Skammerbøgerne er et barndomsminde, et eventyrland jeg levede i i en stor del af min barndom. ‘Skammerens Datter’ var den første rigtige bog jeg læste, og var bogen som åbnede op for en hel ny verden, nemlig kærligheden for at læse.
Bogen er dansk, skrevet af danske Lene Kaaberbøl og en filmatisering har længe været undervejs – og også lidt frygtet fra min side. Det er farligt at andre skal sætte levende billeder på ens minder og ældste fantasi.
Siden 2000 har en stor generation af børn elsket og levet i disse bøger, ikke kun i Danmark men over hele verden. Flere teaterstykker har allerede været oppe, og har fået en god og varm velkomst med stor begejstring.
Men at filmatisere en fantasyeventyrbog på dansk og med danske midler, er også noget af en mundfuld – kan vi gabe over det? Og vil det fungere på dansk? Nu har den længe ventede film endelig premiere, og det store spørgsmål er, kan den leve op til den store forventning?
Historie
’Skammerens Datter’ foregår i en fantasyverden med magiske evner og drager. Filmen centreres omkring 11-årige Dina, som er anderledes end andre – hun har nemlig arvet skammerevner fra sin mor. Som skammer kan man kigge folk i øjnene, og se deres skam, og få dem til at skamme sig. En evne som gør det svært for en 11 årige pige at finde venner, og en evne som mange gerne vil udnytte. Dinas mor kaldes til Dunark, hvor hun skal hjælpe med at opklare et mord – Prins Nico er anklaget af sin stedbror Drakan, som påstår at han har slået fyrsten ihjel.
At vi her i Danmark kan skabe en stor fantasy film, med sådan et plot – og med uerfarne skuespillere, og så får det hele til at fungere så godt og virke så realistisk og troværdigt, det er jeg virkelig imponeret og overrasket over. Jeg er overvældet over det høje niveau der bliver præsteret igennem hele filmen.
Manuskriptet er skrevet af Anders Thomas Jensen (‘Hævnen’, ‘Blinkende Lygter’), og jeg tror at vi har ham at takke for størstedelen af filmens gode resultat. Manuskriptet er virkelig i topform, helt oppe og ringe. Replikkerne er naturlige og troværdige og ligger godt i munden på skuespillerne og har en god plads i universet. Det var den del jeg frygtede mest – nemlig at replikkerne og dialogerne ikke ville fungere – og jeg er overrasket over at de har kunne få det til at fungere så godt, og så på dansk. Samtidig så er det lykkes Anders Thomas Jensen at komme udenom den fælde der altid er når man filmatiserer en bog – nemlig at de ofte tager direkte tale fra bøger – og de replikker der fungerer godt i en bog, fungerer meget sjældent godt i en film.
Jeg synes filmen er fangende og overvældende fra starten. På et tidspunkt, omkring midten af filmen, begynder jeg til gengæld at kede mig en smule. Jeg synes det hele bliver en smule for ensformigt og plottet og billedsiden kører en smule i de samme spor. Det er lidt ærgerligt, jeg føler at man godt kunne have taget en halv time ud af filmen, men det ville nok være svært for sammenhængen af fortællingen. Dog kunne man godt have rykket lidt rundt og kørt handlingen andre steder hen, for at det ikke blev kedeligt. Handlingen kører heller ikke helt på samme måde som i bogen, der er en del ting som er lavet om, også plotmæssigt store ting. Jeg synes egentlig det er fint nok, jeg er bare ikke helt sikker på om det gør det til en bedre film, især fordi det mest er i midten, hvor jeg i forvejen synes filmen halter lidt.
Hvis man ikke i forvejen kender til historien, kan jeg godt forestille mig, at det en gang imellem kan bliver en smule indviklet. Jeg var en gang imellem selv forvirret over hvor vi skulle hen, og hvor historien ville hen, selvom jeg jo allerede ved hvad der sker. Der er også et par ting som mangler uddybelse. Selvfølgelig mangler der Dinas fortællerstemme, hvilket betyder at vi aldrig kommer helt i dybden med karaktererne og heller ikke forstår sammenhænge og univers fuldt ud. Men en gennemgående voice-over fungerer sjældent godt, så tror det alligevel har været et godt valg.
Mange har frygtet og været skeptiske over at filmen skulle være på dansk og laves i Danmark. Det der i sidste ende har gjort filmen så fantastisk, er lige præcis det danske. Denne fantasyverden der er blevet skabt, er helt nede på jorden, og ikke overgearet eller storslået, som man ellers er vant til at se. Og det er jo det vi danskere ofte kan, skabe film på niveau med virkeligheden. Jeg elsker at filmen, universet og dens karaktertyper ikke har storhedsvanvid. Det gør filmen og historien troværdig og drager og magiske evner giver lige pludselig enormt meget mening. Det er selvfølgelig overordnet forfatteren Lene Kaaberbøls fortjeneste, men det er altså også lykkes skaberne af filmen, at holde fast i værdierne.
Jeg synes dog overordnet at man kommer godt ind i universet, og jeg synes filmen har behandlet bøgerne med respekt og med gode intentioner.
Skuespil
Det er så utroligt dejligt at se nogle nye og ikke så velkendte ansigtet – det er en befrielse.
