Der er gået to år siden konflikten mellem menneske og dyr eskalerede til nær destruktive dommedagshøjder, hvilket så forholdet mellem abe og menneske falde til jorden under presset fra forskellige livssyn og civilisationsmønstrer. Caesar (Andy Serkis), leder af aberne, har derfor søgt tilflugt dybt inde i skoven, sammen med resten af flokken, for at skabe en ny begyndelse for deres art, langt væk fra menneskelig indblanden. Men det varer ikke længe, før mennesket forsøger at finde frem til abeflokkens idylliske paradis i håb om at udrydde arten for altid, inden den intelligente dyreart overhaler menneskeheden og fører til dennes ultimative fald. I spidsen for abernes udryddelse står obersten, spillet af Woody Harrelson, som sætter aben Caesar på sin ultimative prøve, efter at han finder frem til flokkens tilholdssted. Pludselig står Caesar i en sindsødelægggende situation, hvor morale og identitet holdes op imod hævn og krig. Kampen for vores planet er for alvor sat i gang… må den stærkeste art overleve.
Historie
Hvor den første film i serien handlede menneskets forskning og abernes udvikling, handlede den anden film om menneskets og abernes forskellighed og endelige konflikt, hvoraf sidstnævnte skabte en god filmisk dynamik mellem arterne og deres forskelligheder. Med ’War for the Planet of the Apes’ får vi den tredje i trilogien, som har sit fokus på resultatet af den førhen nævnte og nu udbrudte konflikt, som slog det fast, at aber og mennesker ikke kan leve sammen. Desuden gør især mennesket det klart, at der heller ikke er plads til begge arter på samme jord – den ene må udryddes, hvis den anden skal overleve…
Vi er allerede klar over overnævnte konflikt, hvilket gør det muligt for ’War’ at være højtsvingende fra start og ramme jorden, mens filmen allerede er i løb, og konflikten koger intenst under overfladen. Filmen lægger heller ikke låg på lemlæstelser og fatale udfald, som præger den action-pakkede åbningsscene og filmens fokuspunkt, samt abernes skæbne og fremtid. Det bliver fortalt kort og kontant i en blodig servering af seriøse toner og tonedøv underholdning. Abernes tab er stort og for Ceasar bliver det hurtigt personligt – og med god grund. Dette gør det mulig for filmen at lege med Ceasars psyke og morale, samt teste hans tålmodighed og hans rolle som abernes leder. Ceasar har altid været den kloge, stærke, forstående, sympatetiske og selvsikre abe i flokken; denne tredje film kaster karakteren ud i en mental og materiel krigszone, hvor hans kvaliteter bliver til blytunge kampesten, som han må løsrive sig fra, hvis han vil gøre sig nogen tanker om at overleve.
Men overlevelsen ligger ikke kun i ham selv, men også i flokken, og Ceasar må enten stå ved sig selv, stå ved sin flok, eller se arten falde for fødderne af mennesket. ’War’ skaber en tung følelse af et totalitært nederlag for abe-arten og derved også den tillid som Ceasar har opnået som leder. Ceasar bliver sat i situationer, som ødelægger alt omkring ham, og inden i ham, og det er interessant at se ham blive sat på prøve, både som leder og som individ, hvor han må opgive noget for at vinde noget andet. Det er når Ceasars indre kamp skinner allermest igennem, at filmen gør sig bedst, for alt omkring dette føles enten lettere uforløst, unuanceret eller unødvendigt udpenslet i en allerede lang spilletid.
’War for the Planet of the Apes’ er ikke ligeså stramt skruet sammen som sin forgænger, ej heller er den ligeså elegant at se og høre på. Men det er selvfølgelig også en episk konklusion, der kræver nogle andre kræfter. Selvom den kun, på papiret, er blot ti minutter længere end ’Dawn’, så føles den altså meget længere, da den er mere langtrukken og mere løs i sin historie. Det virker heller ikke som om, at der har været plads til at lege så meget med kamera- og klippeteknik, som det var tilfældet i den forrige film. Det er mere en ”klassisk blockbuster” i denne omgang, men stadig en del mere sofistikeret og frygtløs, grundet det store fokus på computergenerede aber og den mørkere, dramatiske tone. Alligevel truer det med at blive for meget, da ’War’ ikke har samme fordeling mellem menneske og dyr, hvilket gjorde ’Dawn’ til en tilpas doseret men stadig dominerende omgang abe-action i computerform.
