Action-ad-libitum for alfahanner og knytnæve-kampe for kvindekønnet!
Er actionfilm egentlig blot tomhjernet bulder og bragesnak, der har ræset på reservetanken lidt for længe blandt macho-medløbere og opblæste egomane mandfolk? Eller måske er det på tide, at vi sætter en streg over denne hellige helvedeskonflikt, der bygger på idiotiske indbildske overbevisninger om, hvordan specifikke genrer tilknytter sig specifikke køn. Der er jo nærmest mænd, som påstår, at de har mistet både værdighed og muskelmasse efter en omgang klistret kærlighedsfilm, alt imens kvinder udtrykkeligt og nærmest i protest himler med øjnene, når den næste højtsvævende og storstøjende actionscene eksploderer på lærredet…
Men måske var det på tide at sætte en stopper for de konstante kontra-kontroverser, som i øvrigt er komplet ligegyldige ar bruge tid på. Det behøver ikke at ses som en straf, når man bliver hevet med over på modsatte side af sine faste filmrammer – bare for en enkelt stund. Alle genrer burde have noget at byde på for alle køn, men spørgsmålet er, om den nyeste ’Mission: Impossible’ kan konvertere kvindekønnet til at lade sig underholde af Tom Cruise og resten af IMF – eller bliver det her mon en mission for umulig at gennemføre? Jeg har, med henblik på dagens tema, taget min søster, Mette, med på denne højhastighedsrejse af ypperste kaliber i selskab, med den femte film i ’Mission: Impossible’ filmserien, hvor hun vil byde ind med sin egen mening undervejs, samt hvor pigerne står henne, når action-delikatesserne lyser lærredet op. Så spænd sikkerhedsbæltet og lad os gå undercover!
Historie
Efter at være forsøgt slettet fra alle databaser i forbindelse med deres sidste mission, er det nu officielt lykkedes CIA at sætte Ethan Hunt og resten af IMF ud af funktion kort efter endnu en krævende opgave, foretaget uden for myndighedernes rækkevidde. Deres metoder var måske hverken bombesikrer eller dødsikrer, men til gengæld fik de opsamlet dét affald som ingen andre organisationer i verden kunne komme i nærheden af, for så derefter at overlevere det til nogle folk, som på ingen måde havde forståelse for, hvor usikker verden var, for blot ti minutter siden… Alligevel ser myndighederne ingen grund til at lade IMF eksistere længere, og omvender i stedet teamets toptrænede agenter til stillesiddende skrivebordsarbejde eller kedsommelige rutineopgaver. Men da Ethan Hunt jo altid har været den mere selvtænkende og selvhandlende type, nægter han at opgive sig selv eller sin forsatte jagt på at fuldføre sin uafsluttede mission – at udrydde det usporlige Syndikat.
Denne hemmelighedsholdte håndfuld agenter lever alle med ikkeeksisterende identiteter, i den forstand, at de alle er tidligere toptrænede agenter, som enten har forladt, eller er blevet smidt ud fra, deres tidligere professionelle position, for så i stedet at gå uafhængigt undercover under Syndikatets tjeneste. Hunt finder dog hurtig ud af, at dette er en mission der er for umulig at udføre som enemand, hvilket får ham til at indhente sine tidligere kollegaer, fra det ellers udslettede IMF, for at udføre hvad der måske bliver deres sidste mission. Men til trods for at supergruppen nu er blevet til en samlet enhed endnu engang, så er de blot en mindre brik i et større puslespil, som hverken følger reglerne eller forstå simple menneskelige værdier. Det hele er nemlig styret af en mand ved navn Solomon Lane, som er en koldblodig og kynisk skikkelse, der opererer med et fast greb omme bag facaden med sin skarpe intelligens og fuldkomne uforudseelighed. Men hvordan sender man en sporløs organisation ud af spillet, som laver deres egne regler, og opererer uden for slagets regelmæssige rammer?
