‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ er et stærkt krimi-drama skrevet og instrueret af Martin McDonagh. Det er McDonagh’s tredje film som både manuskriptforfatter og instruktør, og denne gang har han høstet fornemme priser for sit arbejde bag kameraet med dette originale manuskript. Ved den fornemme Golden Globe-prisuddeling i år vandt McDonagh for ‘Bedste Manuskript’, ligesom han er nomineret i kategorien ‘Bedste Instruktør’ og ‘Bedste Manuskript’ ved mange andre fornemme prisuddelinger, heriblandt den mest eftertragtede af dem alle – Oscar-prisuddelingen 2018 – for ‘Bedste Originale Manuskript’. Filmen har ligeledes indkasseret mange andre priser for et meget stærkt skuespil. Så sent som i forrige weekend, d. 18. februar 2018, modtog filmen 5 BAFTA’s (British Academy Film Awards) for Bedste Film, Årets Engelske Film, Bedste Kvindelige Hovedrolle, Bedste Mandlige Birolle og Bedste Originale Manuskript.
Historien
Filmen finder sted i en lille by ved navn ‘Ebbing’, i staten Missouri. Et landsbysamfund man hurtigt får fornemmelse af er gået i stå. Tonen er sat an fra de første billeder, hvor den fandenivoldske Mildred Hayes (hovedperson), kører i bil hen ad en forladt landevej nær Ebbing. Hun kører forbi tre store nedslidte reklametavler, og med det samme associeres det med den ellers lange og svære titel at huske ‘Three Billboards Outside Ebbing…’, hvilket de tre reklametavler lige netop er. Et perfekt planlagt establishing shot fra McDonagh’s side, der sætter omgivelserne, miljøet og tonen an.
Mildred Hayes, der ikke har hørt nyt om sin datters mord i flere måneder, tager sagen i egen hånd og går til det lokale reklamebureau, der råder over de nedslidte reklametavler ved den forladte landevej udenfor Ebbing. Hun overbeviser og betaler reklamebureauet for at få sit budskab op på reklametavlerne, om det inkompetente politi, der er gået i stå med datterens mordsag. Herfra tager historien fart og der skabes stor opmærksomhed fra alle afkroge af USA, hvor den regionale tv-station får travlt med at dække nyheden. Mildred Hayes får både positive og negative tilkendegivelser ved hændelsen, og det skaber røre i det lille lokalsamfund, hvor familie og politi vender hende ryggen og forsøger at lægge en dæmper på det hele.
Skuespil
Castingen og skuespillet er enestående i filmen. Det er ikke “de store kanoner” af nogle skuespillere der er brugt, bortset fra Woody Harrelson, men derimod skuespillere i andet lag. Her menes der skuespillere, som tidligere i deres karriere har spillet mange mindre biroller. Det gør dem på ingen måde mindre interessante. Nej, tværtimod er det altid forfriskende, at der er castet ud fra rollernes karakteristika, frem for om man står indgraveret i asfalten i gaderne i Hollywood som medlem af ‘Hall of fame”.
Samtlige skuespillere præsterer på et højt niveau og er med til at give historien og det lille landsbysamfund den karakter, nerve og det liv, som det fortjener. Dog må hovedrolleindehaveren Frances McDormand (Mildred Hayes) fremhæves sammen med birolleindehaver Sam Rockwell og Woody Harrelson. Det har altid været spændende at følge Frances McDormand i diverse biroller, hvor hun altid gør det fænomenalt. I denne film kan man bare glæde sig over, at hun er med i de fleste scener, så man kan følge hendes utrættelige mimik og, på sin egen måde, følelsesladet skuespil. Det samme kan i mindre grad siges om Sam Rockwell, som tidligere indimellem har haft mange svingende præstationer, men som i dette krimi-drama lyser op og leverer en kanon præstation som den unge afdankede, fatsvage og voldelige politibetjent Dixon, som har store, uopnåelige planer for sin fremtid som kriminalbetjent. Og sidst, men ikke mindst Woody Harrelson, som aldrig skuffer og altid leverer en nuanceret og autentisk præstation.
Visuelt
Bag kameraet står Ben Davis, en garvet filmfotograf, der har stået bag den ene blockbuster-film efter den anden de sidste 20 år. I denne film kaster Ben Davis sig over en ny genre, der er præget af et mere intimt udtryk, hvor mange close-up-billeder og fokus på karaktererne i historien er i højsædet, hvor følelserne har meget at sige i forhold til historiens handling. Dette har Ben Davis formået at skabe med sin filmfotografering i tæt samarbejde med McDonagh. Ben Davis går fra de store dramatiske åbne billeder fra Superhelte-blockbusters til de intime og nære billeder og bekræfter dermed hvor dygtig en filmfotograf han er, fordi han favner så bredt.
Musik og lydbillede
Der er helt afgjort tænkt over valget af musik til filmen, som er doseret fint til at angive en stemning af miljøet og området ved Ebbing, Missouri. Komponisten er Carter Burwell, som tidligere har lavet den genkendelige musik til Coen brødrenes film ‘Fargo’ fra 1996 og er fortsat med at være en af Coen brødrenes fortrukne komponister. Carter Burwell er kendt inden for denne genre af film, og det bære musikken også præg af. Man lægger ikke mærke til den indspillede baggrundsmusik, som så fint afspejler stemningen og miljøet igennem hele filmen. Det er en fornøjelse når man kan læne sig tilbage i sædet og nyde musikken, der ikke generer, men fremhæver handlingen og stemningen i filmen, såvel som lyddesignet der er kræset om, så tale, lyde og lydeffekter er perfekt afbalanceret og mesterligt udført.