Aberne bruger desuden meget tegnsprog igennem filmen, eller snakker med få ord og korte sætninger, og det hele kan godt virke lidt tungt og monotont at overvære og ikke ligeså forfriskende som forgængeren. Og når vi endelig kommer til de menneskelige personligheder, så er det faktisk kun Obersten, der er interessant. Resten af soldaterne fremstår som statister i filmen og man savner lidt individualitet, modstand eller forskellighed mellem soldaterne, der kunne skabe noget drama med mere næring i, så publikum kunne få deres mættende proteiner uden for mangle tomme men flotte pixels. For aberne er flottere end nogensinde, bestemt, men helhedsoplevelsen klinger enkelte gange lidt hult. Alligevel er det svært ikke at blive medtaget af effekterne og skuespillet, kombineret med de politiske og sociale undertoner, som i den grad præger filmen.
Skuespil
Der er ingen tvivl om, at dette er Andy Serkis film. For Andy Serkis er både abernes konge og kongen af banebrydende motion-capture teknologi. Serkis bringer den nødvendige styrke til sin karakter, som gør Ceasar mere menneskelig end nogensinde, men uden nogensinde at få publikum til at tro, at han er andet end en menneskelig abe – og ikke omvendt. Serkis’ skuespil er mere emotionelt drevet end nogensinde før og man mærker virkelig hvordan han bekæmper de indre dæmoner, som sit ydre kæmper med – altså i form af den computergenerede ”dragt” som han ”bærer” som aben Ceasar. Personligt er jeg også ret vild med orangutangen, Maurice, fremført af Karin Konoval. Woody Harrelson, i rollen som Obersten, er interessant, intens og ikke mindst intimiderende. Han fanger virkelig sin indre Colonel Walter E. Kurtz, som han kunne tænkes at have opført sig, før han blev spillet af en afsides Marlon Brando i Frances Ford Coppolas mesterværk fra 1979, ’Apocalypse Now’. Men Woody skaber sin helt egen ”Ape-pocaylpse” her, og takket være hans skuespil, får karakteren den helt rigtige kant.
Visuelt
Desværre ikke ligeså visuelt lækker og fyldt med overlegen overskud som den forrige film i serien, men det er stadig en kompetent film, der også gør brug af nogle interessante områder; som fx et snelandskab.
Men hovedattraktionen i denne cinematiske zoologiske have, er uden tvivl den revolutionerende og endeløst imponerende teknologi som er brugt til at vække skuespillernes præstationer til live med millioner af små pixels – effekterne bag disse computerskabte aber er både fandens effektive og fuldstændig fabelagtige at se på. Da jeg så ’Rise of the Planet of the Apes’ for første gang, tilbage i 2011, var jeg blæst bagover. Jeg viste godt de var computerskabte, men troede alligevel at Maurice var en rigtig orangutang, som de havde brugt, da de er kloge dyr, nemme og arbejde med, og måske ville give filmen lidt mere håndgribelig realisme. Så da jeg fandt ud af, at denne abe også var computerskabt, var jeg mundlam.
Også i denne tredje film, sidder jeg og nærstuderer orangutangen nøje, men den kunne stadig, til en hver tid, snyde mig. Alle abe-effekterne i ’War’ er nær perfekte, men der er enkelte øjeblikke igennem filmen, hvor man lige skal gnide sine øjne en ekstra gang. Kort sagt: computereffekterne giver verdens sande aber kamp til stregen. Effekterne er ofte så virkelighedstrom, at det næsten bliver uvirkeligt! Alle aberne er fyldt med bittesmå og hårfine detaljer, hvoraf størstedelen af dem nok ikke engang bemærkes ved første gennemsyn. Mængden af arbejde lagt i tilblivelsen af disse aber er endeløst imponerende…
Musik og lydbillede
’War’ er ikke ligeså bombastisk og larmende som andre blockbusters, men forsøger sig faktisk med et mere elegant soundtrack, der afspejler enden på det hele gennem en mere følelsestung musikalsk affære, i stedet for den dominerende dommedagsstemning igennem nutidens blockbusters.
Det er en risiko man må respektere, selvom undertegnede mener, at de rammer lidt ved siden af. Det bliver bare aldrig helt godt og man bliver ikke ordentligt medrevet. Angående selve filmens lydbillede, med hensyn til effekterne, så vil jeg sige at de er gode. Jeg ville ønske jeg kunne uddybe mig mere, men da jeg så filmen i et nærmest udgået lydformat, Dolby Digital, og med en simpel 5.1 opsætning, så mangler jeg virkelig at få grebet om helhedsoplevelsen som et Atmos lydmix kunne have givet mig, som filmen ellers også er mixet i… Så sørg for at se den i moderne, multikanals lyd!