’Mission: Impossible’ er en filmserie, der for alvor forstår hvordan man respekterer og renoverer et klassisk koncept med fuld fart over feltet! Alle filmene er fyldt til bristepunktet med spændende spionravage, innovative action opsætninger, samt en håndfuld hurtigaffyrede replikker, der for det meste rammer plet inden for genren. Men det er bestemt også begrænset, hvor længe man kan underkaste sig umulige missioner og gennemleve kringlede plotkonstruktioner, før lunten stille og roligt brænder ud. Derfor spørger du formentlig også, om denne mission rent faktisk har fejlet i sit forsøge på at hive sig selv helskindet hjem fra hæsblæsende action og skumle skurke, uden den mindste skramme på sig? Vil det sige, at instruktør, Christopher McQuarrie, efter at have påtaget sig den umulige opgave i at genskabe succes for femte gang i spionuniverset, desværre må se IMF for alvor være sat helt ud af spillet?
’Mission: Impossible – Rogue Nation’ er på mange måder en solid efterfølger til i successerien, selvom opskriften ikke længere er den her dødsensfarlige cocktail, som det startede ud med at være. Men til trods for at denne femte film i serien ikke altid får mikset sine eksplosive kemikalier korrekt sammen, så er kemien blandt karaktererne fortsat en perfekt sammenkogt kompot, og desuden det perfekte team til at sætte en stopper for Syndikatets fjendtlige komplot. Simon Pegg som Benji er stadig morsom og underholdende, mens Ving Rhames vender stærkt tilbage som mesterhackeren, Luthor Stickell. Tom Cruise er, i en alder af 53 år, stadig præcis så overbevisende i skikkelse af teamlederen, Ethan Hunt, som han var i den første film – både som skuespiller og som stædig stuntman.
Højdepunktet, med Cruise på siden af et kæmpe militærfly, der rent faktisk letter med skuespilleren, kommer forholdsvis tidligt i filmen – men til gengæld får den nyeste mission lige en ordentlig dosis ”daredevil medicin”, så filmen er hurtig og højtflyvende allerede fra start! Men denne åbningsscene har dog alligevel gjort publikum en anelse for vindblæste til, at nogle af de efterfølgende begivenheder nogensinde når i nærheden af samme vindstødseffekt som før. Plottet suser nærmest forbi, uden at man er helt klar over hvordan og hvorfor, hvilket godt kan fjerne lidt af den der intense følelse af spænding, som man oftest får, når plottet er på plads og skurkene skruet ordentlig sammen. Men selvom filmen tydeligvis er enig med sig selv om, hvornår den er klædt på til action, så mangler publikum altså lige at blive informeret om selve missionen noget nærmere. For ellers kan det altså godt blive svært at have følelse og forståelse for de gode, såvel som de onde, hvis vi ikke er klar over hvem de er og hvorfor de er til stede.
Mette Bjerg – Man var ofte lidt forvirret over, hvilken side Ilsa var på, og selvom det måske var meningen, at man skulle være usikker på, hvem hun var med, så kunne det godt være gjort bedre. Til gengæld passer historien meget godt ind med de andre, som også handler meget om bedrageri og hemmelige missioner.
Sådan fortsætter filmen faktisk det meste af tiden, uden sådan rigtig at præsentere sit publikum for herlighederne. Selvfølgelig er filmens omdrejningspunkt et skjult syndikat, som lader til, at opererer totalt uden for alles synsvinkler, samtidig med at vores elskede team trods alt er lige så meget på bar bund, som vi er. Men selvom det er dejligt at være en del af teamet, så er fordelen jo ved filmmagi, at man lige kan tage et smut forbi skurkehulen og overlytte et par vigtige informationer, for så at vende tilbage til den igangværende mission igen. Der mangler lidt en rødglødende tråd igennem det hele, som fastholder både forståelse og spænding igennem filmen. Det bedste vi har at gå efter, er en harmløs papirsketch af den formodentlige fjende… Så naturligvis glæder vi os bravt til at blive introduceret til ham, men her falder filmen også et par højder, desværre. Det skal nævnes, at ’Mission: Impossible’ filmene næppe af haft den stærkeste holdopstilling på skurkefronten gennem tiden, hvor den afdøde Philip Seymour Hoffman muligvis er det bedste bud, vi har fået hidtil.
