I Anna Kendricks instruktørdebut udfoldes den virkelige historie om en af USA’s grummeste seriemordere – inklusive hans både berømte og berygtede deltagelse i et TV-datingprogram.
Men ‘Woman of the Hour’ er ikke kun en historie om mænd, der hader kvinder. Endnu mere er det en fortælling om kvinder. Om kampen for overlevelse.
Historie
‘Woman of the Hour’, der er baseret på en sand historie, følger seriemorderen Rodney Alcala (Daniel Zovatto), der over en længere årrække, voldtager og myrder op mod 130 piger og kvinder. Sideløbende fortæller filmen historien om Sheryl Bradshaw (Anna Kendrick). Hun er en ung, håbefuld skuespiller, der i 1978 deltager i TV-programmet ‘The Dating Game,’ som dagens kvinde. Her bliver Sheryl præsenteret for tre single mænd, der konkurrerer om at vinde en date med hende. Og blandt de tre er Alcala.
‘Woman of the Hour’ er helt grundlæggende en historie om vold mod kvinder. Den åbenlyse, bestialske slags begået af personer som Alcala. Men også den mere passive og, til tider, uigennemsigtige slags, som kvinder møder i deres hverdag.
Og som så mange andre historier af den art må filmen som konsekvens forholde sig til adskillige paradoksale problemstillinger. Hvordan portrætterer man for eksempel grov vold som mord eller seksuelle overgreb uden enten at fremstå hvidvaskende eller udnyttende og lummer i sin fremstilling? Hvordan giver man de kvindelige karakterer agens uden samtidig at stille dem til ansvar for de ugerninger, der begås mod dem?
Denne balancegang formår ‘Woman of the Hour’ at gå med overbevisende sikkerhed. Alcalas forbrydelser skildres med et nøgternt blik, der dog samtidig er empatisk og respektfuldt over for ofrene. Ligeledes fremstilles den hverdagssexisme, som Bradshaw oplever, med nuance. Den er sjældent ondsindet, men ofte blot et udtryk for dumhed og dovenskab. Mændene og kvinderne, der befolker universet i ‘Woman of the Hour’, er ikke monolitter. Bortset fra Alcala er ingen af dem helt onde eller helt gode. De er menneskelige og fejlbarlige, og det føles meget virkeligt. Det er i sig selv både et håbefuldt og urovækkende budskab.
Trods filmens ret specielle præmis, der nemt kunne være blevet sensationalistisk – især når man tager i betragtning, at der er tale om et true crime-forlæg – formår filmen at holde igen. I ‘Woman of the Hour’ er vold mod kvinder både grusom og subtil, abjekt og uendeligt genkendelig. På én gang rystende og relaterbar.
Skuespil
I hovedrollen som Bradshaw er Anna Kendrick, der også har instrueret filmen. Hun leverer en ganske fin præstation. Bradshaw er en klassisk Anna Kendrick-everywoman-karakter, som er nem at spejle sig i og fungerer godt som hovedperson. Det er ikke nogen skelsættende fremførelse, men det behøver den heller ikke at være.
Med Rodney Alcala-karakteren er der til gengæld mere på spil. Ligesom med filmens manuskript må skuespiller Daniel Zovatto navigere en hårfin balance, hvor seeren både skal forstå, hvordan Alcala kunne overbevise sine ofre til at stole på ham, uden at gøre ham til en karikeret, “sexet” superskurk. Det lykkes Zovatto særdeles godt med. Hans præstation som Alcala er afvæbnende og næsten charmerende. Men det er en skrøbelig facade, der ved den mindste provokation afslører et utroligt dystert og aggressivt sind.
Han er uhyggelig. Men han er også ynkelig. Og på sin vis menneskelig. Zovattos Alcala er ikke et overnaturligt og uovervindeligt monster. Han er bare en ond og patetisk mand med dårlig impulskontrol, der føler sig berettiget til at gøre grufulde ting mod andre, blot fordi han er fysisk stærkere.
Visuelt
Visuelt halter filmen desværre gevaldigt.
Den er ganske udmærket filmet af fotograf Zach Kuperstein, der har en baggrund i gyserfilm – og det kan mærkes. I de scener, hvor filmens kvindelige karakterer er i sikkerhed, får miljøet lov til at ånde, mens scenerne med Alcala i højere grad fremstår klaustrofobiske. Ofte optræder Alcala som en skyggeagtig figur i lærredets periferi, mens kameraet er stramt fokuseret på de kvindelige karakterer.
Når jeg alligevel siger, at det visuelle indhold halter, skyldes det, at filmens production design og, især, kostumer og makeup er decideret dårligt udført. ‘
Parykkerne er forfærdelige, stilen uinspireret, og både hår og makeup er ofte historisk ukorrekt. Og er der ingen gode undskyldninger. ‘Woman of the Hour’ har et væld af film og tv-serier, der foregår i 1970’erne, at lade sig inspirere af. Faktisk har filmen et væld af film og tv-serier, der foregår i Californien i 1970’erne og handler om seriemordere, som den kunne have trukket på. Men det er ikke det visuelle udtryks undervældende karakter, der frustrerer mig mest.
Efter Bradshaw har medvirket i datingprogrammet i filmen, bliver hun spurgt: “Did you feel seen?” Hertil svarer hun simpelt, men direkte: “I felt watched.”
Idéen om kvinden som objekt for det patriarkalske blik er noget, ‘Woman of the Hour’ engagerer sig meget konkret med: Bradshaw betragtes af tv-studiets kolde kamera, mens Alcala studerer og fotograferer sine ofre med sit kamera, inden han dræber dem. I filmen er kvinden overvåget og beluret af rovdyrsagtige blikke. Hun er et objekt, og det er en kritik af en patriarkalsk kultur, som filmen kritiserer. Men det er også en kultur, den deltager i.
For i ‘Woman of the Hour’ er kvinder smukke. Nej, ikke bare smukke – de er forskønnede. Udsmykkede. Den hjemløse teenager har nyligt blegede, kridhvide tænder. Den fattige skuespiller, der ikke har råd til at betale sin husleje, render rundt med falske øjenvipper i hver eneste scene. Kvinden, der lige er hoppet ud af badet for at bære tunge møbler op i sin lejlighed, har perfekt stylet pandehår – og synlig makeup på. Og ja, det er jo bare Hollywood. Men når filmen med en attitude af overlegenhed gør grin med casting-agenterne, der vil se Bradshaw i en bikini, eller tv-værten, der ønsker hende i en mere sexet kjole, er det simpelthen for fjollet at overvære den pynte sine kvindelige karakterer som for at sikre, at de er attraktive nok til at kunne vinde publikums empati.
Musik og lydbillede
Ligesom det visuelle udtryk er lydbilledet i ‘Woman of the Hour’ ærligt talt temmelig undervældende. Der er meget, meget lidt at sige om det. Det er ikke forstyrrende dårligt, men snarere intetsigende. Og det er i grunden utroligt, når man tænker på, at 1970’ernes musik er en guldgrube af muligheder for at krydre en film. Alligevel er musikken i ‘Woman of the Hour’ så godt som ikke-eksisterende.
Lydbilledet er fladt og uinspirerende, uden dog at stræbe efter en naturrealistisk effekt. Det føles som en overset chance for at forstærke filmens stemning eller tematiske tyngde.