Hvad er en rigtig ” Rock’n’roller”? Ja, det er en definition som mange nok har en meningen om. Men hvis der er et band som måske sætter den højeste barrierer inden for det ord, så var det nok Mötley Crüe. Så hvis du har nerverne til at blive chokeret, så kan du nu på Netflix lurer ’The Dirt’, som vi her kommer med en vurdering af.
Historie
Dette er historien om fire friske vildbasser, der med kærlighed til rock og innovativ musik finder sammen. Mötley Crüe er født, og bandet er opsat på at ryste verdenen med deres musik, scene-show og vilde fritidsaktiviteter der gjorde dem berømt og berygtet. Men livet som et rockband er ikke kun lutter glade og vanvittige minder. Hvert medlem har deres bagage at slås med og problemerne ophober sig langsomt til et bristepunkt for gruppen.
Skribenten er meget glad for rockmusik, men fan af Mötley Crüe er man ikke, selvom man godt kan lide nogle af deres numre. Derfor så havde man hverken læst eller hørt om de eskapader som bandet deltog i. Og af den grund så var filmen nok bedre (for mig), da der vitterlig var situationer som man ikke kunne tro skete. Derfor så fornemmer skribenten også, at fans af bandet måske vil kede sig eller føle at filmen måske er mangelfuld, når den basalt set kun præsenterer de sande røverhistorier, som de har læst og hørt 1000 gange. Mens det for andre er vildt, vovet og herligt tosset.
Filmen bryder også den fjerde væg, hvor bandmedlemmerne taler til tilskueren, og undervejs retter eller tilføjer ting. På et tidspunkt siger en af dem: ”Ja, okay det her skete ikke i virkeligheden”. Sådan noget finder jeg hvert fald forfriskende, 
men er godt klar, at der måske nogle som havde savnet en anderledes tone og greb på fortællingen. Og det med tonen er en af filmens svage punkter. For i starten, der er filmen (for det meste) sjov og jovial, selvom der begås umenneskelig mange umoralske ting. Det var nærmest som at se en rock’n’roll version af ’The Wolf of Wall Street’ (med Leonardo DiCaprio), men så ændre filmen i tredje akt tonen til et komplet drama. Dette skift fik skribenten ud af kurs, især fordi det kom så pludselig. Ikke at der før tredje akt ikke opstår dramatiske og voldsomme situationer, men alligevel så var tonen ikke så alvorligt som det pludselig bliver. Men i enden så er ’The Dirt’ en underholdende historie, selvom tonen er ude af kurs, og filmen lider af mange af de samme nykker som biografiske film har.
Skuespil
Filmen er generelt set blottet for meget berømte ansigter, og det er også passende for historien. Havde man stjerner til at besætte rollerne, så havde troværdigheden nok været mindre. Men ikke desto mindre så synes skribenten at alle fire ”bandmedlemmer” spiller fortræffelig. Ikke mindst Machine Gun Kelly (der virkelig ligner en ung Tommy Lee) og Douglas Booth som Nikki Sixx. Alle på nær Kelly er i virkeligheden briter, så det er meget morsomt at se en gruppe ikke-amerikanere, der fyrer den total af som californiske rock-hoveder!
Visuelt
Jeff Tremaine er filmens instruktør. Og hvis du har hørt eller set navnet før, ja så er det nok fordi du har set ’Jackass’, som han var med til at skabe. Det blev til den vilde serie samt 3 film med ’Jackass’ teamet, der fjoller og kommer til skade på ægte drengerøvs manér. Dette er Tremaines første rigtige spillefilm, hvilket han er sluppet godt fra, selvom tonen er forvirrende. Fotografen er Toby Oliver, som er en erfaren herre med titler som ‘Wolf Creek 2’ og ‘Happy Death Day’ på sit cv. Dette team bestående af Tremaine og Oliver har måske ikke skabt den smukkeste film at kigge på, men den er ”vildt” filmet og klippet. Der er engang i mellem nogle skønne visuelle tricks, som virkelig segmenterer filmens galskab, når bandet går komplet bananas! Derudover så er man slet heller ikke i tvivl om, at vi befinder os i 80’erne, så skribenten løfter også på hatten for den autentiske følelse filmen har.
Musik og lydbillede
Selvfølgelig er der en lang række af Mötley Crüe sange som optræder, ja det er vel nok ”greatest hits”. Sangene er godt inkorporeret i filmen, så selvom det nok ikke er skuespillerne selv som synger og spiller, ja så er de alligevel troværdige nok til at man hopper på at det er dem som fyrer den af. Ellers er det et velproduceret værk, hvad angår lyd og musik, og der var ikke noget som tog en ud af historien. Dog, så forsvinder lidt den originale musik som Paul Haslinger har komponeret, hvilket er lidt ærgerligt. Men sådan er det når man domineres af Crüe-gruppens sangliste.