Nu hvor serien er skiftet til femte gear, havde man dog håbet på lidt mere fjendtlighed fra fjendens side af, men hverken hovedskurk eller sideskurke er noget at klappe i hænderne over. Sean Harris spiller rollen som manden bag syndikatet, Solomon Lane, og ud over det grinagtige navn, så er hans person også rigelig morsom i sig selv. Jeg må indrømme, at jeg havde det ret svært ved at tage hans skurkerolle seriøs, som jo skulle forestille at være den her ondskabsfulde opponent af en ond satan, der holder hver en høj magt i sin hule hånd. Det er bare lidt svært at lade sig skræmme, når det bedste hr. Harris kan levere, er en sløj imitation of noget der minder om Marlon Brando i ’The Godfather’ – et mildest talt mislykket forsøg på at skabe en intimiderende accent, formentlig skabt til at få publikum til at svede af frygt, men i stedet får dem til at græde af grin. Men som man siger, overdrivelse fremmer forståelsen, for selvom jeg aldrig græd af grin, så trak jeg da på smilebåndet en enkelt gang eller to i visse scener, hvor jeg var ret så sikker på, at jeg burde have været stum og afskrækket i stedet.
Jeg var tidligere inde på den actionmættede åbningsscene, hvor instruktør, Christopher McQuarrie, viser, at han virkelig forstår, hvordan man kreerer en bundstærk fornemmelse for højdestræk af allerøverste luftlag. Derfor er det vel kun passende, at diskutere noget som serien til gengæld har gjort det ret godt med fra start af – de intense og overbevisende actionsekvenser! Tom Cruise skulle jo aboslut overflyve sine tidligere bedrifter i serien, hvor han blandt andet, i den forrige film, kravlede mere end 800 meter oppe på verdens højeste bygning, Burj Khalifa. Nu hævede han så lige højden for dette stunt – både med hensyn til den billedlige højde og den faktiske højde. Der er ingen tvivl om, at når man er i besiddelse af en scene med Tom Cruise fastspændt til siden af et fly, så kommer det til at se overdrevet fedt ud lige meget hvad. Men når man rent faktisk gør det, uden brug af computereffekter, men i stedet flyver skuespilleren halvanden kilometer over jorden med et kamera fastgjort til vingen, så er der ingen tvivl om, hvor ægte det føles i den færdige film.
Dette bringer mig til hvor godt diverse actionscener fungerer, hvis de rent faktisk er udført på overbevisende manér. Der er desværre en del steder i ’Rogue Nation’ – også iblandt de virkelige stunts – hvor der er gjort brug af computereffekter for at ”fremme” en given scene. Sådan noget ærgrer mig virkelig, fordi man jo ved, at der er folk der har arbejdet hårdt for at få det til at se realistisk ud, for så derefter at se det blive tilsølet i CGI eller få tilføjet hurtig klipning. Eksempelvis har Tom Cruise trænet sig selv op, til at kunne holde vejret i hele 6 minutter, men alligevel vælger instruktøren ikke at filme scenen med minimale klip – eller bare et langt take, hvilket selvfølgelig ville have været optimalt, men måske også uden for rækkevidde med hensyn til sikkerhedsprocedure. Det er en skam, for det havde for alvor tilføjet noget til følelsen af virkelig fare… Og forresten, i hvad der måske er filmens sande højdepunkt, ser vi en intens biljagt gennem de smalle gader i Marokko, med Hunt og Benji bag rettet. Disse sekvenser fejler ikke noget med hensyn til opsætning og udførelse, men så glipper det alligevel for instruktøren til sidst, hvor jagten ender brat – bogstavlig talt. Scenen afsluttes dog heldigvis med morsomme replikker og anden akt af selvsamme actionscene, men måden som den første akt endte på, er så langt ud latterligt og fysisk umuligt, at man mister grebet om realismen, og derfor også fornemmelsen for, at der en sand risiko til stede for karaktererne.
Mette Bjerg – jeg var vild med den intense undervandsscene, biljagten og åbningsscenen med flyet! Så når det godt kunne blive lidt langtrukken i længden med det forvirrende plot og de stillestående punkter, så kom der ofte en vild actionscene lige bagefter og reddede det.
