Selvom ’Longlegs’ uden tvivl var en af årets mest hypede gyserfilm, så var filmen ikke sat til dansk biografpremiere i første omgang. Men efter stor omtale og en flot amerikansk åbningsweekend bliver det alligevel muligt at se Nicolas Cage som en absolut pyscho af en seriemorder i de danske biografer…
Filmen er instrueret af Osgood ”Oz” Perkins, vis efternavn måske lyder bekendt. Han er nemlig søn af Anthony Perkins, som er bedst kendt i rollen som Norman Bates fra Alfred Hitchcocks gyserklassiker, ’Psycho’. Om den kære Oz ender med at blive en filmmagisk troldmand bag kameraet – og et genreikon i sin egen ret – det må tiden vise. Men måske ’Longlegs’ allerede er et skridt i den rigtige retning?
Historie
I gyser-thrilleren ’Longlegs’ følger vi den unge og talentfulde FBI-agent Lee Harker, som bliver sat på en årelang uløst sag om en seriemorder, der stadig er på fri fod. Det viser sig hurtigt at være en case som ingen anden, og Harker må arbejde mod tiden, hvis ikke flere uskyldige liv skal gå tabt.
Med tydelig inspiration fra velkendte gyserkrimier som ’Ondskabens øjne’, ’Se7en’ og ’Zodiac’ har Oz Perkins sat det lange ben forrest og taget nogle hastige skridt helt ind i de mørkeste afkroge af genren. Heldigvis er det ikke blot en billig kopivare, som Perkins disker op med her. For med ’Longlegs’ bringer han bestemt sin egen vision til bordet, der tager sig ud som en bred buffet af atmosfærisk (u)lækkerhed.
Filmens største plus er nemlig den tunge atmosfære, der hænger i luften i sådan en grad, at det får dig til at kigge efter et vindue i biografsalen, så der kan luftes ud. Den er ikke helt så ulækker som ’Se7en’ ej heller så kold og kynisk som ’Ondskabens øjne’ eller ’Zodiac’. Men der er til gengæld en konstant følelse af ubehag eller utilpashed, som bestemt kan tildeles Perkins personlige øje for ondskab på film.
Som publikum er man som fluen på væggen, der efterlades midt i filmens mulm og mørke. Historiemæssigt bliver man dog også efterladt en smule i mørket, for det er et mysterium, der udfolder sig langsomt og som holder informationerne tæt ind til kroppen. Sådan da. Det er en strategi, som virker rigtig fint, for den slags film som Perkins prøver at sætte op. Uhygge findes nemlig ofte i uvidenheden. Derfor er det også lettere skuffende, at filmens tredje akt tager lidt af en drejning…
Selvom Perkins drysser brødkrummer ud undervejs i filmens handlingsforløb, så føles forløsningen alligevel ude af trit med resten af historien. Som altid, når en film forsøger at forklare mystikken, er der en chance for, at filmen mister grebet om sit publikum. Selvom det hele trods alt er krydret med tematisk tyngde og personligt ”trauma” fra instruktørens side, så må undertegnede indrømme, at filmens klimaks blev lidt af et benspænd for den overordnede oplevelse.
Skuespil
Maika Monroe ses i hovedrollen som FBI-agent Lee Harker, og hun gør det aldeles fremragende. Hun er en ung kvinde, som er plaget af både indre og ydre tumult, alt imens hun har en nærmest autistisk aura omkring sig, der gør hende malplaceret, selv de steder hvor hun agerer bedst. Det er et virvar af vægtede følelser og udtryk, som Monroe får frem på fornem vis. Persongalleriet i filmen er småt, men overordnet set, så er der en høj standard hele vejen rundt.
Men når alt kommer til alt, så er det formentlig skuespillermastodonten Nicolas Cage, som de fleste er interesseret i at høre mere om. Det er muligt, at karakteren er kædet sammen med filmens titel, men det er ikke meget, vi ser til Cage i selve filmen. Til gengæld går man igennem hele Cages skuespilregister, når han endelig optræder på lærredet. Han er bedst, når han er superklam, men mest underholdende, når han går ”fuld Cage”. Sidstnævnte er nok, som altid, en smagssag.
Visuelt
Vel nok filmens stærkeste kort. Perkins lader bestemt til at have øje for detaljen og forståelse for visuel flair. Masser af store og brede billeder, hvor man som publikum sætter sin egen eftersøgning i gang, imens man prøver at gennemsøge alle afkroge af en given scene. Der er en konstant følelse af ubehag og tomhed, som bare suger alt glæde ud af billedet. Det er virkelig et punkt, som Perkins virker enormt stærk i og det er en fornøjelse at se på… lige meget hvor ubehageligt det end er at være i det.
Musik og lydbillede
Den auditive oplevelse er lidt et miskmask af forskellige indtryk. Musikken af Zigli, Oz Perkins bror, er generelt rigtig godt og med en god ”creep faktor”. Det er dog ikke altid at musikken bruges ordentligt og særligt når volumen skrues op på max, bliver man mere irriteret end skræmt. Høje lyde har evigt og altid været associeret med gyserfilm, men lydbilledet i ’Longlegs’ fungerer faktisk bedst, når musikken er minimal og reallydene får lov til at komme til sin ret… nogle gange er lyden af stilhed faktisk noget af det mest uhyggelige, man kan forestille sig, og det er bestemt også tilfældet med ’Longlegs’.
