Vi så sidst Francis Lawrence instruere de tre sidste ‘Hunger Games’-film. Med premiereaktuelle ‘Red Sparrow’ arbejder han endnu en gang med Jennifer Lawrence (nej de er ikke i familie). ‘Red Sparrow’ er en filmatisering af Jason Matthews’ bog af samme navn fra 2013.
Historie
Den russiske balletdanserinde Dominika (Jennifer Lawrence) kommer til skade under en forestilling og må stoppe karrieren. Moren er syg, og nu står de to uden penge til lejligheden og medicin. Dominika bliver efterfølgende tvunget og manipuleret til at blive en del af den hemmelige efterretningstjeneste, ”Sparrow”, der træner unge mennesker til at bruge deres kroppe og sind som våben. Som russisk spion møder hun den amerikanske spion Nate (Joel Edgerton), som prøver at få hende til at skifte side.
‘Red Sparrow’s stærkeste side er, at filmen i bund og grund har en rigtig fin handling. Der bliver åbnet op for en del spændende og nervepirrende konflikter og øjeblikke. Der er endda overraskelser undervejs, som jeg måske ikke selv havde forudset. Filmen er delvist karakterbåret, hvilket betyder at fortællingens fremdrift er afhængig af karaktererne, herunder deres personligheder, moraler og baggrundshistorier. Med et spændende plot er dét en perfekt blanding, som gør at vi som publikum virkelig kan leve os ind i handlingen. Hvis altså ikke karaktererne var tomme skaller, som på ingen måde bliver udfyldt eller præsenteret ordentligt for publikum. De mangler liv og lys alle sammen, hvilket gør at de aldrig føles som virkelig mennesker.
Det gør det heller ikke bedre, at vi ofte ikke forstår hvorfor karaktererne gør hvad de gør. Dominica er hovedpersonen, som vi skal opleve universet igennem og have sympati for, men en af filmens store mangler er, at vi aldrig rigtig ved hvad hun tænker eller hvor hendes motivation virkelig ligger.
Derudover er plottet flere gange forklaret virkelig dårligt, og flere informationer bliver uelegant holdt tilbage for os, hvilket gør handlingen unødvendigt kompliceret. Det er ikke særlig vellykket, og derfor skaber det forvirring undervejs.
Jeg bliver også nødt til at sende en trættende kritik mod, at vi IGEN skal se en film, om de onde modbydelige russiske mænd og det onde russiske system, som amerikanerne prøver at redde os alle fra. Sidder vi stadig fast i den kolde krig?
Skuespil
Som du allerede har kunne læse, så er der et generelt problem med fremstillingen af karaktererne i ‘Red Sparrow’. Desværre kan skuespillerne ikke frasige sig ansvaret. Jennifer Lawrence er på ingen måde troværdig som hverken balletdanser eller russer. Russerdelen er et gentagende problem hele filmen igennem, hvor man har sat bl.a. amerikanske og britiske skuespillere til at tale med russisk accent. Fx. spiller Jeremy Irons en eller anden højtstående russer. Irons er simpelthen alt for britisk, til at det nogen sinde vil fungere. Jeg undrer mig endnu en gang over, at Hollywood ikke kan finde ud af at caste skuespillere som passer til filmkarakterernes nationalitet. Især når man vælger at caste en så kendt skuespiller som Jennifer Lawrence, som aldrig vil kunne narre nogen til at tro hun er russer.
Derudover så er skuespillet tomt og overfladisk. Det lidt som om at ingen af skuespillerne gider deres arbejde. Især Joel Edgerton nærmest sover sig igennem sin rolle som den amerikanske spion Nate. Jeg har sjældent set to mennesker have så lidt kemi som Jennifer Lawrence og Joel Edgerton. Den var så svær at se, at jeg faktisk undervejs blev i tvivl om, om karaktererne kunne lide hinanden. Jeg kom på et tidspunkt endda til den konklusion, helt oprigtigt, at Nate måtte være homoseksuel, så lidt tiltrukket ser han ud til at være af Dominika. (Nate er ifølge plottet ikke homoseksuel, skal det lige understreges. Jeg ved ikke helt om Joel Edgerton havde læst manuskriptet til ende, da han skulle indspille de scener).
Visuelt
‘Red Sparrow’ gør ikke noget specielt ud af sit visuelle udtryk. Det ikke fordi det ligner en B-film lavet for få penge, men det ligner heller ikke en nutidig storfilm med et højt budget. De seneste år har niveauet for den visuelle udførelse på film virkelig steget, og vi er blevet vant til at film leger med det visuelle og giver os en flot oplevelse. Det gør ’Red Sparrow’ desværre ikke. Dog ikke at sige, der er noget galt med det visuelle, det er blot enormt middelmådigt. Det vildeste der sker er, at Jennifer Lawrence har fået pandehår!
Musik og lydbillede
Filmen gør brug af en del klassisk musik, hvilket jeg synes fungerer rigtig fint. Derudover bliver der brugt traditionelt stemningsskabende filmmusik. Intet anderledes eller påfaldende her, så der er ikke så meget mere at sige.