Wes Andersons nye tragikomedie er stjernespækket i samtlige af ordets betydninger.
Historie
Som altid i en Wes Anderson film skal man være beredt på at blive bekendt med et større karaktergalleri. Vi bliver introduceret til hele castet af Bryan Cranstons fortæller, som informerer os om, at filmen vi skal til at se ikke er en virkelighed, men faktisk et skuespil. Der er altså tale om en fortælling i flere lag: vi ser skuespillere, der spiller skuespillere, der spiller vores karakterer. Forvirret endnu? Hold på hat og briller, for der er meget, man skal holde styr på her.
Skuespillet omhandler Augie Steenbeck (Jason Schwartzman), en omtumlet krigsfotograf, der sørger over sin for nyligt afdøde kone og forsøger at fortælle sine 4 børn at de har mistet deres mor. Inden de tager til børnenes morfar (Tom Hanks), skal sønnen Woodrow (Jake Ryan) hyldes for sit videnskabelige eksperiment i Asteroid City. I Asteroid City præsenteres vi for hele karaktergalleriet, heriblandt skuespilleren Midge Campbell (Scarlett Johannson) og datteren Dinah, der også skal hyldes for sin opfindelse.
‘Asteroid City’ er på mange måder en film, der er svær at forklare, og nogle gange også en tand svær at forstå. Historien bygger lag oven på lag, og der er hele tiden en ny og finurlig karakter, vinkel eller historie, der fortælles. Alt sammen bærer præg af Andersons finurlige og særegne stil, der med brændte pastelfarver og stopmotion kan gøre de mest dystre samtaler lettere at bære.
Skuespil
I Wes Andersons univers er der sjældent nogen, der bare taler som et normalt menneske- alt er en smule twistet og skævt. Alle replikker leveres med en højtidelighed, der ikke ses i virkeligheden, men virker perfekt i dette fiktive univers inde i et fiktivt univers. Man ser eksempelvis Tilda Swinton der giver sit bedste skud som lettere gal videnskabsmand, der har hovedet i stjernerne og Jeffrey Wright som fortørnet general, der febrilsk forsøger at holde skansen i den lille by.
Jason Schwartzman giver nok den bedste præstation af alle som sørgende familiefar der indleder et forsigtigt forhold til Midge Campbell. De sidder på hver deres værelse og har dybe snakke fra deres vinduer, og man får lov til at få et lille indblik i deres respektiver sorger, der stikker en del lag dybere end den fine facade.
Visuelt
Rent visuelt emmer ‘Asteroid City’ af Andersons efterhånden særdeles velkendte opstillinger, der har stor fokus på symmetrier, pastelfarver og spidsfindigt set-design. Selv på TikTok er filmskaberens stil gået viralt. Alligevel formår Anderson at lege med sit eget format.
Vi åbner på et sort-hvidt skud af Bryan Cranston, der som fortæller sætter os ind i filmens præmis. Pludselig ændrer billedet format, og de velkendte pastelfarver kaster os ind i stykket, der er ved at blive vist. Det fungerer virkelig fint, at der leges med både farve og format, og det er en effektiv måde at få seeren med på hvor i tid og sted, vi egentlig befinder os.
De enkelte stopmotion-elementer og tydeligt opstillede action-skud er ligeledes med til at højne fortællingen.
Musik og lydbillede
Man skal selvfølgelig ikke snydes for et lydbillede, der er ligeså finurligt som alt andet ved ‘Asteroid City’. Musikken er perfekt afstemt til billedsiden, og man drages virkelig ind i det lille univers, der opbygges på flere plan.