Så er Lars Von Trier tilbage og det er jo oftest noget der deler vandene. Mange er vilde med hans værker, andre kan ikke udstå dem! Personligt har jeg oftest haft store oplevelser, når jeg har sat mig tilbage i biografsædet for at se Triers film, idet jeg finder hans provokationer, tanker og interesse for verdens absurditet fascinerende. Om du er til Trier eller ej, så kan vi vel hurtigt blive enige om, at det er en smule udfordrende at se hans film? Det gjaldt så sandelig også for ’The House that Jack Built’, og jeg synes det er noget af det spændende ved Triers arbejde! Man kan ikke undgå at tage stilling til det der sker foran én, derfor er det noget særligt at skulle anmelde én af hans film, for hvor skal jeg dog begynde og ende?
Historie
Henover en periode på 12 år følger vi den højt intelligente massemorder Jack (Matt Dillon), igennem de fem mest skelsættende episoder der virkelig satte skub i Jacks indre galning. Vi følger ham, idet han udvikler sig fra usikker og nyudklækket morder til erfaren og uhyggelig massemorder. Vi får indblik i den trang til at begå mord, som Jack ikke kan undertrykke og derfor føler sig nødsaget til at udleve.
Som du nok kan forestille dig, når Trier har med sådan et emne at gøre, så er filmen både makaber og provokerende. Der bliver ikke lagt fingrer imellem og selvom den ikke er direkte uhyggelig, så pirrer filmen virkelig til sin tilskuers grænser, og der er enkelte scener som nærmest er umulige at komme igennem! Samtidig har Trier dog sørget for at vi ikke udelukkende trækkes til vi-brækker-os-grænsen, idet vores hovedperson langt hen ad vejen besidder så mange kluntede egenskaber, at det til tider bliver direkte komisk at se ham forsøge at begå sine mord (hvor sindssygt dette end kan lyde).
Trier lægger stærkt ud med den komiske og akavede hovedperson Jack, der er så påvirket af OCD og rengøringsvanvid, at han konstant spænder ben for sig selv. Når sådanne kvaliteter mixes med Jacks virkelig uprofessionelle måde at tilnærme sig sine ofre på, så har Trier gang i noget som er skide interessant at iagttage. Jack modarbejder virkelig sig selv, hvilket gang på gang næsten er skyld i at han bliver opdaget og dette kommer der nogle ret geniale scener ud af. På denne måde er plottet til at starte med ret finurligt og noget jeg ikke har set før. Som tilskuer bliver vi konfronteret med Jacks besvær ved at begå mord, som en helt almindelig hverdagsting, som eksempelvis det at lære at cykle. Vi kan alle genkende os selv i det at skulle lære noget nyt og øve os på det, til vi til sidst er så gode til det, at vi kan gøre det med øjnene lukket. Jacks proces med at udvikle sig til en erfaren morder, bliver dermed en enormt absurd historie at følge, idet den virker enormt menneskelig. Og når jeg før skrev at filmen egentlig ikke er så uhyggeligt, så er det lidt løgn for det uhyggelige er, at man i starten egentlig ikke opfatter hvor sygt det hele er, fordi man forblændes af Jacks karakterudvikling!
Den suspense som filmen ligger ud med holder i en stor del af filmens 2,5 time. Undervejs synes jeg dog at filmen mister noget energi og jeg tabte til tider lidt min interesse. Jeg kan desværre ikke helt præcist sætte en finger på hvorfor, det skete egentlig bare i takt med, at Jack bliver modigere og til dels også mere irriteret over ikke at få credit for de drab han selv kalder ”sine kunstværker”. Og så skete det samtidig i takt med at der skrues op for filmens absurde univers. Jack bliver overmodig, og stødt mere og mere desperat når hans mord ikke blot kan lykkes. I filmens anden halvdel bliver vi som tilskuere samtidig sat på en alvorlig prøve, da der skrues gevaldigt op for Jacks makabre og vulgære forhold til sine mord. Den rene mangel på empati som Jack besidder, resulterer i scener der nærmest ikke er til at bære! Sidste del af filmen går på opdagelse i vanvittige billeder, af hvad der virker som en blanding af underverdenen, universet, Jacks syge sind og et sammensurium af kunstværker, Triers gamle film og visuelle eksperimenter. Her bliver der virkelig skruet op for absurditeten, som man kan forvente det af Trier!