Skuespil
Det er aldrig den letteste mission i verden at bedømme skuespillet inden for action genren. Men så må man bare tage røntgenbrillerne på og se igennem fingrer med hensyn til den lille tidslomme, som skuespillerne oftest har at vise deres evner i – når altså de ikke hopper rundt på bygninger eller løber fra store eksplosioner. Tom Cruise har spillet rollen som actionhelt utallige gange gennem sin karriere, så det burde ikke være en overraskelse, når jeg siger, at han efterhånden er toptrænet inden for faget. Den femte mission som Ethan Hunt giver ham da også en enkelt scene, hvor han kan give den lidt ekstra gas, men interrogationsscenen i ’M:I-III’ er stadig den mest følelsesladet og veludførte i serien, hvor Cruise virkelig kan køre sit skuespil helt ud til kanten. Ving Rhames som Luthor Stickell vender også tilbage, men han virker mere som en hurtig tilføjelse til teamet i sidste minut, end den trofaste højre hånd til Ethan Hunt, som han rent faktisk er. Simon Pegg som Benji er altid et dejligt syn, men selvom han ikke står ligeså skarpt som i den forrige film, så er han stadig en skuespiller, der lige tilføjer det der ekstra lag legende lethed til de seriøse såvel som de useriøse indslag. Dette gør filmen til en bedre og mere underholdende oplevelse undervejs, i stedet for at fastholde en kedelig opblæst attitude, nu når filmen alligevel helst vil være en god omgang hæsblæst action med fuld fart fremad.
Mette Bjerg – Benji-karakteren var rigtig underholdende, og han havde sjove replikker. Han spillede virkelig godt, og fik gjort mange af de mere seriøse scener til et sjovt indslag. Jeg synes, at skuespillet generelt var ret godt, også i den grad i actionscenerne.
Rebecca Ferguson, i rollen som seriens nye babe, er en benhård kvinde med sans for rå kampsport og raffinerede rideture… tja, det sidste vil forhåbentlig give mere mening når du ser filmen. Alec Baldwin er en fantastisk tilføjelse til serien, men han har desværre ikke så meget at lave, hvilket er en sand skam. Til sidst er der selvfølgelig Sean Harris som hovedskurken, Solomon Lane. Som nævnt tidligere, så har Harris altså ramt fuldstændig ved siden af, med en utrolig fimset og fjollet karakter, uden hverken den ene eller den anden form for rygrad. Han er er hverken særlig sej eller specielt macho, man bare den her spinkle fætter med en trang til at løbe om hjørner med folk – han gør det dog gerne fra en stillesiddende position, og fejler med nogensinde at virke særlig intimiderende, ej heller når han så endelig tager ud for at afslutte jobbet selv.
Visuelt
På billedsiden og blandt det tekniske trummerum, så udspiller opsætningen og udførelsen sig lidt som en konfus svedtur i bombedragt, hvor man hele tiden debatterer med sig selv om, hvilken farve ledning der skal klippes og i hvilken rækkefølge. Filmen er udsyret med fejende flot kameraføring og afdæmpet belysning fra veteran filmfotograf, Robert Elswit, som også stod for den forrige film. Men det er som om, at noget er gået lidt galt på vej til klipperummet, hvor især filmens første kampscene virker fuldstændig saboteret for stil og substans. Man har ingen idé om hvad der foregår, selvom man ofte sagtens kan se, at der har været et par professionelle øjne, der har kigget med undervejs. Eksempelvis er transportjagten filmet i toptunet stil og med fabelagtige varme nuancer og interessante virkelighedstro kameravinkler. Derfor er det bestemt heller ikke hver en scene, der hentyder til en titelændring fra ’Mission: Impossible’ til ’Mission: Flushable’… Heldigvis da.
Mette Bjerg – Jeg kunne rigtig godt lide hvordan de klippede frem og tilbage i en bestemt scene hen mod slutningen, hvor Benji sad i en ret så nervepirrende situation. Det fungerede rigtig godt og skabte god spænding!
Musik og lydbillede
Hvis der er noget som næppe fejler når Cruise går under radaren som Ethan Hunt, så er det et trompeterende lydbillede, som præger alle disse umulige missioner, hvilket nærmest får førhen nævnte radar til at lave nogle imponerende udsving! Det ikoniske soundtrack, er der ikke nogen der kan afvise, som værende én af de absolut bedste, mest passende og mest overbevisende orkestrerede udførelser nogensinde smidt på film! Action er der som sagt også nok af, så larmende eksplosioner og støjende motoriske maskiner skal du skam heller ikke snydes for. ’Mission: Impossible – Rogue Nation’ giver bestemt samtlige actionfilms lydsider baghjul!
Mette Bjerg – Musikken i undervandsscenen var meget nervepirrende, og gjorde virkelig hele scenen endnu mere spændende, og så kan jeg rigtig godt lide det klassiske soundtrack!