John Green filmatisering ’The Fault in our Stars’, men behandler på samme måde vigtige emner og skaber personer og problemer som er til at forholde sig til.
’Paper Towns’ handler om det vigtige i venskaber, og om at vokse op, blive et mennesker og om at forstå andre mennesker og deres forskelligheder. Alle mennesker er forskellige, og de er inders inde måske ikke den person du går og drømmer om de er. Man skal passe på med kun at tro, at folk er som de ser ud ud ad til. Jeg synes det er fantastiske og vigtige emner, og jeg vil mene at mange vil synes at filmen er inspirerende.
John Green formår altid at tage sådanne fine og vigtige teenageproblemer op og sætte dem i rammer, som gør det utrolig troværdigt og let at relatere til, – uden at gøre det dramatisk og skåret ud i pap. Hvis andre havde fået den historie i hånden, så kunne den hurtigt være gået hen og blive kvalmende melodramatisk, overfladisk og alt for girret op, som vi næsten altid ser det i teenagefilm. Men de formår at få oversat John Greens tone og øjenhøjde rigtig fint til film, og de skaber hans univers præcis som det er i bogen.
Dette univers og det faktum at filmen er så meget nede på jorden, skaber en film hvis realisme gør den varm, og som jeg vil mene, taler til de ægte unge mennesker foran lærred.
Hvert øjeblik er underholdende og/eller interessant i filmen og man keder sig på ingen måde. Filmen er bestemt karakterbåret, og derfor er det heldigt det er dejlige, underholdende og troværdige personer filmen indeholder. De er ikke karikeret, ikke helte, bare helt almindelige mennesker. Det er fantastisk dejligt at opleve, og det er deri filmens kvalitet ligger.
Skuespil
Nat Wolff er virkelig blændende. Han er en virkelig dygtig skuespiller, som på ingen måde overgør noget, men bare hviler i sig selv. Jeg var imponeret da jeg så ham i ’The Fault in Our Stars’, og jeg er endnu mere imponeret nu. Hans karakter var overraskende realistisk spillet, og man skulle næsten tro, at han selv var Quentin. Med alle de små nervøse træk, eller de lidt akavet/usikre bevægelser og den fornuftige natur. Quentin er et ægte mennesker, og det er Nat Wolff som skaber ham. En karakter man ikke kan andet end at holde af, fordi han er så simpel, så normal og bare så sød.
Quentins to bedste venner, Radar og Ben spilles af Justice Smith og Austin Abrams. De gør det begge super godt i deres roller, og der er bestemt intet at klage over. Noget der især er værd at nævne, er skuespillernes udseende – de ligner faktisk RIGTIGE mennesker, og de ligner mennesker på den alder som de er. Whut. Det er ikke en typisk ting i amerikanske film! Så lad os råbe lidt hurra for det. – meeen, udseendemæssig er det så kun drengene. Pigerne ligner stadig fotomodeller, hvilket er lidt trættende.
Cara Delevingne som Margo er jeg altså ikke helt begejstret for. Jeg er i forvejen ikke så glad for hendes udstråling, men den formår hun faktisk at få væk en del i filmen, så point for det.
Men derudover så spiller hun altså bare ikke specielt imponerende. Altså det slet ikke at hun spiller dårligt eller kunstigt, men hun mangler bare sjæl og følelse, og hun mangler lidt af det der vilde i sin udstråling.
Hun kan slet ikke måle sig med Nat Wolff, og det synes jeg man kan mærke. Men jeg vil sige, at hun har formået at få sit sure ansigtsudtryk en smule væk, og hun passede også bedre i rollen end jeg havde forventet. Så det er vel også positivt.
Og så kan du glæde dig til en lille cameo på en gasstation! Jeg siger ikke mere…
Visuelt
’Paper Towns’ er ikke rigtig en film med fokus på det visuelle. Ingen specielle kameravinkler, ikke nogen bemærkelsesværdi klipning, eller noget specielt miljø eller landskab. Men det behøves der heller ikke rigtig, det er en film hvor handlingen og karakterne tager styringen, og det skal de også.
Musik og lydbillede
Jeg synes soundtracket er rigtig fint. Musikken er meget passende, moderne popmusik, ofte med lidt tempo i. Det er sat til de helt rigtige steder, på de helt rigtige måder, så det giver et løft i filmen. Og så er der endda en sang af Nat Wolff selv og hans bror Alex, den hedder ’Look Outside’ og er rigtig sød.