Mesterinstruktøren Sam Mendes (Skyfall, Spectre og American Beauty) er tilbage med Første Verdenskrigsdramaet ‘1917’ – der af internationale medier kaldes den hidtil bedste krigsfilm siden Steven Spielbergs Saving Private Ryan – og Nordisk Film Distribution kan i dag afsløre at filmen eksklusivt får premiere i Danmark d. 2. januar 2020 – som det første land uden for USA.
De danske biografgængere får en ekstra julegave når de før briterne, tyskerne, franskmændene, ja før alle andre end amerikanerne, kan opleve Første Verdenskrigsdramaet ‘1917’ i de danske biografer. Kun amerikanerne får mulighed for at se filmen før, da de har premiere 1. juledag i år.
Den internationale presse er ikke i tvivl og kalder ‘1917’ for den bedste krigsfilm siden Spielbergs nyklassiker Saving Private Ryan samt den rene filmmagi (Forbes). I går blev Golden Globe-nomineringerne offentliggjort og med hele tre nomineringer, Bedste film – drama, Bedste instruktør til Sam Mendes og Bedste originale score til Thomas Newman, er der god grund til at glæde sig til 2. januar 2020!
Handlingen
Da Første Verdenskrig er på sit højeste kastes de to unge britiske soldater, Scofield (George MacKay, kendt fra Captain Fantastic) og Blake (Dean-Charles Chapman, kendt fra Game of Thrones) udi en tilsyneladende umulig mission. I et kapløb mod tiden må de krydse fjendtligt territorie for at levere en besked, der vil forhindre et altødelæggende angreb på hundredvis af britiske soldater – heriblandt Blakes egen bror.
I de øvrige roller ses stjerner som Benedict Cumberbatch, Richard Madden, Colin Firth og Mark Strong.