12-årige Rebecca Emilie Sattrup blev valgt til at spille Dina blandt 4000 unge piger som dukkede op til casting. ’Skammerens Datter’ er Rebeccas filmdebut, og sikke dog en debut. Hun er en virkelig kær, køn og dygtig pige. Hun er ikke et naturtalent, men hun gør det virkelig godt, og er så naturlig at se på – både udseendemæssigt og på den måde hun spiller. Det er en befrielse. Hun skal nok blive til noget stort. Hun er et virkelig godt valg til at spille Dina, og jeg glæder mig til at se hendes udvikling. Og tak tak TAK for at valget er landet på en 12-årige pige, og ikke, som vi ofte ser, en 5-10 år for gammel skuespiller.
Vil lige sørge for kort at nævne 13-årige Petra Maria Scott Nielsen, som spiller rosa, og også gør det fantastisk og også er en dejlig naturlig pige.
Rebecca Sattrups skuespil er bedre end forventet, men til gengæld, så synes jeg det er ærgerligt at vi ikke kommer ordentligt nok ind i karakteren Dina. Forklaringen på hendes skammerevner, hvad de kan og hvad det betyder for den lille pige, kommer aldrig tydeligt frem i filmen. Hun virker også underlig menneskeklog, som om hun er en psykolog som kan analysere og forstå mennesker. Det kan hun selvfølgelig delvis pga. hendes skammerevner, men måden det bliver gjort på er bare mærkeligt og ikke naturligt hvis man tænker på, at det er en 11 årig pige. Når der samtidig ingen ordentlig forklaring af hende og hendes evner er, vil man som uvidende publikum bare se det som mærkeligt og utroværdigt.
Peter Plaugborg spiller Drakan, og er den i filmen som gør det aller bedst. Han imponerede mig virkelig meget, og spiller Drakan og hans mange sider helt som han skal spilles. Jeg glæder mig til at se ham i noget mere, for han er godt nok dygtig.
Jakob Oftebro spiller den rolle som har været min yndlings lige siden jeg læste bøgerne første gang som 12 årig, nemlig Nico. Det er en tung byrde at have på sine skuldre, men så er det heldigt at jeg lige fra da jeg hørte det var ham, har haft en blomstrende kærlighed for denne norske skuespiller. Tro det eller ej, jeg er endnu mere forelsket nu. Jakob Oftebro gør det virkelig fantastisk, jeg havde en frygt for at han ville overspille Nico (især efter at have set ’1864’), men han gør det simpelthen så forrygende, så nærværende og virkelighedstro. Jeg elsker de facetter han kan komme ud i, de mange ansigtsudtryk, både vrede, frygt og glæde. Og hans ansigt er lige smukt hver gang.…. – En bøn til at filmbranchen holder lidt igen og ikke over-benytter ham.
Noget jeg synes er rigtig rigtig ærgerligt, er at karakteren Nico ikke bliver udnyttet og bearbejdet nok i filmen. Jeg føler ikke at filmen får de rigtige og vigtige sider af hans personlighed ud, og jeg tror ikke helt man forstår hvilken person han er, hvis ikke man har læst bogen. Det er virkelig ærgerligt, for det har en stor betydning i hele universet og ideen med historien. Og så også fordi han er en fantastisk, dejlig og uperfekt karakter, som bare burde have meget mere plads end han får.
Nico og Dinas forhold er helt specielt, og noget der bliver bygget godt op i bogen – desværre har de droppet denne opbyggende del i filmen. Det betyder at de uden videre, meget pludseligt, får et meget kærligt og nært forhold, og det er enormt mærkeligt og forvirrende for en som publikum. Måske er det fordi de har forkortet scenen fra deres første møde – jeg ved det ikke – men der mangler uden tvivl noget, for at man kan forstå hvorfor de holder så meget af hinanden. Det er godt nok ærgerligt, for det er en virkelig vigtig (og fantastisk) del i hele serien.
Visuelt
Filmen er visuelt utrolig imponerende. Man kan se der er blevet lagt mange kræfter i at skabe nogle flotte billeder. Når Dina får folk til at skamme sig, er det også virkelig en visuel flot oplevelse, og det er rigtig godt løst i forhold til bogen.
Dragerne er også rigtig fine animationsmæssigt, de fungerer super godt og ser virkelige ud, og skuespillernes interaktion med dem virker også rigtig naturligt. Det er ærgerligt at de har vagt at bruge alle deres CGI penge på dragerne – og er gået enormt meget ned på budget når der er et hus som skal brænde og styrte sammen. Det ødelagde total illusionen for mig, da filmen ellers var så visuelt flot og i topform, at de så laver et brændende hus så teknisk dårligt. Det er ret skuffende og virkelig ærgerligt, da alle andre effekter, rekvisitter osv er i aller højeste klasse. Kostumer og make-up er også virkelig imponerende og skaber en fantastisk enhed og er en vigtig del i at skabe og gøre universet troværdigt.
Det gør mit visueltelskende hjerte lykkelig, at se en dansk film med så høje standarder og så mange kræfter lagt i det visuelle udtryk (pånær det brændende hus).
Musik og lydbillede
Det er filmens største minus. Skuespillerne var overordnet utrolig dygtige, men alle (vil jeg tro) replikker er eftersynket – altså skuespillerne har indtalt deres replikker efterfølgende i studio. Og det fungerer for det meste VIRKELIG dårligt. Det er SÅ tydeligt at det er lagt på efterfølgende og det er ikke altid det passer helt med mundbevægelserne. Det ødelægger virkelig illusionen og en god film. Det er altså en tilbagevendende folkesygdom i dansk film og tv – jeg er enormt træt af det. Det er godt nok sørgerligt at vi har det så svært med lyd i Danmark.
Musikken går over i det lidt overdramatiske en gang imellem, det kan være lidt irriterende, men synes overordnet at musikken er rigtig fin.