De fleste nulevende mennesker i den vestlige verden har en eller anden form for relation til tegneserie eller tegnefilm. For de helt gamle, så voksede de op med ‘Tom & Jerry’, ‘Skipper Skræk’, ‘Looney Tones’ eller Disneys kortfilm med Mickey Mouse, Anders And, Fedtmule osv. Så vil du sikkert sige, “Jamen, det er jeg jo også vokset op med”, ja det har vi alle sammen, men her mener jeg tegneserie-shows, som definerede den generation vi er en del af. For mange børn i dag, så vil det sikkert være det, som de ser på i ‘Disney Sjov’ lige nu, med shows som ‘Phineas og Ferb’ eller ‘Kim Possible’. Men denne skribent tager lige et kig tilbage i hans eget arkiv af minder, hvoraf vi taler om tegneserie-shows fra 80’erne til midt 90’erne.
He-Man and the Masters of the Universe / 1983 -1985
Var man et barn af 80’erne, ja så er der stor sandsynlighed for, at man så også var fan af He-Man. Det hele startede som en succesfuld legetøjsserie fra Mattel, der så udviklede sig til et tegneserieshow indenfor et år efter, at det første stykke legetøj kom ud på markedet. ‘He-Man and the Masters of the Universe’ blev hurtig en succes i fjernsynet, og i dag anses serien som vaskeægte kult og et skud nostalgi, for de i dag vokse fans. Denne skribent slugte det hele råt, og elskede endda spin-off serien ‘She-Ra’, som var He-Mans tvillingesøster. Alt legetøjet ejede jeg også, med slottet, Castle Greyskull som kronen i samlingen.
Copyright: Mattel / Filmation
Thundercats / 1985 – 1989
Måske ikke voldsomt kendt i blandt “mainstream-folket”, men ‘Thundercats’ er i den grad en stor ting uden for de danske grænser. Det er ret basalt de gode mod de onde, hvor forskellen er at karakterne er rumvæsen-katteagtige mennesker. Jeg vil gerne indrømme, at det ikke var et show, som jeg dyrkede meget. Men, jeg synes som barn den var ganske fornøjelig, og så er introsekvensen lige i øjet!
Copyright: Warner Bros.
The New Adventures of Zorro / 1981
Fra jeg var spæd af var jeg en Zorro-tosse. Det var nok den første helt, som jeg kan huske jeg blev bidt af. På fjernsynet kørte der nye såvel gamle serier med denne måske første “superhelt”. Karakteren blev skabt tilbage i 1919, og han har mange ligheder med en mere berømt helt, der senere blev skabt… Batman. Begge har en rigmand, der om natten klæder sig ud som deres alter ego. Begge helte har en hemmelig hule under deres bolig, og hvor Batman har sin batmobil, så har Zorro sin sorte hest, Tornado. Jeg kan huske at min far købte en samling VHS-bånd til mig, med ‘The New Adventures of Zorro’ til mig, da jeg var omkring de 4 år. Serien var med dansk tale, men kan slet ikke erindre om at den blev vidst på dansk tv. I alt blev det kun til 13 episoder, men for Zorro-fans, store som små, så er dette et solidt show.
Inspector Gadget / 1983 – 1986
Det kan godt være at denne detektiv er cyborg, der har alle mulige tricks og smarte fiduser oppe i ærmet, men han er enorm klodset. Tegneseriens svar på ‘Den lyserøde panters’ egen Inspector Clouseau, der i stedet er en robot og har navnet Gadget. Vores klodsede helt for hjælp af pigen Penny og hendes hund, som hele tiden må hjælpe Inspector Gadget fra at ende i kløerne på…. ja, Dr. Klo, som er hovedskurken. Husker serien som ganske fornøjelig, det samme kan ikke siges om filmene, der af Disney blev lavet omkring årtusindskiftet.
Dungeons & Dragons / 1983 – 1985
Jeg er og har aldrig været den store fantasy-fan. Hverken rollespil, cosplay eller strategi-brætspil sagde mig ingen ting, heller ikke ‘Dungeons & Dragons’, som var et meget berømt brætspil, der blev spillet febrilsk af mine storesøstre. Dog, så kan jeg bestemt huske ‘Dungeons & Dragons’ tegneserie-showet, som jeg engang i mellem var heldig at fange i tiden efter Danmarks Radios monopol blev brudt (ja, så gammel er jeg), på Kanal 2, som senere blev Tv Danmark og nu er blevet flere kanaler (b.la. Kanal 5). Ved årtusindskiftet kom der sågar en ‘Dungeons & Dragons’ film, som intet har med tegneserie-showet at gøre, og som er en ren pinsel at overvære!
