Allerede inde showet fik premiere, havde det oplevet modgang. Mange mente, baseret ud fra traileren, at showet var en skændsel, der udelukkende gik ud på at bodyshame teenagere. Der var sågar nogle, der startede en underskriftsindsamling for at få Netflix til at aflyse programmet. Dette vækkede selvfølgelig min interesse, og jeg var nødt til at binge-watche hele serien, da den kom ud i fredags. Læs min dom her:
Koncept
Serien handler om 17-årige Patty, der har været overvægtig hele hendes liv. Hendes liv ændres drastisk, da hun kommer op og slås med en hjemløs om en chokoladebar. Hun bliver indlagt og kan ikke spise fast føde i tre måneder. Dette betyder, at hun taber alle de kilo, som hun længe har kæmpet med og er pludselig tynd og lækker. Hun tiltrækker opmærksomhed fra Bob, en 45-årig mand der arbejder som advokat, men i sin fritid er coach for piger der deltager i skønhedskonkurrencer. Sammen vil de hævne sig over de personer, der har mobbet hende.
Det lyder da meget godt ikke? det tænkte jeg også først, da jeg læste synopsis til showet. Problemet er bare at ‘Insatiable’ er så meget mere end bare det her. Der er fyre der har sex med deres venners mødre, en teenager der bliver forelsket i sin coach, en på stoffer og en masse folk der har hemmelige crushes på hinanden. Det er som om, at showet vil for meget, og derfor bliver det hele lidt rodet. Serien er i bund og grund satire, hvilket producerne bag serien også har udtalt. De ønsker at overdrive forskellige samfundsproblematikker så meget at det virker latterligt. De prøver at skabe så forfærdelige stereotype karakterer, som ifølge dem skal få en til at tænke, at man aldrig skal være som dem. Problemet er bare at det ikke lykkedes.
Cadeau til producerne for at prøve at skabe opmærksomhed omkring problematikker som bodyshaming, homofobi og racisme, det er jeg helt klart fortaler for, at de gør. Problemet er bare, at de griber det an på en helt forkert måde, ifølge mig.
Udførelse
Det er her, at serien rammer helt ved siden af. Jeg tror på, at producerne har de rigtige intentioner, men det modtages ikke rigtig af publikum. Da de sad og skrev manuskriptet lød det hele sikkert rigtig fint og sassy, lidt “Mean Girl”- stil over det. Men det oversætter bare ikke rigtigt på skærmen. Mange af replikkerne er sikkert tiltænkt til at folk skal grine, men det er der ingen der gør. Ja det er satire, og det er meningen, at det skal være overdrevet og voldsomt, men det er som om, at de har kørt over stregen med 180 km/t.
I et show, der er tiltænkt teenagere bør der ikke være karakterer der siger “skinny is magic”, “Hun er dum, fordi hun var underernæret i Kina” eller “Bisexuals er ligesom dæmoner og aliens, de eksisterer ikke”. Det sender det forkerte udtryk, selvom man (forhåbentlig) godt ved, at producerne ikke deler denne holdning. Måske er det bare mig der er sart, men jeg sad og måbede over nogle af disse replikker. De gjorde mig irriteret, hvilket selvfølgelig også er intentionen, men problemet er, at jeg ikke følte, at det var virkeligt. 
Hvis de havde skruet lidt ned for dramaet og satiren og havde fået showet til at virke mere realistisk, vil det havde ramt mig mere personligt, når karaktererne sagde onde ting. Her virkede det bare åndssvagt, fordi det var så “over-the-top” at man godt ved, at det ikke er virkeligt. Det fik mig til at føle som den meget passende gif af Bob fra serien til højre for teksten.
Hele serien føles lidt som en tabt mulighed for at skabe noget råt og ærligt om teenageres kamp med sig selv, om at være den mest perfekte version af sig selv. Hvis bare showet var blevet udført bedre tror jeg, at det vil have været rigtig godt.
Det er svært at tage showet og dets budskab seriøst, når det er så overdrevet. Efter et par episoder bliver man helt følelseskold overfor de hårde replikker, og ser serien som tom dum underholdning.
‘Insatiable’ skal dog have points for deres visuelle stil. Det komplementerer satiren rigtig godt og er med til at underbygge hele ideen om at gøre alt overdrevet. Dog er det tydeligt at se at skuespilleren Debby Ryan, der spiller hovedrollen Patty, har et fatsuit på i de første par episoder, hvilket de burde kunne have gjort mere usynligt.
Kontinuitet
Efter de tre første episoder er det som om, at producerne er faldet lidt ned igen, og serien bliver lidt mere normal (så normal en serie om en pige, der slår en mand i hovedet for en chokoladebar kan blive). Dog fortsætter den sin satiriske tilgang, som den holder fast i til det sidste.
Et af de andre store problemer som jeg har med serien, er dens evne til at opbygge et emne for derefter at droppe det med det samme. Jeg kan desværre ikke underbygge dette argument uden at spoile for meget, men der er et tidspunkt, hvor der bliver lagt så meget fokus på en karakter, for at hun så lige pludselig forsvinder og ikke er med resten af sæsonen. Serien hopper fra det ene til det andet, hvilket er meget forvirrende. Showet er som et cirkus på syre, hvor man ikke ved hvor i manegen, man skal kigge hen.
I lang tid er der meget fokus på Patty og hendes skønhedskonkurrencer, men så er det som om efter episode 8, at det næsten ikke betyder noget mere. Man bliver som seer hele tiden introduceret til noget nyt, som ofte bliver droppet med det samme. Det er desværre også der at der er problemer med at levere seriens budskab. Da tempoet er så højt, når de ikke at gå i dybden med så meget. Det at være homoseksuel bliver diskuteret en del gennem serien (dog mest hvor karaktererne udtrykker at homoseksualitet er djævlens værk), men mange andre emner bliver kun lige berørt, før man er videre.
Karakterer
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at alle karaktererne er forfærdelige mennesker. Det er ikke et chok, da det jo er satire, men det er anstrengende at følge med i et plot gennem 12 episoder, hvor man ikke finder en enkel af karaktererne sympatiske. Hovedpersonen Patty er helt klart den værste. Hun tror, at det er i orden at være led nu, hvor hun er tynd. Og det værste er, at hun altid slipper væk med tingene, om det så er at sætte ild til nogen eller lyve. Der er ingen tvivl om, at producerne har gjort Patty så u-attraktiv som mulig, når det gælder hendes personlighed. Det har jeg fuld forståelse for, og synes egentlig også, at det er fedt. Jeg vil bare ønske at nogle af karakterne udviklede sig, men de sidder alle sammen fast. Der sker ingen ændring, hvilket gør det kedeligt og trist.
Skuespillet er generelt fint nok taget i betragtning af, at de skal overspille. Især gør skuespilleren Kimmy Shields, der spiller Nonnie og Debby Ryan det godt. Dog er der mange af de andre, der ikke er værd at nævne.