Michael Bay er tilbage med alle de eksplosioner, lysglimt og hurtige biljagter, man kunne ønske sig.
Historie
Da Will (Yahya Abdul-Mateen II) modvilligt ender i et fejlslagent bankrøveri med sin adoptivbror Danny (Jake Gyllenhaal), finder de pludselig sig selv i en ambulance som flugtbil, med en paramediciner og en såret betjent bagi. Hvad der følger er klassisk “Bayhem”, med spurtende droneskud, biler der smadres til højre og venstre og et voldsorgie, der kan få selv den største pacifist helt frem i sædet.
Kender man Michael Bay, må man dog hurtigt erkende, at ‘Ambulance’ også glipper, hvor han ofte gør. Dialogen er en mærkværdig blanding af forvirrende politisnak, flade følelserklæringer og smarte bemærkninger, der aldrig helt rammer plet. Filmens præmis er stærk, men efter man har set en politibil blive skubbet ud i rabatten og kollidere med et eller andet for fjerde gang, taber man desværre lidt pusten. Når det er godt, er det virkelig godt action, men der kommer desværre lidt for langt imellem lyspunkterne i den to timer lange film.
Skuespil
Både Jake Gyllenhaal og Yahya Abdul-Mateen II gør et hæderligt forsøg på at løfte den lidt sløve dialog. Gyllenhaal er i sit es, når han får lov til spille helt fra forstandet, og han står som et lyspunkt i de højspændte scener, hvor øjnene står ud af hovedet på ham og der skriges for fuld hals. Han fanger dog ikke helt balancen mellem karismatisk og desperat, som der kræves af karakteren. Abdul-Mateen er også fin i rollen som Will, og kemien mellem de to er der bestemt i visse øjeblikke. Det bliver desværre bare aldrig nok til rent faktisk at samle og løfte fortællingen.
Visuelt
Visuelt er man aldrig et sekund i tvivl om, at det er en Michael Bay film, vi har at gøre med. Klippehastigheden er skruet helt op, og den skarpe sol kaster lysglimt ind over skærmen mindst en gang hver 5. minut. Eksplosioner, bilstunts og droneskud er også i overflod. Når det er godt eksekveret, er det mesterlige actionsekvenser, men ofte bliver virvaret mere forvirrende end spændende.
Musik og lydbillede
Lydbilledet er typisk action- der er sjældent et stille øjeblikket, og ens ører bombarderes af overlappende dialog (ofte leveret i råb over walkies og telefoner), hektisk musik og en bas, der runger så tungt, at biografsæderne skælver. Et af lyspunkterne i lyden er Danny og Will, der deler et sæt Airpods imellem dem og forsøger at tage lidt af stressen af ved at høre 80’er hits. Det giver et nødvendigt pusterum i kaosset.