Teenage Mutant Ninja Turtles / 1987 – 1996
Dette er absolut mit største barndomsminde, hvad angår tegneserieshows. Fra starten af var jeg en ægte fanatisk Turtle-tosse, og det fede var, at man stort set kunne eje alt, hvad der var i showet, som var lavet om til legetøj. Og det var også seriens rigtige formål, at sælge legetøj. Men dette storslåede eksempel på god kapitalisme var altså også mere end det. Serien havde en holdbar historie, og karakterene var über fede. Tror ikke der var et drenge-barn i min skolegård, der ikke diskuterede om hvilken af skildpadderne de var. Min favorit var Michelangelo, da han synes at være humoristen… ligesom mig selv. Der er efterfølgende lavet flere serier og film, men af filmene, så er det kun den første fra 1990, som jeg synes er holdbar. Og for resten, hvis dette ikke er den fedeste intro nogensinde, ja så kald mig bare Klaus Ole!
Motormus fra Mars / 1993 – 1996
Selvom det er en af mine senere minder, så er mit sind noget sløret hér. Jeg kan da huske at jeg lurede serien på morgen-tv, og at jeg ejede noget legetøj, som var noget at det sidste jeg legede med, før jeg ene og alene begyndte at spille computer eller se film.
Spider-Man / 1994 – 1998
Er i dag ikke den store Comic-nørd, men det var jeg som barn. Batman var min favorit, men når det kom til Marvel, ja så var det Edderkoppen, der blev samlet på. Tegneserie-showet med titlen, ’Spider-Man’, er nok serien som gav fornyet energi til karakteren, universet og ikke mindste Marvel. Husker serien som til dels mørk og meget action-præget.
Batman: The Animated Series / 1992 – 1995
I lyset af to succesfulde Batman film instrueret af Tim Burton, så udkom dette show. Og lad det være sagt med det samme… bedre findes der ikke! ’Batman: The Animated Series’ er vel nok det bedste tegneserie-show, der nogensinde er skabt. Dette mener jeg ikke, fordi jeg er Batman-fan, men fordi det tydeligt er sandheden. Det hele svinger: Det visuelle, stemmerne, historien, lyden… ja, you name it! Min første oplevelse med denne serie var i Snurre Snups Søndagsklub med Bubber, og det eneste jeg ventede på var denne serie.
Freakazoid / 1995 – 1997
Hvor ’Batman: The Animated Series var det bedste man kunne diske op med, så var ’Freakazoid’ måske noget at det skæggeste. Her er en helt som ikke er særlig ”super” eller fungere som en rollemodel. Nej, han er fuldstændig som titlen afslører… helt gak gak! Serien er en stor parodi på de rigtige superhelte såvel popkultur.
James Bond Jr. / 1991 – 1992
Vidste du at James Bond havde en nevø, der åbenbart også ”leger” agent? Nej, men det er scenariet i dette barndomsminde. Som sådan var serien ikke fantastisk, men det var ganske hyggeligt tidsfordriv for en som mig. Havde skam også noget legetøj fra serien, men det var ikke ligeså skægt at lege med, som Ninja Turtles, He-Man eller lign.
Swat Kats / 1993 -1994
Absolut ynglings tv på kanalen Cartoon Network, før det hele blev for børnevenligt, pga. fremtidige curling-forældres klagen! ’Swat Kats’ er en meget mørk serie, der til tider overhovedet ikke er for dem under 7, med mindre de kan lide at blive skræmte. Serien var nok på kanten, men jeg knus elskede det hele, måske fordi jeg allerede var hærdet… og underlig!
Jonny Quest / 1996 -1997
’Jonny Quest’ blev for første gang lavet som tegneserie-show i midt 1960’erne. Karakteren er blevet forsøgt genoplivet flere gange, men det er 90’er versionen som står bedst i mine nostalgiske erindringer. I serien møder vi den unge Jonny, der bekæmper international kriminalitet sammen med hans buddies. Husker serien som meget actionpræget, samtidig med at dette også var tiden, hvor jeg begyndte at lade være med at se tegneserier, og i stedet lave teenage-ting. Men dette er endnu en Cartoon Network-perle!
Rip, Rap og Rup på eventyr / 1987 – 1990
Da programmet ’Disney Sjov’ begyndte, der var ’Rip, Rap og Rup på eventyr’ (’Ducktales’ på engelsk), det første som blev sendt. Jeg var den første generation af de børn, som sad klistret foran flimmerskærmen hver fredag klokken 19, og den dag og klokkeslæt har ikke ændret sig lige siden.
Ja, så nåede vi i mål. Der kunne sagtens være flere minder, som kunne presses ind, men så ville det føles som om, at du gennemlæser ’Den uendelige historie’. Hvad er dine favorit-minder fra fjernsynet dengang du var barn? Skriv endeligt nede i vores kommentarfelt! Og, hvis du undre dig over, hvad der var før ’Disney Sjov’, ja så var der noget som hed: ’Så er der tegnefilm’. Det var sølle 20 minutter, 1 gang om ugen, hvor vi børn kunne se tegnefilm fra Monopolet DR. Her er introen, og så kan du også se, hvor kedelig tv-programmet så ud en fredag aften på den eneste eksisterende kanal i kongeriget anno 1986.