Filmanmeldelse: 37

I 1964 blev den 28-årige Kitty Genovese voldtaget og dræbt i lejlighedsbygningen Kew Gardens i Queens, New York. 37 naboer så eller overværede på anden vis mordet, men undlod at gribe ind eller kontakte politiet.

Den danske instruktør Puk Grasten, som også har skrevet filmen, har som sin debut valgt et berygtet og brutalt emne, som stadig hjemsøger USA i dag. I en tale på 30. årsdagen for mordet, omtalte daværende præsident Bill Clinton sagen som symbolsk for udviklingen i det amerikanske samfund, og tidligere i år var sagen det centrale omdrejningspunkt for et afsnit af HBO-serien ’Girls’. Afsnittet blev ved en tilfældighed vist få dage efter at morderen Winston Mosely døde i fængsel. Han blev 81.

Historie

’37’ er ikke historien om Kitty Genovese. Jeg vil anslå hendes samlede tid på skærmen i løbet af filmens halvanden time til ca. 5 minutter. Angiveligt har hendes liv, modsat hendes død, ikke været bemærkelsesværdigt. Efter alt at dømme var hun en vellidt sund ung kvinde med et godt omdømme og god kontakt til lokalområdet. Filmens fokus er i stedet på en håndfuld af de mange naboer, der passivt lod Winston Mosely brutalt myrde Kitty i deres nærhed. Er man istedet interesseret i Kitty selv og en mere direkte tilgang til mordet, kan jeg anbefale den glimrende dokumentar ‘Witness’.

Med et sporadisk introduceret persongalleri, er der ingen egentlig hovedrolle i filmen. Vi møder bl.a. familien Cunningham, med nysgerrige lille Billy, den neurotiske mor Mary (Maria Dizzia), og far Bob (Jamie Harrold) der hellere sidder i bilen hele dagen, og onanerer i smug på toilettet end at være i nærheden af sin kone. Eller den nyligt tilflyttede sorte familie Smith, med den varme jordnære mor Joyce (Samira Wiley), og far Archibald (Michael Potts) som er munter og optimistisk i offentligt rum, men vred og militant bag lukkede døre, hvor han lærer sin lille søn Troy at være hård og at bede til champen Cassius Clay i stedet for Jesus.

Kitty, og hendes mord, agerer med andre ord kulisse for en blanding af mere eller mindre mondæne trivialiteter og familiedrama. Der er et utrolig stærkt budskab i at opleve begivenhederne fra denne vinkel. Et lille glimt af et slag eller knivstik her, et lille kvalt skrig der. Jo længere der går, jo mere tydeligt bliver det hvad der foregår. Men altså ikke tydeligt nok til at løsrive figurerne fra skænderier, stuearrest eller sysler i køkkenet. For vi ved jo hvad der skal ske. Vi ved hvordan det ender. Og hvor sparsomt det end er med konkret fokus på Kitty eller mordet, så gør den tilføjede apati at det hele er mindst lige så grusomt som man forestiller sig. Hvis din tro på menneskeheden i forvejen vakler, kan det være du skal sidde denne film over.

Et sidespor: På vej hjem fra filmen overværede jeg to børn, en dreng og en pige på ca. 8-10 år, nær blev påkørt af en aggressiv billist der ikke ville holde tilbage for hajtænder. På under 3 sekunder sprang en 4-5 mænd hurtigt frem og greb ind og skældte ham ud. Det var utrolig rart at se og mit humør blev øjeblikkelig bedre. Sidespor slut.

Jeg bifalder mange af de valg der er truffet her, men desværre er dramaet og de omkringliggende historier ikke særlig interessante – særligt familien Bernstein (mormor, morfar og det sære barnebarn Debbie) fylder for meget i filmen, og virker næsten som om de hører til i en helt anden historie.

Der er en styrke i at holde det hele fra at blive for højtflyvende eller saftigt. Jo mere trivielt det er, jo mere tragisk er det at ignorere mordet til fordel for det. Men alt har en grænse, og selvom jeg sagtens kan se hvor intelligent det er, var jeg nær min. De fleste af figurerne har ganske få karaktertræk, og er ved filmens slutning ikke ret langt fra arketyper.

Skuespil

Med TV-stjernerne Samira Wiley (kendt fra Orange is the New Black) og Michael Potts (kendt fra The Wire) er meget af talentet samlet i en lejlighed. Der er en kemi og et kropssprog mellem dem så jeg fuldstændig køber idéen om dem som dysfunktionelt ægtepar, og deres drama og konflikter er absolut filmens mest interessante.

Den ditto dysfunktionelle (allitteration bonus!) familie Cunningham med Jamie Harrold og Maria Dizzia er en anderledes underspillet oplevelse. De er den mest kernefamilie lignende husstand i filmen, men tonen er tør og ansigterne udtryksløse. Stemningen skifter overbevisende fra husstand til husstand, men de pludselige toneskift, når man f.eks. går fra Smiths til Cunninghams, er som at hoppe fra en Ferrari over på en cykel. Det ene føles umiskendeligt mere spændende end det andet.

Bernsteins er som sagt hverken Ferrari eller cykel. Barnebarnet Debbie spillet af unge Sophia Lillis, som er den i filmen med nærmeste forhold til Kitty, er en typisk indadvendt OCD-preteen figur, som vi desværre har set dem alt for mange gange før. Hendes historie og figur er afhængig af gimmicks der introduceres i filmens indledende minutter, og som er tydeligt telegraferet til publikum om at være uden betydning, men væsentligt nok til at bruge tid på det. Følelsen af kliché er her uundgåelig og næsten irriterende. Jeg kan ikke afgøre om det er fordi figuren er skrevet som den er, om det er skuespilleren, eller instruktionen, men for mig var dette filmens lavpunkt.

Visuelt

Den rutinerede Adam Jandrup har med sit arbejde på ’37’ begået adskillige genistreger. Dels de hurtige klip af mord utrolig vellykkede, mere antydende end noget andet, men evigt eskalerende. Men den sande bedrift er at Kew Gardens (selvom det ikke er den rigtige bygning fra virkeligheden) allerede fra første minut føles som en medspiller. Filmen er skudt i en umættet farvepalette, som giver et stilistisk og koldt udtryk, og man føler sig øjeblikkelig utryg. Billedsiden er rig på symbolik og er smukt indrammet på skærmen. Et niveau der holdes hele filmen igennem. ’37’ er modbydelig, men smuk.

Musik og Lydbillede

Sekundet overfaldet går i gang starter et psykologisk spil mellem seeren og filmens lydside. Var det du lige hørte inde hos Cunninghams skænderiet du netop forlod hos Smiths, eller var det Kitty der skreg? Hver eneste lyd analyseres, om man vil det eller ej, og er absolut det der gør følelsen af ”SÅ GØR DOG NOGET!!!” virkelig. Det er subtilt, indtil det pludselig ikke er det, og da er det for sent at redde nogen som helst, og da slet ikke sig selv. Utrolig effektivt.