Skuespil
Personligt synes jeg der sker noget helt magisk, når Trier har kvinder i sine hovedroller (det kan lyde sexistisk, det er ikke sådan ment). For mig at se arbejder Trier bare meget forskelligt, alt efter hvilket køn hans hovedrolle besidder og personligt tabte jeg virkelig mit hjerte til både ’Breaking the Waves’ og ’Nymphomaniac’. Her synes jeg nemlig at Triers karakterer og historier, var hjerteskærende på en helt særlig, og underligt nok, varm og sart måde. Der bliver arbejdet lidt koldere og næsten helt sterilt med karakteren Jack. Det er dog ikke fordi vi ikke lukkes ind i Jacks hoved, det gør vi i den grad, Trier har nemlig valgt at der gennem hele filmen, skal løbe en dialog mellem Jack og selve værket, også kaldet Verge, hvilket virkelig giver filmen noget helt unikt. Verge stiller Jack enormt mange spørgsmål til hans foretagne og disse er skyld i, at vi som tilskuere får et helt unikt indblik i Jacks tanker, følelser og livsverden. Vi lukkes på denne måde helt ind i karakterens inderste og kommer til at forstå hvorfor han har brug for at slå ihjel – han kan simpelthen ikke lade være. Igen udlægges denne trang meget menneskeligt, ligesom når vi andre har en ustyrlig lyst til et stykke chokolade. Vi får altså et indblik i Jacks tankegang, som vi langsomt kan forstå og føle empati for, det er dybt provokerende og splittede mig virkelig, idet det at føle empati for en sådan mand føles enormt forkert!
Matt Dillon er virkelig god i rollen som Jack. Han får skabt en karakter man tror fuldt og fast på. Dillon har samtidig fået opbygget en karakter der er så kontrastfyldt, at man aldrig formår at blive klog på ham. Han overrasker konstant og selvom vi, som beskrevet ovenfor, bliver lukket langt ind i hans sind, så er han sgu umulig at regne ud. Dillon beskriver Jacks rejse og udvikling, fra den kluntede og uerfarne morder til den erfarne og vildt ulækre massemorder, helt vildt godt. Dillon formår at forsvare sin karakter i så høj en grad, at vi som tilskuere, som beskrevet ovenfor, formår at føle en snert af empati for ham – det er sgu noget af en bedrift! Det er bestemt ikke Dillons arbejder der gør at filmen taber lidt momentum hen imod slutningen, det er ganske enkelt noget manuskriptmæssigt, som jeg desværre ikke helt tror kunne indløses.
Visuelt
Igen har Trier slået sig sammen med Manuel Alberto Claro, og sammen har de fået skabt en meget smuk og mørk visuel film. Triers visuelle stil og univers er altid noget for sig. Trier benytter virkelig sit visuelle univers som virkemiddel og denne film er ingen undtagelse. Den visuelle side i ’The House that Jack Built’ benyttes i den grad til at indvie sine tilskuere i Jacks indre billeder, følelser og tanker. Jacks sind udvides og forklares gennem filmens visuelle side og dette skaber en effekt der, som tidligere beskrevet, nærmest gør Jack menneskelig. Gennem kunstværker, billeder, og små animerede film, kan vi som tilskuere nemlig sætte os ind i Jacks livsverden og hvordan hans sind fungerer. Det er enormt effektfuldt og et smukt visuelt træk. Samtidig kan Triers visuelle stil til tider også tilte over i en absurditet, der påvirker filmens flow og energi. Nogle er til det, andre er ikke. Personligt synes jeg det er fascinerende, at han bliver ved med at rykke på grænserne for sit univers, jeg kunne bare desværre ikke følge ham hele vejen denne gang.
Musik og lydbillede
Jeg blev ikke blæst bagover af filmens lydside, det var ligesom ikke det der stod allerstærkest frem, men den bidrog dog alligevel fint til filmens plot. I filmen optræder nemlig en del klassisk musik, gentagne gange er det det samme stykke klavermusik og det klassiske bringer en god stemning frem til Jacks sygeligt perfektionistiske side. Samtidig høres der næsten hele filmen igennem, en meget mekanisk hyletone eller en konstant lyd af metal. Det er enormt effektfult og bidrager virkelig godt til at pirre stemningen.