Robert Pattinson i The Batman. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk
Warner Bros. Pictures/ ™ & © DC Comics

Filmanmeldelse: The Batman

Robert Pattinson trækker i flagermusedragten i Matt Reeves’ mørke og mystiske fortolkning af ‘The Batman’

Historie

Det er to år siden, at Bruce Wayne (Robert Pattinson) indledte sit dobbeltliv som Batman, men Gotham City forekommer superhelten lige så korrupt og fuld af vold som altid. Halloween aften findes borgmesteren (Rupert Penry-Jones) brutalt myrdet af en morder, der kalder sig selv The Riddler (Paul Dano) og har efterladt en besked, specielt til Batman. Snart myrdes den ene prominente borger i Gotham efter den anden, og Batman og hans ven i politiet, løjtnant James Gordon (Jeffrey Wright), indser, at de har at gøre med en seriemorder. Jagten på The Riddler sætter ind og tager Batman helt op i samfundets øverste lag, i dets mørkeste undergrund og tilbage i hans egen fortid …

Hvis Christopher Nolans ‘Dark Knight’-trilogi kan siges at være historien om Bruce Wayne fortalt med Batman som virkemiddel, er Matt Reeves’ ‘The Batman’ ubetinget en Batman-film. ‘The Batman’ interesserer sig meget lidt for milliardæren bag masken, men er derimod optaget af superhelten selv. 

Men trods dette er ‘The Batman’ først og fremmest en detektivfilm. Seeren bliver sammen med Batman præsenteret for diverse spor og gåder, og så kan man sammen med den maskerede superhelt gætte med på, hvordan det hele hænger sammen. Der er selvfølgeligt også kampscener, en biljagt og et stort klimaks, men langt størstedelen af filmens tre timer bruges på at gå fra sted til sted, indsamle spor, snakke med mistænkte og forsøge at løse The Riddlers gåder, før han dræber igen.

Paul Dano som The Riddler i The Batman. Filmpuls.
Jonathan Olley/™ & © DC Comics

Og det fungerer rigtigt godt. I stedet for at præsentere Batman som en bombastisk superhelt og Gotham som en kulisse for alien-angreb, er Reeves’ Batman tættere på film noir’ens hårdkogte, amerikanske detektiv, der med et kynisk syn på menneskeheden forsøger at navigere gennem en underverden af kriminalitet, han både frastødes og drages af. 

Filmen har et imponerende og medrivende første akt, der viser stor tålmodighed i historiefortælling og kælen for hver detalje, men mister omkring halvvejspunktet en smule momentum og fokus, som den aldrig rigtigt genfinder. De føles som om, der måske var en dybere mening et sted i filmen, men den ender tematisk ufuldendt. 

Alligevel er filmens egentlige fokus, dens gåder, mysterier og mord så veludført og velfortalt, at man bestemt ikke sidder tilbage med en følelse af ikke at have fået fortalt en god historie.

 

Skuespil 

Lad mig slå to ting fast, en gang for alle: Robert Pattinson var aldrig en dårlig skuespiller, og han er oplagt til at spille Batman. Dels er han, ligesom skuespillere som blandt andre Benedict Cumberbatch, Tom Hiddleston og Christian Bale, en hvid, engelsk mand med markerede kindben. Dels er hans berømte og berygtede skildring af den selvmedlidende, romantiske vampyr, der selv synes, han er et monster, mildest talt ikke særligt langt fra hans selvmedlidende, romantiske superhelt, der selv synes, han er et monster. Når det er sagt, gør Pattinson det rigtigt godt. Han er helt klart castet til at spille Batman mere end han er castet til at spille Bruce Wayne, og jeg forestiller mig at fans af sidstnævnte måske vil have svært ved at sluge hans version af den karismatiske milliardær. Til gengæld formår hans Batman at balancere stoicisme med en øm følsomhed. Hans version af “Batman-stemmen” er endvidere også mere behagelig og naturlig end i visse tidligere versioner. 

Generelt har skuespillerne ikke meget dybde af spille med, men de gør det ikke desto mindre rigtigt godt. Zoë Kravitz leverer en todimensionel, men overbevisende Catwoman, og Jeffrey Wright er perfekt som James Gordon. Andy Serkis giver den hele armen som yngre og mere emotionel Alfred og ender som filmens hjerte. 

Paul Dano skriver sig ikke ind i historien som en legendarisk Batman-skurk, men han er efterhånden også op mod nogle store præstationer. Han er ikke desto mindre overbevisende og, ligesom Pattinson, særligt god til formidle store følelser gennem en maske. 

Robert Pattinson som Batman overfor Zoe Kravitz som Catwoman i The Batman
Jonathan Olley/™ & © DC Comics

Visuelt 

‘The Batman’ er en betagende film, der ikke forsøger at kopiere sin stil fra andre af tidens populære superheltefilm, men derimod søger at skabe sit eget, visuelle univers. 

Filmens begrænsede farvepalette medvirker til fuldstændigt medrivende billeder, hvor et klart rødt, blåt eller gulligt lys fremhæver scenens fokus og skaber fantastisk stemning. 

Jeg er helt vild med filmens insisteren på ikke at bruge nogen billige gimmicks. Den formår at have smukke kampscener uden slowmotion, at være brutal og frastødende uden at vise en eneste dråbe blod, og den formår at være rystende uhyggelig uden jumpscares.

Jeg kommer dog ikke udenom at nævne deres mange ligheder og vink både i det visuelle og i lydbilledet til David Fincher. Særligt føles filmen til tider som en decideret homage til ‘Se7en’ og ‘Zodiac’

 

Musik og lydbillede

Musikken og lydbilledet er ikke blot rigtigt skarpe hver især, men er yndigt vævet ind og ud af hinanden. Lyden står især smukt frem i filmens åbningssekvens, hvor lyden af tiltagende regn supplerer Michael Giacchinos faretruende filmmusik til magisk effekt.

The Batman har præmiere d. 3. marts 2022
Kort fortalt
Matt Reeves’ The Batman er særdeles solidt filmhåndværk. En formfuldendt og stilsikker film noir til det 21. århundrede, der underholder gennem alle sine tre spilletimer.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE3 stemmer
5