Det tiende kapitel i Abernes Planet-sagaen er en visuel og emotionel tur gennem en dystopisk fremtid, hvor fortidens fejl og fremtidens håb kolliderer.
Historie
I “Kingdom of the Planet of the Apes”, den tiende film i serien om abernes planet, skildres en verden flere generationer efter aben Cæsars regeringstid. Vi er nu i en fjern fremtid, hvor aberne regerer verden, mens menneskene er forvist til skyggerne. Da en ny, tyrannisk abeleder tager magten og udsletter de fredelige klaner, tager en ung abe ud på en skæbnesvanger rejse, der udfordrer hans tro på fortiden, og tvinger ham til at træffe afgørende valg for fremtiden – både for aber og mennesker.
Den tiende film i Abernes Planet-franchisen er instrueret af Wes Ball. Han har medbragt store dele af sit filmhold fra “The Maze Runner”, og det har ført til nye visuelle højder og et nytænkende perspektiv på en klassisk fortælling. Filmen er løst inspireret af sin forløber, “Battle for the Planet of the Apes” fra 1973, og tilbyder samtidig et inspirerende og nutidigt blik på aktuelle problemstillinger. Noas klan, “The Eagle Clan”, har klare paralleller til de oprindelige amerikanere og illustrerer den tyranniske og umenneskelige behandling, de har været udsat for. I den afgørende konfrontation mellem Noa og Proximus Caesar tilkalder Noa en flok ørne med sin sang, hvilket har stærke referencer til stamme-sang.
Historien fortælles med en overbevisende dybde, som langsomt indfanger publikum i et fortryllende univers. Helt uden original eller nyskabende dramaturgi eller historie, genoplives den politiske skarphed, som prægede de tidlige film. Den skiller sig ud fra et univers, der tidligere var domineret af sci-fi-genren, ved at inkorporere fantasy-elementer. Det fungerer overraskende godt og tilfører filmen ny vitalitet. Uhygge, action og historie balanceres elegant og skaber en dystopisk, truende atmosfære, der holder publikum på kanten af sæderne. Desværre strækker filmen sig over hele 2 timer og 25 minutter, og som sædvanligt er jeg tilbøjelig til at mene, at film af denne længde sjældent kan opretholde momentum til slutningen. Denne film er ingen undtagelse. Selvom den ikke mister pusten i sin afslutning, føles den lang, og kunne klart have været mere koncentreret, og skarpere redigeret.
Skuespil
I filmens hovedroller ses Owen Teague som chimpansen Noa, Peter Mason som orangutangen Raka og Lydia Peckham som mennesket Nova/Mae. Filmens visuelle kvaliteter kommer klart skuespillerne til gode og giver abe-skuespillerne mulighed for at udfolde sig med både energi og komplekse følelser. Denne dynamik minder om det, vi så i de tre tidligere film i reboot-serien, hvor Andy Serkis banede vejen for dybt følelsesmæssige karakterer på fire ben.
Karaktererne er i “Kingdom of the Planet of the Apes”, om muligt, endnu mere komplekse end i filmens forløbere, og et reduceret melodrama er desuden klart til filmens fordel. Owen Teague spiller på yderst troværdig vis en reflekterende og følsom ung abe. På samme måde skinner Peter Masons karakter, Raka, også stærkt igennem. Så stærkt, at en af de få menneskelige karakterer i filmen, Nova/Mae, nærmest blegner i sammenligning. Proximus Caesar er en af de mest veludformede skurke i den nye franchise, men hans karakter forfalder desværre til en skurkekliché.
Visuelt
Visuelt er filmen stærk og fantastisk, og man har formået at opbygge en hel verden af ruinerne fra vores. Jeg købte præmissen og sprang i med begge ben. Lokationerne er afbalancerede og velkonstruerede ned til mindste detalje, hvilket er både dragende og inspirerende. Dog tynges filmen lejlighedsvis af special effects, der mere skaber en følelse af computerspil end af virkeligheden.
Filmen er smukt filmet, og fotografen Gyula Pados kombinerer elegant de mange special effects og abekostumer med ekstreme close-ups og flotte, vidtstrakte landskabsbilleder. Vi kommer til tider så tæt på, at vi kan se de inderste blodsprængninger i Noas øjne. Disse kontraster tilfører filmen stor styrke og hjælper os med at forstå både karaktererne og historien bag dem.
Musik og lydbillede
Filmens musik er komponeret af John Paesano, der også stod bag musikken til “The Maze Runner”. Paesanos musik er som et stort, dramatisk, klassisk blockbuster-score. Det giver filmen styrke og rytme og bidrager til karakterernes dybde. Det er velkomponeret og uden tvivl det bedste score i franchisen. Lyddesignet er ligeledes imponerende. Det fungerer perfekt i sin kontekst, styrker filmens stemning og fordyber seerens oplevelse.