Det Græske geni Yorgos Lanthimos er tilbage med et royalt galehus af en film, der tone- og karaktermæssigt mænger sig rigtig godt med instruktørens to tidligere successer, ’The Lobster’ og ’The Killing of a Sacred Deer’, som også mæsker sig i en distanceret og dybsort satirisk ideologi. Men hvordan mon det går, nu når Lanthimos ikke selv har skrevet manuskriptet til filmen? Vil han fremstå som bugtalerdukke på egen trone?
Historie
Året er 1708, England er i konstant krig med Frankrig og tronens monopol, Anne, er uambitiøs, useriøs og i det hele taget ude af stand til at styre et land. Heldigvis er den politisk aktive Sarah ved hendes side, som mere eller mindre styrer alt for dronningen og får det, som hun selv gerne vil have det… lige indtil Sarahs kusine kommer forbi og vender det hele på hoved – både for Sarah, dronningen, hende selv og hele England.
Yorgos Lanthimos har ikke selv skrevet manuskriptet til ’The Favourite’ men hans favorisering af fandenivoldskhed, kulsort humor og karikerede karakterer – der, i et ellers nogenlunde realistisk univers, opfører sig enten halvt eller helt igennem underligt – er heldigvis stadig komplet intakt. Men hvor instruktørens tidligere film godt kunne være lidt indelukkede og forholdsvis insisterende i deres sterile og statiske måde at realisere og opbygge universer på, er ’The Favourite’ langt mere flagrende og bevidst om sin åbenlyse latterliggørelse af alt fra politisk styre og debat, krig og fred, facader og kostumer samt almen højrøvet ”hofliv”. Det hele vendes og drejes derefter i nogle alt for kunstige og klistrede kongelige rammer, der forstærker satiren forbilledligt.
Med det sagt så splittes det pæne portræt udadtil selvfølgelig fra hinanden og præsenterer publikum for en langt mere ”abstrakt” tilgang til tingene, der nærmest reducerer det royale til et dyrisk stenalderliv, hvor der bliver skudt med skarp satire omkring hvert et hjørne, der som et projektil rammer plet stort set hver gang. Humoren er overspillet og underspillet på samme tid, og det er så nøje udført, at det er svært ikke at lade sig imponere. Lanthimos forenkler på elegant vis det store episke kostumedrama til en mægtig omgang mudderkastning, magtliderlighed og liderlighed generelt, hvilket kreerer vaskeægte underholdning i overklassen!
Skuespil
Skuespillet går heldigvis hånd i hånd – ned af de lange, tomme, ekkofyldte gange – med den i forvejen sorte humor, der er (bevidst og tilpas) mere stiv i betrækket, end de overdimensionerede kostumer dem på slottet render rundt i. Den nødvendige nøjagtighed som humoren skal leveres med, er intet problem for filmens skuespillere, som alle lader til at være ”med på spøgen” og forstår desuden at finde balancen mellem overflødig flamboyant, overvejende frastødende og direkte anstødelig afstumpet – og det en kæmpe fornøjelse at se, hele vejen igennem.
Olivia Colman er hylemorsom fra start til slut, både når hun kommanderer rundt med folk til fordel for hende selv og ikke landet, for det kan hun ikke finde ud af, og når hun hyler op over sin egen ynkelighed. Der bliver givet fint modspil til denne umodne opførsel fra dronningen, gennem den mere selvsikrer og politisk bevidste Rachel Weisz, der senere resulterer i en både velspillet og veludført magtkamp med Emma Stones karakter, der også gør det særdeles fremragende med hendes komiske timing og sofistikerede mimik.
Visuelt
Aldrig har en film, som udspiller sig i noget så koldt og kynisk, været beriget med så stor en mængde personlighed og energi, takket være Yorgos Lanthimos, som angriber sværd og lanse med høtyv og fakkel. Især brugen af ekstreme vidvinkelobjektiver giver et frisk pust til det store, sterile kostumedrama og giver dermed publikum følelsen af, at observerer datidens højerestående trummerum – og de dertil tilhørende tåbelige traditioner og påfund – på en afstand, der nærmest giver dig observationsangst.
Der er noget legesygt og ikke mindst modigt ved at skænke det luksuriøse et hidtil uset lavmål, hvori den royale forfængelighed og slottets dekorative tomhed står kejtet frem, som var det kejserens nye klæder. ’The Favourite’ kaster luksuslivet i grøften og giver os et indblik i et kongeligt liv, som ikke omhandler guldkarat og karetkørsel; og dette gør filmen særdeles fremragende. Det visuelle udtryk er et yderst betydeligt led i Lanthimos’ finurlige fortælling, og det er en fornøjelse at se ham prikke til den pæne facade og den punktlige hverdag – og ikke bare lykkedes med det – men gøre det til punkt og prikke, præcis som han vil have det.
Musik og lydbillede
Som den snu satan Yorgos Lanthimos nu engang er, har ’The Favourite’ et helt klassisk symfonisk stykke musik, der bare oser af balkjole og paryk. Musikken fylder hele lydbilledet ud og sætter takt og tone an, lige indtil det stimulerende symfoniorkester lader til at miste næsten hele sit mandskab og pludselig kun yder bare en enkelt tone eller to, der går i ring igen og igen. Det er en tone, der sætter en langt mere ubehagelig og lettere surrealistisk stemning for filmen, hvori atmosfæren ofte næsten tangerer horror. Det er simpelt, men effektivt, og spiller en stor og vigtig rolle for filmen som helhed.